Tros- og religionsfrihed for alle
Fra den 7. - 9. september 2015 mødtes mere end 40 menneskerettighedseksperter fra Europa til en konference i Halki, Tyrkiet for at diskutere, debattere og udveksle erfaringer omkring udbredelsen af budskabet om religions- og trosfrihed.

Deltagere fra hele Europa på konference om tros- og religionsfrihed. Foto: CEC
Af Filip Buff Pedersen
Det teologiske fakultet Halki, der ligger på toppen af et den lille ø Hebeyliada en god times sejlads uden for Istanbul i Tyrkiet, var en velvalgt lokation for mødet, der var arrangeret af Konferencen for Europæiske Kirker (KEK). Den teologiske skole blev lukket af de Tyrkiske myndigheder i 1971, og den ortodokse kirke har endnu ikke fået myndighedernes tilladelse til at åbne den.
I disse historiske omgivelser mødtes biskopper, kirkeledere, menneskerettighedseksperter og organisationer for sammen at sætte fokus på at fremme tros- og religionsfrihed for alle. Det var en stor oplevelse for mig at tale med mennesker der selv havde oplevet diskrimination og undertrykkelse og fastholdt at vi skal fremme tros- og religionsfrihed for alle og ikke bare vore egne.
Alvoren omkring flygtningekrisen var et hovedemne for mange af deltagerne, herunder også kriserne i Syrien og Irak, og forfølgelsen af kristne og andre religiøse minoriteter, hvor vigtigheden af en aktiv og konkret indsats for tros- og religionsfrihed globalt såvel som i Europa blev understreget.
Jeg erfarede med glæde, at flere af de forskellige deltagere udtrykte beundring over Dansk Missionsråds indsats for at omsætte fine rapporter og anbefalinger til politiske og praktiske ændringer.
Filip Buff Pedersen arbejder i dansk sammenhæng for at styrke indsatsen for religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik og udviklingssamarbejde. På denne konference deltog han på vegne af Dansk Missionsråd.
Læs CECs pressemeddelelse om konferencen
Under konferencen blev der udarbejdet en fællesudtalelse. Læs den her.
Hvordan er det nu med religionsfrihed? Lynguide her (eller bestil den på sekreariatet).