Fortsæt til hovedindholdet
Årsberetning
Årsberetning for 2016

Årsberetning 2016



Indledning

På Kirkernes Verdensråds fjerde generalforsamling i 1968 i Uppsala var temaet ”Verden skriver kirkens dagsorden”. Når man ser tilbage på 2016 og de nærmest foregående år, kan man godt få den fornemmelse, at verden – altså de begivenheder, som har præget udviklingen i verden – i høj grad har været med til at skrive dagsordenen for Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR) og de valgte medlemmer af MKR (Rådet). Vores grundlæggende opgave er naturligvis den samme, som den udtrykkes i bekendtgørelsen, nemlig ”at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan og herunder tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Men udviklingen i verden og i Danmark har i høj grad været bestemmende for, hvad der er kommet på MKR's dagsorden også i 2016.

Året 2016 blev i høj grad præget af den globale flygtningekrise. I 2016 nåede det samlede antal flygtninge i verden op på det højeste niveau nogensinde, nemlig omkring 65 millioner, og nogle tusinde af dem har søgt asyl i Danmark. Uanset hvilken holdning man måtte have til udlændinge- og integrationspolitikken, så er disse flygtninge, der har fået ophold hos os, medmennesker, som vi har et ansvar for at tage os godt af. Folkekirkens menigheder udgør et enestående netværk, der dækker hele Danmark, og overalt, hvor der er flygtningecentre eller hvor flygtninge boligplaceres, er der folkekirkemenigheder, som har mulighed for at vise gæstfrihed og omsorg for mennesker i nød. Flygtningekrisen har været en udfordring, der også i år har presset sig højt op på MKR's dagsorden.

I 2016 var der et overraskende stort antal asylansøgere med muslimsk baggrund, især iranere, der henvendte sig i en række folkekirkemenigheder, fordi de ønskede at blive kristne og dermed blive døbt. Det førte en lang række udfordringer med sig, som MKR har brugt betydelige kræfter på at udrede og finde gode løsninger på.

Migration handler ikke kun om flygtninge, men også om det stigende antal mennesker, der i den globaliserede verden migrerer for at søge arbejde andetsteds. En stor del af det samlede antal migranter i Danmark er kristne, hvilket i 2016 har fået Rådet til at betragte spørgsmålet om folkekirkens forhold til migrantkristne, migrantmenigheder og migranter i det hele taget, som et anliggende folkekirken endnu ikke har viet tilstrækkelig opmærksomhed, og som Rådet gerne vil bidrage til at udvikle i de kommende år.

Desværre har diskrimination og forfølgelse af religiøse minoriteter også været et påtrængende emne i 2016, ligesom det i flere år har været et fokusområde i MKR. I Mellemøsten, som var kristendommens vugge, er   kristendommens tilstedeværelse alvorligt truet og har brug for vor støtte. Også andre religiøse grupper udsættes i denne tid for diskrimination og forfølgelse i mange lande. Selvom ingen religiøse grupper udsættes for forfølgelse i Danmark, så må vi naturligvis også til stadighed værne om religionsfriheden og især de vilkår, der bydes de fra folkekirken afvigende trossamfund.

Fælles for alle disse emner er, at udviklingen i verden og i Danmark har gjort, at de har presset sig på med en sådan styrke, at vi har måttet tage dem op og sætte dem på MKR's dagsorden. Og endnu vigtigere: det er udfordringer, som ikke bare optager Rådets medlemmer, men som engagerer menigheder i alle folkekirkens stifter. Mange menigheder og stiftsudvalg har engageret sig i disse spørgsmål på forskellig vis, og MKR’s opgave har bl.a. været at give inspiration til, facilitere og koordinere arbejdet og at tage fat på de opgaver, som bedst løses i et bredere regi.

Forudsætningen for at MKR har kunnet bidrage til arbejdet med disse og andre temaer er ”folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”: Flygtningekrisen efter 2. verdenskrig spillede en stor rolle i dannelsen af Det Lutherske Verdensforbund og vi kan hente inspiration til arbejdet blandt flygtninge fra mange af LVF's medlemskirker. Konferencen af Europæiske Kirker (KEK) har i mange år arbejdet med migrationsproblemstillinger i Europa, og KEK udgør et vigtigt mødepunkt for europæiske kirker engageret i mødet med migranter. Spørgsmålet om trosfrihed har i mange år været på Kirkernes Verdensråds dagsorden, fordi der i mange af de lande, hvor medlemskirkerne lever, er alvorlige problemer med religionsfriheden, og derfor er Kirkernes Verdensråd her en oplagt samarbejdspartner.

På disse – og andre områder – har vi som folkekirke brug for at hente inspiration og være i samarbejde med kirker rundt om i verden. Samtidig har vi også en forpligtelse til at dele vore erfaringer med andre kirker.

