Debatskolen - et nyt samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og Mellemkirkeligt Råd
En tirsdag aften i begyndelsen af februar mødtes en gruppe på 20 unge til en helt ny debatskole
Debatskolen er et samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og Det mellemkirkelige Råd og er muliggjort gennem en donation fra Samfonden. Formålet med debatskolen er at invitere til debat med en række debattører indenfor områder som tidsånd, køn, udlændinge, religion og samfund. Derigennem lærer deltagerne om mundtlig og skriftlig debat, og konklusionen på debatskolen er deltagelse på Folkemødet 2022 som debattører.
Vi har talt med David Rejkjær Knudsen og Simon Nymann Berggren, som begge er stud.theol på 6. semester på Københavns Universitet og som går på Debatskolen.
Hvad synes du om debatskolen?
David Rejkjær Knudsen: Debatskolen er et spændende initiativ, da det søger at udruste unge til at deltage i den offentlige debat. Det er for mig en styrke at reflektere over forskellige problemstillinger i vores samfund og søge de vægtige argumenter, som hæver sig over en til tider skinger debat med manglende bund.
Simon Nymann Berggren: Jeg kan rigtig godt lige debatskolen. Det er et pilotprojekt, og det har indtil videre fungeret rigtig godt. Temaet om "Hvad former os?" er et spændende udgangspunkt for den offentlige debat.
Hvad lærer du af at gå der?
David: Jeg lærer om forskellige udgangspunkter i forhold til positioner til venstre og højre. Og vi får et fællesskab med de andre deltagere på tværs af holdninger, hvor vi alle ønsker en lødig debat. Derudover får vi lov til at pudse vores argumenter af og med andres kritiske blik forhåbentlig blive bedre og skarpere debattører.
Simon: Jeg lærer mange ting. Noget praktisk om at begå sig skriftlig og mundtligt. Og i høj grad også noget indholdsmæssigt om de vigtige værdimæssige emner, der præger den offentlige samtale.
Hvad synes du, at du som teologistuderende kan bidrage med til den offentlige debat?
David: Teologistudiet har hjulpet mig til at forstå dels det filosofiske baggrundsstof, men også gøre brug af traditionens indsigt i hvad det vil sige at være menneske og det at indgå i et større samfund. Vores samfund er på mange områder bygget på en kristen arv, og at være sig det bevidst i debatterne kan hæve standarden og brede debatten til flere felter.
Simon: Jeg tror netop, at det teologiske felt har mere at spille ind med end først antaget. Som teologistuderende bliver noget af det, jeg beskæftiger mig med, sat i kontakt med hvad der faktisk fylder i samfundet. For mig er spørgsmålet om åndsfrihed for eksempel relevant, samt spørgsmålet om hvilken rolle kristendommen kan eller bør have i vores pluralistiske samfund.