Mogens S. Mogensen
Blandt muslimer verden over foregår der i disse år en hård og meget vigtig kamp om fortolkningen af islam og dermed også om det billede, som bl.a. over for vesten tegnes af islam. Undersøgelser viser, at det langt overvejede flertal af muslimer verden over på en række afgørende punkter tager afstand fra ekstremistiske tolkninger af islam, og at mange muslimer tilslutter sig mange af de værdier, som vestlige demokratier er bygget på.
Et eksempel på denne kamp er den ”Peace for Humanity”-konference, som Minhaj ul-Quran afholdt i London den 26. september i år. I konferencens erklæring, der netop hed ”The London Declaration for Gloabal Peace and against Extremism” og i Minhaj ul-Quran-lederen dr. al-Qadris tale blev der offentligt taget stærkt afstand fra terrorisme, tvangsægteskaber, mænds vold mod kvinder, ligesom der var en klar bekendelse til demokrati. ”A Common Word” (2007), som en meget bred kreds af muslimske lærde og ledere stod bag, er et andet eksempel på et opgør med en ekstremistisk tolkning af islam: Kærlighed til Gud og kærlighed til næsten er kernen i islam lige som i kristendom.
Så vidt så godt, men der er en helt afgørende front i kampen mod ekstremisme i islam, som mangler for alvor at blive åbnet, nemlig kampen for religiøs frihed, og først og fremmest retten til at konvertere fra islam til en anden eller ingen religion, altså retten til apostasi. Religionsfrihed er den helt grundlæggende menneskerettighed, og mangler den, så vakler hele menneskerettighedsbygningen.
Det er bemærkelsesværdigt, at selvom der i Koranen refererer til apostasi mange steder, så foreskriver Koranen intetsteds, at man skal straffe dem, som forlader islam. Og næsten alle henvisningerne er fra Medina-perioden, hvor der allerede var etableret en islamisk stat, som blev regeret efter islamiske principper. Det er også værd at lægge mærke til, at Koranen kun angiver to legitime grunde til at straffe et andet menneske med døden, nemlig hvis vedkommende har begået mord eller skabt fordærv i landet. Hvis en mand uden disse legitime grunde slår et andet menneske ihjel, så ”er det, som om han havde dræbt alle mennesker” (Koranen sura 5,32).
Hvordan kan det så være, at det overvældende flertal af muslimske lærde i dag alligevel mener, at apostasi skal være forbudt, og i yderste tilfælde straffes med døden? Forklaringen er den, at der i en nogle af de utallige traditioner, der findes om, hvad profeten har sagt og gjort - altså profetens sunna, som findes i Hadith-samlingerne – står, at apostasi er forbudt og i yderste tilfælde kan straffes med døden. Og det gælder både sunni- og shia-hadith om profetens sunna. Fx referer Bukhari, at profeten skulle have sagt, at en muslims blod kun må udgydes i tre tilfælde: mord, hor og apostasi.
Også i andre religioner har der været dødsstraf for apostasi, således var der, lang tid før islam opstod, dødsstraf for apostasi i jødedommen. Også i kristendommen har der i middelalderen været dødsstraf for apostasi – og begrundelsen mente man at finde i Gammel Testamente. Og så sent som i Danske Lov fra 1685 var straffen for den borger i kongeriget, der forlod den lutherske tro til fordel for den katolske tro landsforvisning. Først med juni-grundloven af 1849 fik vi religionsfrihed, som vi kender den i dag. Der er heldigvis også i dag enkelte muslimske lærde og organisationer, som er begyndt at bekende sig til religionsfrihed forstået som retten til apostasi, men det er desværre stadig marginale grupper. Og i mange muslimske lande med en eller anden grad af islamisk lov undlader man i det mindste at eksekvere dødsstraffen for apostasi, men apostater bliver i disse desværre ofte stadig straffet med fængsel.
For at det store flertale af moderate muslimer skal frigøre sig fra den ekstremisme, som de for tiden slås så meget imod, så må kampen altså også tages på religionsfrihedens område. Så længe ledende muslimske lærde rundt om i verden ikke klart vil tilkende muslimer retten til at skifte religion uden at blive straffet af staten eller af private grupper for det, så står ladeporten åben stadig åben for ekstremisme, som gør forholdet mellem islam og vesten så betændt.
På langt sigt må vi håbe på, at ledende muslimer udsteder fatwaer og muslimske organisationer udsteder erklæringer, der tilkender muslimer retten til at skifte religion og dermed vedkender sig de fundamentale menneskerettigheder På kort sigt må vi håbe på, at de iranske myndigheder kommer ud af deres middelalderlige barbari og ikke gør alvor af deres trusler om at henrette den iranske konvertit Yousef Nardakhabni.
Af Mogens S. Mogensen, medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd
Artiklen er bragt i Kristeligt Dagblad den 30. september 2011