__________________

 

I det efterfølgende fremhæves nogle hovedpunkter fra arbejdet i 2016. Rådet retter en stor tak til de mange kompetente fagpersoner, der stiller sig til rådighed for Rådets arbejde i arbejdsgrupper. Vi takker også for godt samarbejde med de endnu flere, der i stifter og sogne engagerer sig i mange forskellige former for mellemkirkeligt engagement. Uden jer ville det ikke være muligt at gennemføre MKR's arbejdsprogram.

  

Internationalt

Det lutherske Verdensforbund (LVF)

Det lutherske Verdensforbund består af tre hoveddepartementer, der arbejder med teologi, udvikling samt nød- og katastrofehjælp til verdens udsatte. Det lutherske Verdensforbunds medlemskirker er i fællesskab optaget af en proces omkring luthersk identitet og selvforståelse, der søger at afklare, hvordan kirker i forskelligartede globale kontekster kan leve i ansvarligt fællesskab med hinanden inden for en luthersk ramme. Ligeledes fortsætter arbejdet omkring at sikre et for fremtiden bæredygtigt LVF, både i forhold til ressourcer og i forhold til kirkernes kommende generationer.

Et af højdepunkterne i Det lutherske Verdensforbund i 2016 var den fælles, historiske markering og højtideligholdelse af reformationen, som fandt sted på reformationsdagen den 31. oktober 2016, hvor lutheranere og katolikker valgte at markere reformationen sammen. Ledelsen i LVF ved præsident Munib Younan og generalsekretær Martin Junge forestod sammen med den katolske kirkes overhoved pave Frans reformationsgudstjeneste i Lunds Domkirke samt et større begivenhed på Malmö stadion i Sverige.

Det lutherske Verdensforbund er i gang med at forberede sig på sin kommende generalforsamling i 2017 i Namibia. Generalforsamlingen, som er LVF's højeste beslutningsdygtige organ, vil udover de forretnings-mæssige sager også markere reformationen samt sætte fokus på lutherdommens globale aspekter.

MKR har i løbet af året målrettet arbejdet for, at LVF i den kommende arbejdsperiode på europæisk plan prioriterer at sætte forhold og udfordringer på dagsordenen, som præger både folkekirken og en række andre lutherske europæiske kirker. Af synlige fælles udfordringer for en række europæiske kirker er faldende dåbs- og medlemstal samt for en dels vedkommende også præstemangel.

 

LVF-arbejdsgruppen Bent Normann Olsen (formand), Hanna Broadbridge og UIla Morre Bidstrup, Jørgen Thomsen
Medlem af LVF's råd: Vakant
Rådgiver i LVF's råd: Ulla Morre Bidstrup
Sekretariatsansvarlig Thorsten Rørbæk/Mogens Kjær

Kirkernes Verdensråd (KV)

KV afholdt i Trondheim i juni 2016 møde i centralkomitéen, som imellem generalforsamlingerne er tyngde-punktet for aflæggelse af arbejdsrapport og beslutninger af betydning for fremtiden. Ved møderne i centralkomitéen ses, hvordan KV er rundbord for mange specifikke interesser på forskellige områder. Det er i bedste forstand udfordringer fra hele verden, der tages op i dette forum. Og det betyder, at kun en mindre del af KV's engagementer har direkte interesse for folkekirken og danske forhold. MKR's KV-fokus begrænser sig således til områder, der skønnes at være af særlig interesse for folkekirken.

Ligesom i 2016 udviste KV stor agtpågivenhed ved flygtningesituationen i Europa. Det har – mhp. MKR's engagement omkring det folkekirkelige flygtningearbejde i Danmark – været udbytterigt at følge godt med på dette område, idet KV er i stand til at give et godt overblik foruden adgang til en række specifikke erfaringer fra andre kirker.

Inden for et af KV's oprindelige virksomhedsområder er det værd at nævne, at Faith and Order-kommissionen har sendt et dokument om kirkesyn (The Church Towards a Common Vision) til høring i medlemskirkerne. Man betragter dette papir som et væsentligt hoveddokument på lige fod med Lima-dokumentet fra 1980’erne. Fra dansk side blev det besluttet at afgive et høringssvar udformet i regi af Danske Kirkers Råd. Dokumentet afsendes primo 2017. Det danske komitémedlem af Faith and Order-kommissionen er aktiv i det videre arbejde med dette dokument. Desuden har MKR afholdt en studiedag i Aarhus, hvor der var lejlighed til at fordybe sig teologisk i KV's dokument om kirkesyn.

