Folkekirken har som majoritetskirke en særlig forpligtelse til at vise hensyn til minoritetskirkerne og andre religiøse samfund, for at religionsfriheden kan sikres. Fra tid til anden udfordres folkekirken også fra forskellige sider til at engagere sig i forholdene for kristne mindretal i andre lande. Der findes allerede flere frie, folkekirkelige organisationer, som beskæftiger sig med netop forfulgte kristne, især missionsorganisationer. Dette arbejde har traditionelt haft sit udspring i den missionsengagerede del af folkekirken, og traditionelt har den været mere rettet ud mod verden end ind mod sognet, idet man har rejst ud for at hjælpe, og har foretaget arbejdet ude i verden.
Når Folkekirkens mellemkirkelige Råd nu også tager udfordringen op, er det for at drage den internationale, økumeniske bevægelses indsats på området ind i en dansk sammenhæng, og gøre den tilgængelige for sognemenighederne i Danmark. Målet er, at sogne og stifter skal have de bedste muligheder for selv at opstarte initiativer, som kan de kan bistå forfulgte og undertrykte kristne i andre dele af verden med, samtidig med at de virker til oplysning i sogne og stifter om virkeligheden for andre kristne.
For Folkekirkens mellemkirkelige Råd er det væsentligt, at projektet har fokus på at bistå de forfulgte og undertrykte kristne, frem for at være mod deres undertrykkere. Der kan være forskellige grunde til at forholdene er uacceptable for kristne i et land, som har en markant anderledes kultur, men disse politiske og kulturelle forhold i landet er det op til andre institutioner end Folkekirkens mellemkirkelige Råd at behandle.
Ved et projekt som dette, er det vigtigt at have den konflikt for øje, der kan opstå, når kristne i vesten ’hjælper’ kristne mindretal i samfund, hvor kristendommen har en lang historie: De kristne mindretal spiller en rolle i deres samfund, med den identitet, de har som mindretal. De holder skoler, taler andre mindretals sag osv. Denne identitet kan rystes, når internationale organisationer retter deres udviklingshjælp særligt mod dem. Et andet aspekt er, at forfulgte, kristne mindretal kan have nemmere ved at få adgang som vesten som flygtninge, hvorved deres kirke i hjemlandet drænes for folk.
Derfor vil projektet her koncentrere sig om personlig kontakt mellem menigheder i Danmark og menigheder i lande, hvor kristne har vanskelige vilkår, samt information og oplysning rettet mod stifter og sogne i Danmark.
Trosfrihed - forfulgte kristne
Om forfulgte kristne