Fortsæt til hovedindholdet
Årsberetning
Stiftsarbejdet – ny netværksmedarbejder

Stiftsarbejdet – ny netværksmedarbejder

Christian Arffmann har fået ny stilling som netværksmedarbejder i Mellemkirkeligt Råd. Foto: MKR.

Tættere på det folkekirkelige bagland

Igennem flere år har Folkekirkens mellemkirkelige Råd, MKR, ønsket at komme tættere på folkekirkens menigheder og skabe mere sammenhæng mellem det internationale og det lokale mellemkirkelige arbejde. For at få en klarere ide om, hvem MKR’s folkekirkelige ”bagland” er, og hvordan der bedst muligt bliver skabt samklang mellem MKR og baglandet blev Christian Arffmann pr. 1. februar 2024 ansat som netværksmedarbejder.  

 

Meget mere netværksarbejde  

I årets løb har Christian Arffmann arbejdet systematisk med at skabe overblik over og dialog med det folkekirkelige bagland. Han har besøgt alle stifter i landet og indledt en tættere dialog om, hvordan man får det mellemkirkelige arbejde til at vokse og udvikle sig. Desuden er der indledt dialoger med kirkelige organisationer som bl.a Folkekirkens Nødhjælp og Danmission for at identificere samarbejdsflader og styrke det lokale eller internationale økumeniske engagement. 

”Det fælles møde for stiftsudvalgsformænd som Det mellemkirkelige Råd arrangerede i år, håber jeg, der kommer flere af. Her var der plads til erfaringsudveksling og idégenerering, og vi fik øjnene op for hvor forskelligt, man griber det an i de enkelte stiftsudvalg, og at der er mange nye muligheder.”   

Karen Sundbøll, formand for Haderslev Stifts mellemkirkelige udvalg

H.M. Kongen sammen med Helsingørs biskop Peter Birch i Holmens Kirke.  Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson, Folketinget.

Freds- og klimagudstjenester

I februar blev der holdt gudstjeneste i Holmens Kirke og i Ribe Domkirke med bøn for fred i verden. Begge steder var der særligt fokus på Ukraine med flere ukrainske medvirkende. I Holmens Kirke deltog H.M. Kongen samt flere ministre, og i Ribe Domkirke var statsminister Mette Frederiksen og andre ministre til stede. I november var der klimagudstjeneste i Haderslev Domkirke som optakt til det internationale klimatopmøde COP29. Gudstjenesterne blev arrangeret i samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og henholdsvis København, Ribe og Haderslev Stifter.  

 

Gudstjenesterne er udtryk for, at der er brug for at samles om både bøn og handling, når verden brænder på. Samarbejdet har vist, at det er frugtbart, når flere kirkelige aktører går sammen om at løfte en mellemkirkelig dagsorden. Det vil fortsat være en vigtig prioritet for MKR i de kommende år.  

 

Inspirationsdag om spiritualitet i folkekirken

Også i februar mundede et samarbejde med Folkekirke & Religionsmøde ud i en inspirationsdag i Løget Kirke i Vejle om spiritualitet: ”De dybeste lag. Folkekirkens spiritualitet – tradition og nye bud”.

Her mødtes en bred gruppe af deltagere fra stiftsudvalg og arbejdsgrupper samt enkeltpersoner i folkekirken, der arbejder med temaer som folkekirke, religionsmøde og mødet med kristne fra andre kirker og kulturer udenfor folkekirken.