MKR har efter centralkomitémødet været i dialog med KV om form og indhold for centralkomitémødet og herunder ytret ønske om en mere grundig og gennemskuelig regnskabsaflæggelse, større tydelighed omkring

dagsordenens opbygning samt overvejelser om en anden, kortere mødeform, som gør den demokratiske proces mere overskuelig og stringent.

KV-arbejdsgruppen Mogens S. Mogensen (konstitueret formand), Birte Jacobsen, Jonas A. Jørgensen (Dansk Missionsråd), Jørgen Thomsen (Folkekirkens Nødhjælp), Mads Christoffersen (Danske Kirkers Råd), Kirsten Auken, Maria Louise Munkholt Christensen, Ole Lundegaard (Baptistkirken) og Sofie Petersen
Medlemmer af KV's
centralkomité
Sofie Petersen og Kirsten Auken
Medlem af Faith and Order Maria Louise Munkholt Christensen
Sekretariatsansvarlig Birger Nygaard

 

Europa

Deltagelse i europæiske kirkefællesskaber er samlet under Europaarbejdsgruppen.

Europaarbejdsgruppen Christian Roar Pedersen (formand), Peter Skov-Jakobsen, Niels Nymann Eriksen og Kirsten Jørgensen
Sekretariatsansvarlig

Christian Arffmann/Mogens Kjær

(Thorsten Rørbæk konsulent vedr. Porvoo og Theobalt)

 

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK)

KEK har fået finnen Heikki Huttunen som ny generalsekretær og er kommet igennem nogle års omvæltninger med identitetsspørgsmål, flytning og restrukturering. KEK er slanket mht. omfang af arbejdsopgaver og økonomi, men fremstår nu med ny bopæl i Bruxelles som en tydelig kirkelig repræsentant i EU-spørgsmål af kirkelig interesse.  KEK hjælper kirkerne med – på relevante områder – at forstå Europa og omvendt, ved at bringe anliggender fra de 114 medlemskirker ind i EU-drøftelser og lobby. Det handler ikke mindst aktuelt om flygtningesituationen, hvor KEK gennem nært samvirke med Churches’ Commission for Migrants in Europe (CCME) er meget tæt på brændpunkterne og leverer erfaringstungt idémateriale til MKR's arbejde i folkekirken.

MKR var i december i København vært og medsponsor for en konference om migration og kirkeforståelse i regi af KEK. Denne konference gav betydeligt større afkast end MKR's investering heri, idet meget relevante oplysninger og ideer blev fremlagt fra lutherske og andre kirker i Europa, som er lykkedes bedre end folkekirken med at indlemme migranter i de gamle nationale kirker. Det er en opgave for MKR de kommende år at indhente og tilpasse sådanne positive europæiske erfaringer til danske forhold, så folkekirken i højere grad kommer i spil med sit betydelige, uudnyttede potentiale for integration af indvandrere som medlemmer af folkekirken.

Rådsmedlem Hanna Broadbridge har som formand for KEK's Education Working Group været særdeles aktiv i at dele danske erfaringer omkring kirke-skole-samarbejdet på europæisk plan. I et strategisk samarbejde med Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter, der har foranlediget et engelsk summarium af den danske FUV-rapport herom, søger MKR på denne måde at sprede viden og erfaring på et område, hvor folkekirken gør det rigtig godt. FUV/kirke-skole-netværket er den rette aktør til på sigt at være folkekirkens repræsentant i europæiske fora omkring læring og dannelse. MKR er lykkedes, hvis vi overflødiggør os selv ved at bringe de rette folkekirkelige interessenter i direkte forbindelse med deres internationale ligemænd.

MKR vil også i forhold til KEK bringe aktuelle danske folkekirkelige interesseområder (fx problematikker omkring vigende dåbstal) i spil i forhold til de kommende langtidsplaner for KEK, som skal vedtages ved KEK's kommende generalforsamling i 2018.

 

Suppleant i KEK's bestyrelse Christian Roar Pedersen
Medlem af Assembly Planning Committee Helle Rosenkvist
Medlemmer af KEK's arbejdsgrupper

Education: Hanna Broadbridge (moderator)

Bioetik: Ulrik Becker Nielsen (moderator)

  

Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa (CPCE / Leuenberg Kirkefællesskabet)

I 2016 så vi resultatet af de seneste års studiearbejde i Leuenberg-fællesskabets studiegrupper, hvor også danske forskere har bidraget betydeligt. Tre rapporter er udarbejdet og sendt i høring: 1) Religiøs pluralisme i Europa (behandles af Folkekirke og Religionsmøde), 2) Kirkefællesskab (behandles af MKR's teologiske arbejdsgruppe) og 3) Efteruddannelse af præster (behandles af bestyrelsen for Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter). Både KEK og Leuenberg-fællesskabet arbejder med etiske spørgsmål. Med inspiration herfra afholder MKR sammen med Aarhus Universitet i foråret 2017 et dansk etikseminar om aktiv dødshjælp.

