
Solidaritetsbesøg hos lutherske kristne i Palæstina. Foto: Den evangelisk-Lutherske kirke i Jordan og Det Hellige Land.
Folkekirkens mellemkirkelige Råd, MKR, har de seneste år været i en proces, hvor udefrakommende opgaver og udfordringer i stadig større grad sætter nye dagsordner for arbejdet. Det mest omfattende har været etablering af Folkekirkens Migrantsamarbejde, der er en respons på den udfordring som næsten én million nydanskere er for folkekirken. Og den brede folkekirkelige deltagelse i Danske Kirkedage – Himmelske Dage - har nødvendiggjort et landssekretariat, der nu er en del af MKR.
Hertil kommer akutte krige og kriser: Krig i Ukraine, fordrivelse af kristne armeniere i Nagorno-Karabakh og den fortvivlende situation i Israel/Palæstina. De har på hver sin måde kaldt på, at vi viser opmærksomhed gennem solidaritetsbesøg. De påvirker prioriteringer og planer på områder, hvor MKR har mulighed for at virke med: Fredsgudstjenester og indsamlinger, styrkelse af kirkers arbejde for tros- og religionsfrihed samt europæisk samarbejde om forberedelse af fred og forsoning i Ukraine.
Endelig har folkekirken/MKR taget imod den tillidserklæring fra det globale lutherske fællesskab, som det var at vælge biskop Henrik Stubkjær som ny præsident for Det lutherske Verdensforbund. Det er en ærespost, og en særdeles vigtig strategisk post, som giver folkekirken mulighed for på et overordnet niveau at præge udviklingen af arbejdet over en 7-årig periode.
Ude og hjemme
Da MKR blev dannet var der en klar tænkning om balance mellem det mellemkirkelige på landsplan (MKR) og på stiftsplan i form af mellemkirkelige stiftsudvalg m.v. Denne relation har hidtil været underprioriteret.
Det er derfor glædeligt, at MKR har fået ressourcer til at opprioritere kontakt mellem stifts- og landsarbejdet. De kommende år vil vi derfor have fokus på at skabe flere sammenhænge mellem det globalt og det lokalt økumeniske. Mange års indvandring til Danmark har på mange måder vendt det mellemkirkelige fra et primært internationalt fokus, så det nu primært kan og skal leves lokalt i sognet. For en meget gammel-dansk folkekirke forestår en langvarig proces med at se og møde denne nye virkelighed.
Økonomi
MKR har fra 2024 fået sin driftsbevilling konsolideret, så afprøvede arbejdsgrene som migrantsamarbejdet og landssekretariat for Danske Kirkedage nu er blevet en del af grundbevillingen. Og nye ressourcer er tilført de nye opgaver. Det betyder, at arbejdet nu kan tilrettelægges med nødvendigt seriøst langtidsperspektiv.
Birger Nygaard
Sekretariatschef