Når vi, som ikke lever under forfølgelse, men som ønsker at hjælpe forfulgte brødre og søstre, skal overveje, hvordan vi bedst kan være solidariske med dem og støtte dem i deres konkrete situation, så er denne rapports informationer af uvurderlig betydning, skriver Mogens Mogensen om rapporten "In Response to persecution." Billedet er fra et møde i Kirkernes Verdensråd på Bali, Indonesien. Foto: Ivars Kupcis/WCC.
Af Mogens Mogensen, tidligere formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd
Rapporten "In Response to persecution" indeholder en række konklusioner, som det er værd at lytte til.
For det første konkluderer rapporten, at den mest udbredte strategi som respons på forfølgelse er ”overlevelsesstrategien”, som følges i 43% af tilfældene. Associeringsstrategien følges i 38% af tilfældene, men konfrontationsstrategien kun tæller 19%. Når det gælder konfrontationsstrategien, så er den med meget få undtagelser ikke-voldelig og involverer ikke terrorhandlinger.
For det andet peges der på, at et kristent trossamfunds respons på forfølgelse er påvirket af dette trossamfunds teologi. Det gælder de teologiske overbevisninger om emner som evangelisering, dialog, statens opgave og brug af magt/vold, kultur, lidelse (martyrium). Nogle kristne ser forfølgelse som Guds vilje, en prøvelse som kristne må udholde, mens andre overvejer teologisk, hvilke midler man må anvende for at imødegå forfølgelsen.
For det tredje noteres det, at det er mere sandsynligt, at evangelikale og pentekostale kristne forfølges, end ”mainline” protestanter, katolikker, ortodokse kristne eller andre kristne knyttet til de kirker, hvis historie går langt tilbage. Når evangelikale og pentekostale kristne forfølges, er de mere tilbøjelige til at anvende overlevelsesstrategier eller i sjældne tilfælde konfrontationsstrategier, mens ”mainline” protestanter, katolikker og ortodokse kristne er mere tilbøjelige til at anvende associeringsstrategier.
For det fjerde konkluderes det, at kristnes respons kun til en vis grad kan forklares ud fra forfølgelsens intensitet. I meget undertrykkende samfund som fx Iran og Saudi Arabien er overlevelesstrategier ofte de eneste realistiske. I samfund præget af krig, som Irak og Syren, er overlevelsesstrategier også dominerende, selvom der i sådanne kontekster også er tilfælde, hvor kristne har grebet til våben. I mere åbne samfund har kristne samfund større mulighed for at anvende associeringsstrategier og visse former for konfrontationsstrategier.
For det femte peger rapporten på, at der er nogle strategier, som har givet synlige resultater.
Som eksempler på, at en strategi har ført til en ændret politisk holdning eller til en reduktion af volden henviser rapporten bl.a. til præsidentvalget i Indonesien i 2014, hvor kristne samarbejdede med de største islamiske bevægelser om at fremme Indonesiens tolerante vision for Indonesien (Pancasila) og hvor der blev valgt en muslimsk præsident, der gik ind for Indonesiens multireligiøse og pluralistiske tradition – sammen med en kristen vicepræsident.
En strategis succes kan naturligvis også måles ud fra andre parametre en reduktion af forfølgelse o. l., nemlig ud fra det vidnesbyrd, som de kristne gennem deres respons på forfølgelse – også gennem martyrium – aflægger om deres tro.
Når vi, som ikke lever under forfølgelse, men som ønsker at hjælpe forfulgte brødre og søstre, skal overveje, hvordan vi bedst kan være solidariske med dem og støtte dem i deres konkrete situation – bl.a. ud fra princippet ”do no harm” – så er denne rapports informationer af uvurderlig betydning.