Medlem af CPCE's råd Kirsten Jørgensen

Deltagere i CPCE's

arbejdsområder

Liturgi: Kirsten Jørgensen

Præsteuddannelse: Hans Vium Mikkelsen

Kirkefællesskab: Bo Kristian Holm

Etik: Ulla Schmidt

  

Porvoo-fællesskabet

I Porvoo-kirkefællesskabet afholdes hvert fjerde år en teologisk konference. Den femte teologiske konference blev afholdt i oktober 2016 med titlen "Hvad siger Ånden til kirkerne?" med over 40 deltagere fra hele kirkefællesskabet, herunder tre fra Danmark.  I 2016 markeredes 20-års jubilæet for Porvoo-kirkefælles-skabet, bl.a. i form af en jubilæumsantologi, ligesom jubilæet var en anledning til refleksion på den teologiske konference over samarbejdet i fællesskabet frem til nu. Endvidere var begivenheden også en anledning til fælles overvejelse af, hvad det vil sige at være kirke i en omskiftelig tid i Europa.

I praksis ledes Porvoo-fællesskabet af et delt formandskab, to sekretærer og kontaktgruppen bestående af et medlem fra hver medlemskirke, da Porvoo-kirkefællesskabet ikke har noget sekretariat. Folkekirken yder i disse år en betydelig indsats til fællesskabet gennem biskop Peter Skov-Jakobsens rolle som medformand.

 

Medformand for Porvoo-fællesskabet Peter Skov-Jakobsen
Medlem af Porvoo-kontaktgruppen Thorsten Rørbæk/Mogens Kjær

  

Theobalt

Netværket, som er et teologisk samarbejde i Østersøregionen, samler de tre store kirketraditioner i dette område, dvs. lutherske, katolske og ortodokse kirker. Tillige inviterer man repræsentanter fra de nationale kirkeråd til at deltage i samarbejdet. Samarbejdet er vigtigt, da der trods stor diversitet i regionen også er mange fællestræk. Der er i netværket stor bevidsthed om, at miljøet er sårbart i Østersøen. Endvidere har kirkerne fundet det magtpåliggende at forsætte gode relationer i et område, hvor geopolitiske forhold er udfordret. Da Theobalt ikke har noget sekretariat bliver netværkets arbejde koordineret af medarbejdere i Visby Stift på Gotland. Theobalt-netværket har ikke afholdt møde i 2016, men har haft møde i slutningen af 2015, ligesom der er planlagt møde i begyndelsen af 2017, hvor både det kristne vidnesbyrd, sekularisering, flygtninge samt kirken og ungdommen er sat til drøftelse.

 

Stiftskontakter

København: Peter Skov-Jakobsen

Roskilde: Peter Fischer-Møller

National kontaktperson Thorsten Rørbæk

  

Nationalt

Danske Kirkers Råd (DKR)

Danske Kirkers Råd er den sammenhæng, som MKR i sin tid blev udskilt fra, og er som nationalt mellemkirkeligt samtale- og handlingsorgan MKR's tætteste samarbejdspartner i Danmark. DKR varetager centrale opgaver af betydning for den brede vifte af kirkesamfund i Danmark. DKR er båret af en stor grad af frivillig indsats i en lang række arbejdsgrupper og indsatsområder (se http://www.danskekirkersraad.dk/) og udfører sit arbejde med et meget lille budget. DKR har i 2016 været særligt agtpågivende omkring mulige negative konsekvenser for kirkerne af det netop vedtagne ”forkynderlov”-kompleks. Og DKR følger naturligvis tæt arbejdet i Trossamfundsudvalget, der arbejder med evt. lovgivning til opfyldelse af Grundlovens §69.

MKR oplever at have mange anliggender tilfælles med DKR, ikke mindst i relation til de mange nye grupper af kristne, der indvandrer til Danmark i disse år. Det stiller både folkekirken og traditionelle danske frikirker over for en række fælles udfordringer, som må løses i tæt samspil. MKR har derfor taget initiativ til en grundig samtale med DKR om endnu tættere samarbejde på sådanne felter, der i sagens natur løses bedst i fællesskab. Hverken DKR eller MKR har p.t. ressourcer til at løfte de presserende nye opgaver. Det er derfor afgørende, at der findes ny finansiering til disse konkrete formål.

