2023 – Historien genbesøger os

Vi lever i usikre tider præget af krig og konflikter. Efter mange årtiers relativ stabilitet er det en mere urolig tid, vi ser ind, og det gælder også for kirkerne. Det har en stor betydning, hvordan kirker agerer i kritiske tider og i verdens brændpunkter, både her og nu og med eftertidens virkning.

I 2023 var vi vidner til, at armeniere blev angrebet under en aserbajdsjansk militæroperation. 100.000 kristne armeniere var i en svær humanitær situation og blev til sidst fordrevet fra Nagorno-Karabakh. Det vækker mindelser om det armenske folkedrab i 1915, som var et angreb på det armenske folk såvel som den armenske kultur med ødelæggelser af kirker og klostre til følge. Under det armenske folkedrab var to kirkeligt aktive danske kvinder til stede og ydede en stor diakonal indsats i Armenien, nemlig Karen Jeppe og Maria Jakobsen. De har en stor plads i armeniernes hjerter i dag. Tilsvarende har danske kirker gennem mange år fulgt Armenien tæt og i 2023 samlet ind og udvist solidaritet med armenierne.

I Ukraine hærger den russiske angrebskrig fortsat, og det viser nødvendigheden af en fortsat støtte til den ukrainske frihedskamp og en kirkelig omsorg for de herboende ukrainske flygtninge. Den opgave har vi forsøgt at løfte gennem en særlige folkekirkelig Ukraine-indsats. Sogne og menigheder har gjort en stor indsats for at tilbyde et åndehul og et fællesskab til de hårdt prøvede ukrainere. Det mellemkirkelige Råd har i et brev henvendt til Den russisk-ortodokse kirkes overhoved Kirill i utvetydige vendinger opfordret ham til at tage afstand fra krigen i Ukraine.

Samtidig har MKR det seneste år styrket relationen markant til den selvstændige ortodokse kirke i Ukraine, dels ved at anerkende at den ukrainske kirke eksisterer i sin egen ret frigjort fra den russisk-ortodokse kirke og dels ved at gøre det muligt for herboende ukrainere at få øget kirkelig betjening fra deres hjemkirke. Den tætte relation mellem folkekirken og den ukrainske kirke kom til udtryk ved et folkekirkeligt delegationsbesøg til ukrainske kirkeledere i Kyiv i juni, som banede vej for et fælles nordisk møde i december mellem de nordiske folkekirkers ledende biskopper og den ukrainsk-ortodokse kirkes overhoved og biskoppen for den tyske lutherske kirke i Ukraine. Mødet udtrykte de bånd der, på grund af krigens omstændigheder, er vokset frem mellem de ortodokse og lutherske kirker i Norden og Ukraine og som også vil præge det fremtidige økumeniske klima.

I den vedvarende konflikt mellem Israel og Palæstina, hvor den rædselsvækkende krig mellem Israel og Hamas er den seneste eskalation, lever kirkerne under ekstremt svære vilkår. Allerede i påsken 2023 skrev Det mellemkirkelige Råd en kronik, hvori vi advarede om de forværrede vilkår for kristne i Det Hellige Land. Kristne blev chikaneret og angrebet i Jerusalem, og kirkegården på Oliebjerget blev skændet. Under den nuværende krig er det kun blevet meget værre. Det gælder også for den lutherske kirke i Jerusalem og på Vestbredden, eller for baptister og ortodokse, som har måttet se deres kirker i Gaza blive ødelagte. Krigen martrer også Augusta Victoria hospitalet i Østjerusalem, som drives af Det lutherske Verdensforbund og yder bl.a. kræft- og dialysebehandling til palæstinensiske patienter.

Med andre ord, den mellemkirkelige opgave med at støtte kirker i konfliktzoner er bestemt ikke blevet mindre vigtig eller nødvendig. Tværtimod kalder tiden på at stå fast på en støtte til vores trængte broder- og søsterkirker.

Året bød også på to vigtige generalforsamlinger. Konferencen for Europæiske Kirker afholdt generalforsamling i Tallinn og lagde rammen for mindeværdige taler om nødvendigheden af at kæmpe for fred og frihed i Ukraine og Belarus. Ligesom KEK i historisk lys har spillet en vigtig afspændende rolle som brobygger mellem Øst- og Vesteuropa, har Europas kirker en vigtig rolle at spille fremover i forhold til at skabe et Europa præget af fred, samhørighed og tillid.

I Krakow afholdtes Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, og her blev biskop Henrik Stubkjær som den første dansker nogensinde valgt som præsident. Det viser at folkekirken tager medejerskab og ansvar for LVFs arbejde den kommende periode og det giver muligheder for øget udveksling og besøg mellem folkekirken og lutherske kirker i verden. Det får bragt den store globale kirke ind i vores danske sammenhæng, og det giver os mulighed for at fordybe os i hvordan man arbejder teologisk med at være luthersk andre steder i verden.

Leuenberg-kirkefællesskabet mellem protestantiske kirker i Europa kunne i 2023 markere sit 50 års jubilæum og vidner om, at kirker på begge sider af Jerntæppet var i stand til at bygge bro mellem teologiske uoverensstemmelser og geografiske forskelle.

Historien genbesøger os på nye måder. Det viser sig også i det internationale lutherske fællesskab, hvor man ser medlemskirker, som blev hjulpet på vej i deres spæde år af danske missionærer. Det gælder blandt andet Den lutherske kirke i Nigeria, Tanzania og Indien. Dermed får man blik for dansk missionsvirksomheds virkningshistorie og for hvordan en dansk kirkelig indsats kan bære frugt mangefold så mange år efter.

2025 bliver et økumenisk jubilæumsår. Det er 1700 år siden, at kirkerne på koncilet i Nikæa 325 enedes om en fælles bekendelse. Og den nikænske trosbekendelse har lige siden dannet fælles grundlag for kristne kirker. Det viser hvor meget kirkerne grundlæggende har til fælles trods alt det der splitter, og det viser også at folkekirkens bekendelse går på 2 ben, både et reformatorisk-luthersk og et ortodokst-oldkirkeligt ben. Der er allerede forberedelser i gang af jubilæet, med både en verdenskonference i Egypten og på dansk grund med gudstjenestelige markeringer.

I 1925 blev der for første gang afsat midler på statens budget til det mellemkirkelige arbejde i folkekirken, da en folkekirkelig delegation anført af Københavns biskop Harald Ostenfeld skulle deltage i en international Life and Work konference i Stockholm. Konferencen førte sidenhen til oprettelsen af Kirkernes Verdensråd i 1948. Dengang i 1925 blev det, i kølvandet på Første Verdenskrig, drøftet hvordan kirkerne kan være med til at genopbygge en mere fredelig verden efter Første Verdenskrigs ødelæggelser.

Selvom det kan virke nedslående at historien genbesøger os, og man kan undre sig over om verden nogensinde tager ved lære, skal vi ikke glemme at vi i det mellemkirkelige arbejde også ser mange håbstegn og lysglimt i den store og den lille verden. Med det in mente vil vi, trods alt, med ordene fra KEKs generalforsamling, ”under Guds velsigne skabe fremtiden” og lade os inspirere af den tidligere tjekkiske dissident og præsident Vaclav Havel, der efter løsladelsen fra sit fængsel i 1980’erne udtrykte: ”Håb er ikke at forudsige fremtiden. Den er Åndens orientering – en hjertets orientering. Håb er en evne til at arbejde for noget, fordi det er godt – ikke bare fordi det har mulighed for at blive en succes… Det er ikke overbevisningen om, at noget vil blive godt, men visheden om, at det giver mening, uanset hvad der sker.”