Én kirke - flere sprog
I en sammensat verden er der brug for at favne flere forskellige sprog i kirken, mener Andreas Heidborn som har deltaget i en CPCE konference om flersproglighed
Over 30 teologer fra hele Europa har været til liturgikonference på Det protestantiske teologiske fakultet i Cluj-Napoca, Rumænien. Konferencen havde “Worship and liturgy in multicultural settings” som tema, og ledtes af Jochen Arnold und Oliver Engelhardt fra CPCE – Det reformatoriske Kirkefællesskab i Europa.
Deltagerne kom fra bl.a. Tyskland, Finland, Georgien, Italien, og på vegne af Den danske Folkekirke deltog teolog Andreas Heidborn i konferencen.
”Konferencen handler om flersproglighed og at være kirker i områder med mange forskellige kulturer på ét sted. Når verden bliver mere og mere sammensat, og folk rejser på kryds og tværs, manifesterer der sig en virkelighed som er meget kompleks hvad angår sprog. De kirker der var repræsenteret på konferencen, havde mange erfaringer med det flersproglige- og kulturelle og hvordan man kan evne at favne det i samme menighed eller i samme gudstjeneste,” siger Andreas Heidborn.
Der var inspirationsoplæg og casestudier fra både Schweiz og Wales, og Andreas Heidborn fortalte om sine erfaringer fra sit tidligere virke som sognepræst i Apostelkirken i København, en menighed hvor man gør en dyd ud af at favne på tværs af kulturer og samfundslag. Her mødes unge og gamle, studerende, tidligere indsatte, børnefamilier, flygtninge og indvandrere i samme menighed, og gudstjenester bliver tolket til engelsk og farsi.
Det gav anledning til mange samtaler på tværs af kirkerne, og man blev bevidst om at der er forskelle landene imellem. Nogle lande er mere vant til at navigere i det flersproglige, fordi de har flere anerkendte sprog. Det gælder for eksempel Schweiz. Danmark, derimod, er kun vant til at dansk er det dominerende sprog – med undtagelse af grænselandet. Det er derfor en omstilling at skulle give plads til andre sprog.
Samtidig er der en bevægelse tilbage mod ”oprindelige” sprog. Walisisk er for eksempel på vej tilbage, og der er en stigende opmærksomhed på at identificere sig sprogligt som waliser. Det er noget kirkerne i Wales og i andre lande er opmærksomme på.
At give plads til forskellige sprog kan være en praktisk udfordring, som der kan være mange måder at løse det på. Det kan være med tolkeanlæg, simultantolkning, liturgiark på flere sprog eller liturgiske indslag på flere sprog.
Men det er ikke kun et praktisk problem. Det handler også om rettigheder og om anerkendelse af mindretal. Der er lande hvor bestemte sproggrupper kæmper for at bevare deres sproglige og kulturelle identitet. Det gælder for eksempel det ungarske mindretal i Rumænien.
Andreas Heidborn siger at der kan være forskellige måder at gribe det flersproglige an på. Det kan være at 1) have to eller flere forskellige anerkendte sprog side om side. Det er tilfældet i Schweiz, Belgien og Finland. Her er der ikke kun ét, men flere hovedsprog. 2) En anden mulighed er at angive ét hovedsprog, som hovedparten taler, og så en række mindretalssprog. Det er den menighedsmodel der bliver brugt i Apostelkirken. 3). Endelig er der den mulighed at der ikke er én bestemt sproglig normalitet men en polyfoni af sprog. Skt. Matthäuskirken i Basel holder gudstjenester på denne måde. Her bliver der læst bibeltekster på flere sprog, og enhver læser på sit eget modersmål. Desuden trækkes der på flere forskellige sang- og musiktraditioner for at skabe en form for universalgudstjeneste med en forhåbning om at kunne mærke pinseunderet.
De fleste kirker bruger model 2, hvor der er ét hovedsprog og en række mindretalssprog. Det gælder Nordeuropa, Tyskland, Frankrig m.fl. Et problem, som blev drøftet på konferencen, er hvordan man skaber inkluderende liturgi på tværs af sprog. Hvis en gudstjeneste foregår på flere sprog, kan det nemt ødelægge flowet eller virke konstrueret. Og mange kirkegængere kan længes efter den vante liturgi på det sprog de er vant til. Omvendt er der en evangelisk pointe i at forkynde på flere sprog og bygge bro mellem sprogene.
Konferencen gav ikke opskriften på den ideelle liturgiske model der rummer flere sprog i ét. Det kommer også helt an på den samfundsmæssige og kirkelige kontekst, som varierer meget fra land til land. Men i takt med at verden bliver mere og mere sammensat, er det ikke et spørgsmål som bliver mindre aktuelt fremover, konkluderer Andreas Heidborn.
Læs mere om konferencen her.