 

Danske Kirkers Råd Peter Fischer-Møller og Christian Roar Petersen
DKR's forretningsudvalg Peter Fischer-Møller
Udvalg for frihed og lige vilkår Vakant
Kontaktgruppen for muslimer og kristne Anders Gadegaard og Birte Jacobsen
Udvalg for migrantmenigheder Niels Nymann Eriksen
Udvalg for trosoplæring Niels Iver Juul og Ole Buchardt Olesen
Kristne i Mellemøsten Birger Nygaard
Udvalg for Grøn Kirke Peter Fischer-Møller
Sekretariatsansvarlig Birger Nygaard

  

Folkekirkens Mission (FKM)

Der sker fremskridt med hensyn til integreringen af Folkekirkens Mission ind i MKR organisationen, idet der i det daglige arbejde i stadig stigende grad opleves en synergi mellem mission og de øvrige fokusområder i MKR, ikke mindst omkring flygtninge og indvandreres stigende søgning mod folkekirken. I folkekirken har der tillige været fokus på den faldende dåbsprocent og på udmeldelser af folkekirken, ikke mindst i forbindelse med Ateistisk Selskabs udmeldelseskampagne.

Rådet har, bl.a. i lyset af disse nye missionsbehov i Danmark, defineret, at FKM’s rolle er at arbejde for mission og kirkelig fornyelse indadtil i Danmark og Europa med udgangspunkt i globale erfaringer. Og på denne måde arbejde for styrket sammenhæng mellem det lokale og globale. Det søges gjort ved at være ”first mover” på udviklingsprojekter samt ved at fremme og kvalificere den offentlige kommunikation om mission.

I juni blev den nationale folkekirkelige missionskonference afholdt under temaet ”Missionale arbejdsformer for gamle kirker i en ny verden”. Konferencen blev afholdt i forbindelse med, at det missionsteologiske International Research Consortium afholdt sin årlige netværkskonference. Der blev således gjort brug af den store missionsteologiske ekspertise i oplæggene. Denne konference forsøgte således at skabe en mødested mellem præster og lægfolk, forskere og praktikere fra både ind- og udland.

Der er udarbejdet en digital værktøjskasse for lokale menigheder, som ønsker at skabe nye tiltag inden for lokal og global mission. Værktøjskassen er gjort tilgængelig på MKR's hjemmeside http://www.interchurch.dk/aktiviteter/mission/vaer-med/vaerktoejskasse og der udarbejdes en kommunikationsplan med henblik på udbredelse af værktøjskassen til de nye menighedsråd.

Missionsorganisationernes genbrugsarbejde indeholder et stort potentiale i forhold til at integrere flygtninge i det frivillige arbejdsfællesskab og dermed skabe øget økonomisk grundlag for missionsorganisationernes internationale arbejde. Der er udarbejdet inspirationsmaterialer målrettet den enkelte butiksledelse med information om det at have flygtninge som frivillige eller i praktik i genbrugsbutikkerne. Materialet distribueres til butikkerne via de enkelte organisationer.

Folkekirkens Mission forventes i de kommende år få en stadig vigtigere rolle, efterhånden som flere og flere menigheder sætter fokus på tiltag for at imødegå udmeldelser af folkekirken og den faldende dåbsprocent.

 

Bidragende frie folkekirkelige

missionsselskaber

Areopagos, Brødremenighedens Danske Mission, Danmission, Israelsmissionen, Mission Afrika og Promissio
FKM-arbejdsgruppen Niels Iver Juul (formand), Ingrid Lisby Schmidt, Mogens Kjær, Peter Fischer-Nielsen, Vilhelm Værge og Anton Pihl
Sekretariatsansvarlig Søren Dalsgaard

  

Folkekirkens Asylsamarbejde

Arbejdet tager udgangspunkt i et netværk af præster, som er blevet udpeget fra alle landets stifter til at være ressourcepersoner i spørgsmål vedrørende dåb og konversion og mhp. generelle relationer til flygtninge og indvandrere. Der er nu i alt mindst 40 præster i folkekirken, som er udpeget med særlige opgaver inden for arbejdet med flygtninge og indvandrere. Dertil kommer næsten 30 ikke-teologiske medarbejdere i folkekirken og i de frie folkekirkelige organisationer, som er ansat til konsulentopgaver inden for det diakonale integra-tionsarbejde og menighedsopbyggende arbejde blandt flygtninge og indvandrere. Stifter og kirkelige organisationer har i årets løb arrangeret en lang række netværksdage og seminarer, hvor asylsamarbejdets medarbejdere har deltaget med oplæg.

Der har i 2016 været stor søgning mod kirken blandt asylansøgere. Det vurderes, at mindst 500 asylansøgere er blevet døbt eller er i gået i gang med dåbsforberedelsesforløb i folkekirken og frikirker. Med finansiering hertil fra Fællesfonden har Folkekirkens Asylsamarbejde arbejdet på at videreudvikle og koordinere den kirkelige indsats på dette område.

Asylsamarbejdets ad hoc arbejdsgruppe vedr. udlændingemyndighedernes troværdighedsvurderinger af konvertitter i forbindelse med asylsagen har fuldført sit arbejde, som forelægger i form af en rapport samt en revideret vejledning om dåb af muslimske asylansøgere. Biskopperne har været inddraget i arbejdet undervejs, og der er indledt en frugtbar dialog med Flygtningenævnet. Ligeledes har der været indledt dialog med asylcenteroperatører om rammer for religionsudøvelse på asylcentrene, herunder asylansøgeres adgang til kirkelig betjening samt problemer med chikane. Institut for Menneskerettigheder har besluttet at gå ind i dette temafelt og foretage en uvildig udredning i 2017.

Materialer: En række materialer er udgivet eller er under udarbejdelse, bl.a. oversættelse af liturgier, bearbejdning og oversættelse af et folkekirkeligt dåbsoplæringsmateriale, inspiration til koordinering af integrationsaktiviteter, samt velkomstfolder til folkekirken på arabisk, farsi, tigrinsk, dansk og engelsk målrettet flygtninge. Endvidere er asylsamarbejdets hjemmeside blevet udbygget med relevant materiale målrettet de lokale menigheder, der er i kontakt med asylansøgerne. Her findes materiale om bl.a. tilgængelige dåbsoplæringsmaterialer, tolkning, kulturmøde, juridiske spørgsmål, konversionsetik og meget mere.

Diakoni/integration: En betydelig bevilling fra TrygFonden har muliggjort en væsentlig udvidelse af engagementet på det diakonale område. Vi har arbejdet på at koordinere og udvikle den sociale indsats for asylansøgere og integrationen af flygtninge gennem relationer til frivillige i kirkeligt regi. Dette udmøntede sig i udarbejdelse af hjemmesiden www.venskabskontakt.dk, som giver et landsdækkende overblik over lokale kirkelige integrationsaktiviteter og er især brugbart til at sikre god overlevering og opfølgning af kontakten, når asylansøgere og flygtninge flyttes rundt til andre landsdele. 

Foruden udvidelse af medarbejdergruppen er der indgået aftale med en række eksterne ressourcepersoner om delopgaver inden for kommunikation, udredningsarbejde, dataindsamling og analyse, konsulentbistand vedrørende integrationsaktiviteter m.m.

 

Folkekirkens Asylsamarbejde

arbejdsgruppe

Niels Nymann Eriksen (formand), Henrik Stubkjær, Birgitte Rosager Møldrup og Michael Rønne Rasmussen
Arbejdsgruppe vedr. troværdighedsvurderinger (ad hoc) Mogens S. Mogensen, Niels Nymann Eriksen, Thomas Gammeltoft Hansen og Jesper Lindholm
Konsulentbistand Mogens Kjær, Bent Dahl, Birthe Munck-Fairwood, Depheny Frost, Hans Henrik Lund, Robert Crellin, m.fl.
Sekretariatsansvarlig Søren Dalsgaard
Projektkoordinator Marie Munch Roager
Studentermedhjælp Pia Nielsen (deltid)

  

Trosfrihed – forfulgte kristne

MKR's tidsbegrænsede projektindsats på området Trosfrihed – forfulgte kristne skulle efter planen have været afsluttet i 2015. Men Rådet har valgt at fortsætte dette opmærksomhedspunkt, idet anliggendet er mere  relevant i dag, end da det blev igangsat. Det fylder stærkt i mange mellemkirkelige relationer, men fylder fremdeles for lidt på den politiske dagsorden, hvor man nok har sympati for sagen, men ofte mangler vilje til at handle. I 2016 er der etableret et tværpolitisk netværk af folketingspolitikere med engagement på området. Det har betydet øget intensitet omkring belysning af emnet på forskellige måder. Institut for Menneskerettigheder udviser øget opmærksomhed på området og vil på opfordring fra MKR i 2017 undersøge religiøst motiveret chikane på danske asylcentre. Det folkekirkelige kirke-skole-arbejde har på opfordring fra MKR lagt et meget stort arbejde i at udarbejde et omfattende tværfagligt undervisnings-materiale til folkeskoler og gymnasier om religionsfrihed. Materialet vil de kommende år blive udbudt som et prioriteret område i det landsdækkende kirke-skole-netværk.

Bispekollegiet er opmærksom på tendensen til, at religion i medier og det offentlige rum i øvrigt ofte omtales som et problem og med manglende syn for religionens positive rolle. Derfor har bispekollegiet igangsat en proces, der bl.a. omfatter en konference og et generelt fokus på langsigtet involvering af væsentlige samfundsaktører, der formår at påpege tros- og tankefrihedens store historiske betydning for Danmark og denne dimensions positive rolle i samfundsopbygningen.  MKR er med afsæt i sit trosfrihedsarbejde involveret heri.

