Kirken skal turde være bro i klimadebatten – og flytte kirkebygningerne derhen, hvor folk nu bor   

På Porvoo-mødet i oktober, fortalte en af oplægsholderne om en begivenhed fra tragedien i 1987, hvor færgen Herald of Free Enterprise lige efter afgang vendte om på siden og sank på kort tid. Mange, mange passagerer og besætningsmedlemmer mistede livet. En passager, der sammen med sin familie og næsten 20 andre mennesker var fanget, fordi noget metal var faldet væk, da båden væltede rundt, brugte sin krop til at danne bro fra et punkt til et andet, så alle kunne komme fri og blive reddet. Der var ikke tid til at kigge sig om efter materialer, overveje alternative muligheder for så omhyggeligt at bygge bro. Han valgte derfor at være den bro, der var brug for.  

Mod til at give slip på status quo i kirkerne 

Den fine fortælling om mod og handlekraft vil jeg gerne bruge som billede på mit overordnede udbytte af Porvoo-mødet i Sigtuna:  
At vi som kirke og kirkefællesskaber har en særlig mulighed for at være bro i forskellige sammenhænge, der handler om klima. Det kræver, at vi har viljen til at prioritere arbejdet, modet til at give slip på status quo og i stedet vove at sætte alt ind på vores mission.  

Som helten fra forliset satsede sig selv for at kunne redde andre, i stedet for at holde lidt distance og måske bare bidrage med en god ide eller to til det fælles projekt, sådan har kirkerne en mulighed for at arbejde for en fremtid for kommende generationer. Det kræver, at vi har mod til at bruge os selv som bro i en polariseret verden. 

Tag kirker ned på forladte steder og flyt dem hen, hvor folk nu bor 

Jeg talte selv om, at kirken skal være kontemplativ, subversiv og apokalyptisk, sagt med andre ord: kirken skal vedholdende bede, modigt turde gå imod vaner og vedtagne normer, der kun tjener til at fastholde status quo og i alle ting påpege, at vi lever under håbets fortegn. Det vil give kirken en mulighed for at være bro mellem forskellige positioner i klimaarbejdet, der alt for ofte ikke ængere kan tale sammen. Et eksempel på det subversive kunne være at nedtage en kirke, der ikke længere er brug for, fordi folk er flyttet fra stedet, for så at genanvende materialerne til en ny kirke, der hvor folk nu bor. Det vil ikke være en økonomisk succeshistorie. Det vil koste både penge og hjerteblod. Men det vil fortælle en historie om en kirke, der ejer vilje til nødvendig forandring i forbrugsmønster og respekt for jordens ressourcer. De unge siger ikke genbrug, men pre-loved. Tænk, en ny kirke bygget af materialer pre-loved gennem otte hundrede år! 

Nadverfællesskabet i Porvoo danner bro mellem kirkerne 

Jeg har gennem årene været med i mange forskellige økumeniske sammenhænge, og har overalt oplevet åbenhed og nysgerrighed. Jeg har lært nyt, glædet mig over fællesskabet med kristne fra andre kirker og er taget hjem inspireret. Porvoo-fællesskabet har dog en særlig plads i mit hjerte, for her er en særlig stemning. Jeg kan ikke komme med anden forklaring, end at vi her deler nadver med hinanden. Her bygges ikke bro - Porvoo-fællesskabet er broen mellem kirkerne.  

Et levende bevis på, at vi ikke primært defineres af vores fortid, hverken som kirker eller enkeltpersoner. Vi defineres af modet til at træde nye stier, hvor visionen, for hvem vi ønsker at være nu og i fremtiden, bliver det bærende. Kort sagt. At være til Porvoo-møde er at deltage i håbets og frimodighedens arbejde. 

Håb og mod 

Og håb og mod er der brug for, når vi taler om mødets tema – ’ Guds verden – At udråbe håb for fremtidige generationer midt i klima-krisen’.   

Dybt engagerede unge mennesker fra Finland og Norge fortalte om, hvordan de arbejder med at skabe grundlag for håb og handling blandt jævnaldrende, der kan være lammede af alt fra klimaangst til voldsom, men håbløs vrede pga. klimakrisen. Samt hvordan de forsøger at skabe et fællesskab, der ikke baserer sig på udskamning af andre, men på fælles handling.  

Samer fra Lapland fortalte om, hvordan deres liv i harmoni med naturen blev trådt under fode, blandt andet af minedrift efter sjældne grundstoffer og dæmninger - i jagten på grøn energi.  

En præst og en skoleleder fra henholdsvis Irland og Wales fortalte om, hvordan unge mennesker dér fik håb ved at skabe små ændringer lokalt med hjælp fra materiale, som kirken havde produceret. De fortalte om, hvordan kirken havde bidraget til at skabe ejerskab og handlekraft hos en ny generation.  

Vil man tænde, må man brænde 

Gør det en forskel at Porvoo-gruppen mødes? Var det bedste, man kunne gøre for klimaet ikke, at deltagerne bare var blevet hjemme?  

Nej! Alene er vi så lette ofre for håbløshed og apati. Hverdagen tager over, vi gør som vi plejer, mere eller mindre plaget af dårlig samvittighed over, at vi ikke forandrer praksis. Når vi som kirker sætter tid af til at mødes og dele udfordringer og inspiration, så fortættes håbet, og vi der mødtes, kan tage hjem og give det videre i det daglige arbejde og i forskellige fora, hvor vi har vores gang. Tanken udfordres, nye muligheder kommer til syne og håbet næres og broen mellem kirkerne fastholdes.