Anbefalinger - Hvordan kan vi bedst støtte forfulgte kristne?

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Efter en beskrivelse og analyse af kristnes respons på forfølgelse afrundes rapporten med anbefalinger til, hvad en række forskellige aktører kan gøre. Det gælder de kristne trossamfund i de lande, hvor de forfølges, og NGO’er, regeringer, kirker, akademikere, journalister og medier og virksomheder i andre lande. Her vil jeg blot opliste enkelte af de 83 anbefalinger til de forskellige grupper.

Anbefalinger til forfulgte kristne trossamfund:

·       Forfulgte kristne i forskellige kontekster opfordres til at mødes for at udveksle erfaringer.

·       ’Advocacy’- arbejde er mest effektivt, når det udføres i stilhed og respekt af kristne ledere, der har udviklet relationer til lokale og nationale repræsentanter for myndighederne.

·       Forfulgte kirker skal så vidt muligt bestræbe sig på at være en aktiv del af deres samfund, i stedet for at isolere sig og afvise kontakt med andre trossamfund og engagement i lokale samfundsanliggender og socialt engagement. Derved kan de vise, at de tager medansvar for det fælles gode og modvirke myten om, at de udgør en ”femte kolonne” eller er Vestens agenter.

Anbefalinger til NGO’er:

·       En vigtig opgave er hele tiden at udøve fortalervirksomhed for enkeltpersoner og kirker, der forfølges, ved at dokumentere overgreb mod dem.

·       Fortalervirksomhed må altid styres af behovene hos de forfulgte kristne, som man ønsker at tjene.

·       Etabler relationer til NGO’er og forfulgte kirker for at få information, vise solidaritet og sikre, at man har mandatet til at handle på deres vegne.

·       Mobiliser diasporaer fra lande, hvor der foregår forfølgelse, så de taler for kristne i deres hjemland.

·       Vær ikke kun fortaler for forfulgte kristne, men også for andre religiøse minoriteter, der forfølges.

Anbefalinger til regeringer:

·       Fald ikke for fristelsen til at betragte fortalervirksomhed for menneskerettigheder og religionsfrihed som noget, der ødelægger ”de gode relationer”.

·       Rejs igen og igen spørgsmålet om religionsfrihed i samtaler med lande, der ikke respekterer religionsfriheden, for at få dem til at forstå, at menneskerettigheder og religionsfrihed har afgørende betydning både for en harmonisk international orden og for stabilitet og velstand i deres lande.

·       Regeringer kan forbedre deres troværdighed på dette område, hvis de sørger for at værne om religionsfriheden for religiøse mindretal i deres egne lande.

·       Regeringer må arbejde på at skabe muligheder for kristne til at blive i deres hjemland og bidrage til, at kristne flygtninge, der ønsker det, kan vende tilbage til deres hjemland, men også give forfulgte kristne et passende antal asylpladser i deres lande.

·       Regeringer må anerkende, at brud på religionsfriheden er en af hovedårsagerne til migrantkriser.

Anbefalinger til kirker:

·       Kirker må forstå, at de har et globalt ansvar for forfulgte kristne og søge at skabe enhed, især mellem mainline protestanter, katolikker og ortodokse og evangelikale og pentekostale kristne om at støtte forfulgte kristne.

·       Kirker må støtte NGO’er, der tilbyder bibelstudier, bøn, evangelisering og discipelskab, inkl. kristne radio- og TV udsendelser, for at opmuntre kristne i lukkede lande.

·       Kirker må højne bevidstheden blandt deres medlemmer om forfulgte kristne og opmuntre kristne til, hvor det er muligt, at besøge forfulgte kirker og etablere relationer med dem, og også tilbyde konkret praktisk hjælp til forfulgte kristne.

·       Kirker må hjælpe forfulgte kirker og organisationer til at etablere et socialt arbejde i deres lokale samfund.

·       Kirker, der engagerer sig til fordel for forfulgte kristne, må samtidig vedkende sig fortidens synder i form af overgreb på religiøse minoriteter i deres egne lande, for derved at højne deres troværdighed.

·       Kirker må opmuntre til interreligiøse initiativer for at fremme økonomisk udvikling og gensidigt respektfulde relationer i lande, der hærges af ekstremistiske grupper, og i det hele taget opmuntre til at arbejde for fredsstiftelse og forsoning.

·       Kirker bør kun deltage i interreligiøse dialoger og lignende initiativer, som dem Golfstaterne har taget initiativ til, hvis der er en vilje til helt og fuldt at adresserere de forfulgte kirkers behov.

·       Kirker bør prioritere interreligiøse initiativer, ikke kun når der opstår kriser, og understrege princippet om religionsfrihed for alle og til fordel for det fælles gode.

Anbefalinger til journalister og medier:

·       Medier må bestræbe sig på en afbalanceret rapportering om omstridte spørgsmål.

·       Journalister i Vesten må forstå, at religion er en vital del af folks liv i store dele af verden, og at religion kan bidrage til løsning af konflikter, økonomisk vækst, fremme af demokrati og fredsstiftelse.

·       Vestlige journalister bør bestræbe sig på at uddanne sig lige så meget mht. religiøse spørgsmål som politiske og økonomiske spørgsmål.

Anbefalinger til akademikere:

·       Akademikere må levere upartisk og objektiv forskning, som præcist dokumenterer status for religionsfrihed i forskellige områder og lande.

·       Der er brug for, at akademikere skriver nye og nøjagtige historier om forfølgelse rundt om i verden, og også om, hvordan den kristne kirke har deltaget i forfølgelser.

Anbefalinger til virksomheder:

·       Virksomheder bør sætte sig ind i, hvordan korrelationen er mellem religionsfrihed og økonomisk og forretningsmæssig velstand.

·       Virksomheder bør kræve af de entreprenører og partnere, som de samarbejder med, at de overholder internationale menneskerettigheder og standarderne for religionsfrihed.

Forfølgelse af kristne (og andre religiøse grupper) er et meget udbredt og meget alvorligt problem i verden i dag, men denne rapport viser, hvordan kristne kirker udviser stor kreativitet og anvender mange forskellige strategier som respons på forfølgelsen. Samtidig viser rapporten, at der for kirker, NGO’er, regeringer osv. er mange muligheder for at udvise solidaritet med de forfulgte, en solidaritet, der kan gøre en væsentlig forskel, hvis den tager de forfulgtes kontekst, strategier og behov alvorligt.