Som med andre nye anliggender har MKR kun små budgetrester til rådighed til dette vigtige indsatsområde. Erfaringen fra projektet er, at det fordrer en langtidsindsats at opnå virkelige resultater. Arbejdet er i dag et ganske andet sted end for 5 år siden, ikke mindst pga. en vedholdende indsats fra en række aktører og ikke mindst med Dansk Missionsråd som udfarende kraft. Men der er behov for at nå betydeligt længere.

 

Følgegruppe Varetages af arbejdsgruppen vedr. folkekirkens mission
Operativ arbejdsgruppe Jonas A. Jørgensen, Filip Buff Pedersen og Birger Nygaard
Sekretariatsansvarlig Birger Nygaard

  

Teologisk arbejde

Den teologiske arbejdsgruppe arbejder med det sigte at følge den internationale teologiske debat samt at behandle sager af teologisk relevans for folkekirken. I det forgangne år har arbejdet særligt været optaget af drøftelser angående de mange aspekter af kirkefællesskaber og forståelsen heraf. Dette både i regi af globalt konfessionelt luthersk kirkefællesskab og i regi af de interkonfessionelle kirkefællesskaber og samarbejder, som folkekirken har tilsluttet sig.

Teologisk arbejdsgruppe

Peter Skov-Jakobsen (formand), Marianne Christiansen, Ole Buchardt Olesen, Peder Nørgaard-Højen, Birgitte Graakjær Hjort, Kurt E. Larsen, Bo K. Holm,

Thomas Reinholdt Rasmussen

Sekretariatsansvarlig Thorsten Rørbæk/Mogens Kjær

 

Bilateral dialog med Metodistkirken i Danmark

Den bilaterale samtale mellem Metodistkirken i Danmark og den danske folkekirke blev påbegyndt i 2012 og er fortsat også i 2016. Samtalerne er primært af teologisk karakter, herunder særligt af dogmatisk karakter, men gruppen har endvidere fundet det relevant at lære om hinandens kirkeordninger, historie og praksis, ligesom der inden for begge kirkesamfund ses lignende udfordringer.

Gennem begge kirkesamfunds tilslutning til Leuenberg-kirkefællesskabet, Metodistkirken i 1994 og folkekirken i 2001, er der allerede opnået fuldt kirkefælleskab de to kirkesamfund imellem. Imidlertid har samtalerne vist deres berettigelse ved, at dette fællesskab gives et synligt udtryk lokalt, ligesom læring om hinanden i fortløbende samtale har skabt gode muligheder for økumenisk samarbejde og videre konsultation i forhold til relevante muligheder og udfordringer, som menighederne måtte stå overfor.

Såvel Metodistkirken som folkekirken indgår i større globale fællesskaber, og perspektiver fra disse relationer har endvidere været berigende for samtalerne.

 

Dialoggruppen Fra Metodistkirken: Christian Alsted (formand), Jørgen Thaarup og Ove Sørensen, Ole Birch
Fra folkekirken: Henning Toft Bro (formand), Steffen Ravn Jørgensen, Bo K. Holm og Kurt E. Larsen
Sekretariatsansvarlig Thorsten Rørbæk

  

Udvalg vedr. migrantkirker og folkekirken

Antallet af migrantkirker i Danmark har gennem de senere år været stigende. Samtidigt er enkelte større  migrantkirkers tilstedeværelse og indflydelse i det etablerede kirkelige landskab mere tydelig end nogensinde. Folkekirken har de seneste 10 år som konsekvens heraf set flere initiativer, der sigter på samarbejde mellem sognemenigheder og migrantmenigheder. Det tættere samarbejde mellem migrantkirker og folkekirken har vist sig at rejse en række principielle kirkeretlige og teologiske spørgsmål og fordrer således, at man fra folkekirkelig side afklarer rammerne, indenfor hvilke samarbejdet kan finde sted. Det handler bl.a. om mulighed for dobbelt medlemskab af folkekirken for enkeltpersoner, mulighed for associering af en migrantmenighed til en sognemenighed og udvidelse af mulighederne for at rekruttere præster til migrantmenigheder. Udvalget har udarbejdet en række anbefalinger, der efter drøftelse i Rådet er sendt til biskopperne.

Dette udvalgsarbejde på teologisk og kirkeretligt plan har stor og direkte relevans for udvikling af migrant-arbejdet i folkekirken på praktisk plan, som det bl.a. kommer til udtryk i Folkekirkens Asylsamarbejde.

 

Udvalget

Peter Skov-Jakobsen (formand), Theodor Jørgensen, Helle Samson, Kurt E.

