Så er det nu: Venskabsmenighed i Libanon eller Ægypten
Mange danske kirker har haft glæde af kontakt til venskabsmenigheder i Østeuropa. Men også i Mellemøsten er der gode muligheder for at finde sammen med en lokal menighed

Din kirke kan få en venskabsmenighed i Egypten eller Libanon.
Af Birger Nygaard
Efter murens i 1989 fald dannede mange danske menigheder relationer til kirker i den gamle østblok. Fællesskabet med disse venskabsmenigheder blomstrede i mange år, men flere og flere forbindelser tørrer efterhånden ud.
Nu i 2015, er der ikke nogen ny mur, der er faldet. Men vi lever i en ustabil og ufredelig tid, hvor andre dele af verden kalder på opmærksomhed. Ingen er i tvivl om, at begivenhederne fx i Mellemøsten har mere end blot lokal betydning, skønt det først bliver helt tydeligt for os, når vi oplever terror på dansk jord. Som folk og kirke er tiden ikke til strudseagtigt at lukke øjnene, men at komme nærmere på mennesker i områder af verden, hvor det brænder på.
Vi vil gerne i Folkekirkens mellemkirkelige Råd udfordre danske menigheder til at komme tæt på begivenhederne ved at danne venskabsmenigheder med kirker i Mellemøsten eller andre steder, hvor kristne minoriteter er trængt og har brug for at mærke, at de ikke er alene. Foran os ligger nogle år, hvor der fremdeles vil være uro, og hvor meget dybe sår skal læges. Kristne menigheder i Mellemøsten kalder på vores opmærksomhed, forbøn, hjælp og deltagelse. Det konkrete møde menighed til menighed sætter ansigter på mediernes anonyme krigsbilleder i form af trosfæller, der søger at skabe sig en hverdag i et kaotisk politisk og religiøst klima.
Der er hjælp at hente
Tro ikke, at det er umuligt eller uoverkommeligt. Man kan kommunikere på engelsk, man kan skype, sms´e, holde kontakt via Facebook og mail, rejse på besøg og modtage gæster. I menigheden kan man samle ind og hjælpe, hvor der er størst behov.
Det kan virke uoverskueligt at komme i gang, og der er faldgruber at være opmærksom på. Men der er også hjælp at finde: For eksempel hos Danmission, der i mange år har arbejdet i Mellemøsten og tilbyder hjælp til at etablere venskabskontakt til menigheder i Libanon eller Ægypten.
Print invitationen her, tag en snak herom på næste menighedsrådsmøde – og tag gerne direkte kontakt til Danmission for assistance.
Læs også om venskabsmenigheder på www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk.