Fortsæt til hovedindholdet
Hvordan kan vi bedst støtte forfulgte kristne?
Introduktion til rapporten "In Response to Persecution"

Introduktion til rapporten "In response to Persecution"

Læs om rapporten "In Response to Persecution", der beskriver, hvordan kristne reagerer og handler i forhold til forfølgelser.  

personer med bøjet hoved foran korset

Rapporten "In Response to persecution" bør være pligtlæsning for det stigende antal kristne grupper, som glædeligvis engagerer sig til fordel for forfulgte kristne, skriver Mogens Mogensen. Billedet er fra Det økumeniske Institut i Bossey, Schweiz. Foto: Albin Hillert/WCC.  

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

 

Det er i dag – om end ikke i alle kredse – en kendt sag, at der i mange lande foregår religiøs forfølgelse udført af stater og af ikke-statslige aktører. Det er nok mindre kendt, at kristne er den religiøse gruppe, der rundt om i verden oftest udsættes for forfølgelse. Ikke desto mindre er der i de senere år produceret en lang række rapporter, der dokumenterer denne kristenforfølgelse, der især finder sted i et geografisk område, der strækker sig fra Libyen i vest over Mellemøsten til Sri Lanka, Kina, Indonesien i øst, og fra Nordkorea og Rusland i Nord til Nigeria i Syd.

I de fleste af disse lande udgør de kristne små minoriteter, som fx i Nordkorea og Mellemøsten. Men der er også eksempler på forfølgelse af kristne grupper i lande med kristent flertal, som fx i Rusland, hvor det er staten, der støttet af den ortodokse kirke forfølger andre kristne grupper, eller i Kenya, hvor der er kristent flertal, men hvor forfølgelsen udføres af en islamistisk gruppe.

De regimer, som forfølger kristne, er meget forskellige. Islamistiske regimer som fx i Saudi Arabien og Iran, kommunistiske regimer som fx i Kina og Nordkorea. I Indien, Sri Lanka og Rusland, derimod, er der tale om en religiøs nationalisme, hvor der er sket en fusion af staten, en bestemt religion og den nationale identitet. Endelig er der sekulære regimer som fx post-sovjetiske regimer i Centralasien. Når det gælder de ikke-statslige forfølgelser af kristne, er der næsten altid tale om ekstremistiske religiøse grupper.

Rapporten ”In Response to Persecution”
Mens der som nævnt er mange rapporter, der har dokumenteret og analyseret den globale forfølgelse af kristne, så er det svært at finde solide rapporter, der dokumenterer og analyserer, hvordan kristne grupper responderer på forfølgelse. I går blev jeg imidlertid gjort opmærksom på rapporten In Response to Persecution, der udkom i 2017. Det er den første systematiske globale undersøgelse af, hvordan kristne samfund reagerer på forfølgelse. Forskningsprojektet, der er støttet af The Templeton Religion Trust, er en del af  The Religious Freedom Research Project, som University of Notre Dame’s Center for Ethics and Culture står for.

Formålet med rapporten er at bidrage til en større forståelse af disse reaktioner for bedre at kunne støtte forfulgte kristne og dem, der ønsker at handle i solidaritet med dem. Rapporten er et resultat af et projekt, der bygger på kvalitative feltstudier med interviews af forfulgte kristne i 25 lande, udført af 17 internationalt anekendte forskere mellem oktober 2014 og november 2015.

Forskerne er naturligvis klar over, at kristne ikke er den eneste religiøse gruppe, der forfølges, og at kristne også selv – især tidligere – har udført religiøs forfølgelse. Men det giver mening at fokusere på forfølgelse af kristne, da kristne i dag udgør den største religiøse gruppe, der forfølges. Undersøgelsen af mønstrene for kristnes respons på religiøs forfølges vil imidlertid være nyttig for alle andre religiøse grupper, der forfølges, og for alle, der er optaget af forfølgelse af religiøse grupper.

Denne rapport er – for mig at se – en guldgrube for alle, der er optaget af forfølgelse af kristne (og af andre religiøse grupper). Det være sig forfulgte kristne (og ikke-kristne) samfund, regeringer, der ønsker at gøre noget for forfulgte kristne og trosfrihed, NGO’er som er optaget af den vigtige menneskeret, som religionsfrihed er, kirker og kristne organisationer, der ønsker at vise solidaritet med forfulgte brødre og søstre, pressen, der hidtil i alt for ringe grad har fokuseret på forfølgelse af kristne (og andre grupper), og universiteter og andre akademiske institutioner, der ønsker at bidrage med forskning på dette vigtige område. Især burde den være pligtlæsning for det stigende antal kristne grupper, som glædeligvis engagerer sig til fordel for forfulgte kristne.