Larsen, Birgitte Graakjær Hjort, Mogens S. Mogensen, Niels Nymann Eriksen og Ole Buchardt Olesen

Sekretariatsansvarlig Thorsten Rørbæk / Mogens Kjær

  

Kommunikation

I 2016 har MKR fået rigtig meget medieomtale, ifølge Infomedia 456 gange. Det er en 40 % stigning i forhold til 2015, som ellers også var et år med stor medieeksponering. Der har i 2016 været stor mediebevågenhed omkring flygtningesituationen i Danmark og Europa samt omkring emner som konversion, dåb af asylansøgere og reformationsjubilæet. Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Asylsamarbejde er løbende blevet brugt som ekspertkilder og har bevirket omtale af lokalt kirkeligt arbejde med asylansøgere og flygtninge i en lang række tilfælde i både landsdækkende, regionale og lokale medier.

MKR vil gennem sit nyhedsbrev NYT med ca. 2.000 modtagere fremover have et øget kommunikations­mæssigt fokus på at udbrede kendskabet til de mellem-kirkelige stiftsudvalgs arbejde, dele gode idéer herfra og dele udvalgenes overvejelser omkring, hvad det vil sige at lave lokalt mellemkirkeligt arbejde i en tid, hvor den store verden banker på sognekirkens port. De nye mellemkirkelige udfordringer i Danmark er først og fremmest et anliggende lokalt og regionalt. Så det er herfra de gode idéer opstår og kan deles, gerne med Rådet som en landsdækkende katalysator for processen. Gennem det internationale nyhedsbrev News vægtlægges tillige formidling af information om og fra folkekirken generelt til et internationalt publikum.

 

Økonomi og sekretariat

Sekretariatet består ultimo 2016 af 6,4 årsværk, heraf 2,4 årsværk ansat tidsbegrænset.

MKR's budget i 2016 var 1/4 større end i 2015. Det skyldes dels stigende aktivitetsniveau omkring Folke-kirkens Asylsamarbejde med særbevillinger hertil fra Fællesfonden og eksternt fra TrygFonden, og dels en øget toårig bevilling fra Fællesfonden til Det lutherske Verdensforbunds aktiviteter i forbindelse med reformationsjubilæet m.v. Samtidig fik den årlige beskæring af driftsbudgettet på 2% i 2016 den konsekvens, at MKR ved fratrædelsen af vores Europa-/kommunikationsmedarbejder ikke har genbesat den faste stilling, idet der først må skabes budgetmæssig klarhed over MKR's fremtidige budgetforhold. Arbejdet opretholdes indtil videre inden for en lavere tidsramme med ad hoc-arbejdskraft. Denne situation er uholdbar, hvorfor MKR i 2017 har behov for at drøfte langtidsperspektiverne med Kirkeministeriet.

MKR har fremdeles sekretariat i det kirkelige kontorfællesskab på Diakonissestiftelsen, Frederiksberg, hvor samvirket med beslægtede organisationer er tiltagende og af stor betydning for det daglige arbejde. Virkeligheden i små organisationer er, at man ofte må finde supplerende kompetencer hos nabo-organisationen. Meget taler for, at man skal arbejde stærkere for at samordne de mange knopskydninger af små, selvstændige, men nært beslægtede organisationer. Alle relevante foci skal bibeholdes. Men hvordan undgå at skulle bruge en stor del af ressourcerne på gemen selvopretholdelse?

 

Sekretariat
Sekretariatsleder Birger Nygaard
Europa Mogens Kjær (deltid)
Teologisk medarbejder / LVF Thorsten Rørbæk
Folkekirkens Mission / Asylsamarbejde Søren Dalsgaard
Asylarbejdet Marie Munk Roager
Kommunikation Christian Arffmann (deltid)
Økonomimedarbejder Susanne Bak Knudsen
Sekretær Helle J. Jensen
Studentermedhjælp Pia Nielsen (deltid)

  

Fremtid

Ved udgangen af 2017 udløber MKR's midlertidige bevillinger fra hhv. Kirkeministeriet og TrygFonden til det nu omfattende arbejde med flygtninge. Der vil i 2017 blive arbejdet for videreførelse heraf på permanent basis med fokus på folkekirkelige muligheder og udfordringer i relation til migranter i bred forstand.

  

3. februar 2017

Folkekirkens mellemkirkelige Råd

 

Mogens S. Mogensen

(formand)

Christian Roar Pedersen
(næstformand)

Bent Normann Olsen

(kasserer)

Hanna Broadbridge Niels Iver Juul   Torben Hjul Andersen
Marianne Christiansen Birte Jacobsen   Sofie Petersen
  Niels Nymann Eriksen   Ole Buchardt Olesen   Ingrid Lisby Schmidt
Peter Skov-Jakobsen