Ny dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråd
Maria Louise Munkholt Christensen er blevet valgt som nyt medlem af kommissionen ”Faith and Order”.

Maria Munkholt valgt til Faith and Order efter indstilling fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Af Tage Kleinbeck
"Faith and Order er et forum, hvor kristne kirker kan være i fortsat samtale om tro og trosbekendelser. Den samtale har vi tydeligvis også behov for i Folkekirken, som det klart er fremgået af den aktuelle, offentlige diskussion om forståelsen af Jesu opstandelse og andre dele af vores trosbekendelse."
Sådan siger Maria Munkholt forud for sit første møde i Faith and Order, som finder sted i Rumænien til juni.
Kommissionen Faith and Order (”Tro og Kirkeordning”) sporer sine rødder helt tilbage til en kirkelig verdenskonference i Lausanne i 1927, hvor de delegerede formulerede det som en hovedopgave at føre dialog mellem kirkerne om deres teologiske lære og forskellige kirkeordninger. Da Kirkernes Verdensråd (KV) blev oprettet i 1948, blev Faith and Order indoptaget som en særlig gren af KV.
Maria Munkholt er cand.teol. og for tiden i gang med sit ph.d.-forskningsprojekt på Aarhus Universitet. Undervejs har hun studeret på bl.a. Martin Luther Universitetet i Wittenberg, Tyskland. Maria har tidligere stiftet bekendtskab med mellemkirkeligt arbejde i praksis. Således deltog hun i september 2014 som medlem af den danske delegation ved Porvoo Church Leaders´Consultation i York, England.
Munkholt: Vi har brug for samtale om tro og bekendelse
”Det er min erfaring, at økumeniske samtaler er meget givende og præget af frimodighed og begejstring i forhold til trosspørgsmål. Eksistensen af flere konfessioner er en påmindelse om, at der er forskellige legitime fortolkninger af evangeliet, og vi kan bruge hinandens fortolkninger som inspiration og kritik”, siger Maria Munkholt.
”Jeg er meget glad for den lutherske tradition og den frihed, som findes i Den danske Folkekirke. I mødet med andre kirkesamfund vil jeg gerne være fortaler for, at der skal være stor frihed i kirkelige og trosmæssige spørgsmål. Omvendt mener jeg også, at Folkekirken kan lære meget af andre kirkesamfund, bl.a. noget om den eksistentielle alvor der er i det kristne budskab og om at se kirken som et forpligtende fællesskab."
The Church: Towards a common vision?
Faith and Order igangsætter løbende teologiske studieprocesser og læresamtaler blandt KVs knap 350 medlemskirker fra alle kontinenter. Den Romersk-Katolske Kirke har aldrig ønsket optagelse i KV, men er alligevel fuldgyldigt og aktivt medlem af Faith and Order. Kommissionens formål er at arbejde med de spørgsmål vedrørende lære og kirkeordning, der skiller de kristne kirker, og afsøge muligheder for fælles forståelse og accept. I 2013 offentliggjorde kommissionen et stort studiedokument: ”The Church: Towards a common vision”, som nu er ude til behandling i medlemskirkerne.
Mere om Faith and Order
Maria Munkholt Christensens blog fra Porvoo-mødet