Hvordan har din østeuropæiske nabo det?
Det var temaet for en inspirationsaften i Bjerringbro, hvor over 70 mennesker var samlet til at møde og høre fra østeuropæiske migranter og medborgere fra lokalområdet.
Fællesskaber er ikke nemme at komme ind i, når du er ny i Danmark. Det er efterhånden velkendt, især for østeuropæiske migranter, endda dem der har været her længe. Ruslan Chalenko, som har boet og arbejdet i Danmark i 12 år, blev interviewet og bekræftede til arrangementet, at selvom han er glad for at være her, er det svært at få danske venner, og det er indtil videre ikke lykkedes.
Sproget var et gennemgående emne. Det oplevedes som den første og største barriere til en lykkelig tilværelse i Danmark. For hvordan er det at lande i Danmark som østeuropæer, uden en sproglig bro til naboerne eller kollegerne? Og hvor vigtigt er det at få lært sproget? Det kunne 35-årige Michaela Dragoianu fortælle.
”Jeg er ret genert. Mit sprog har det ikke så godt, fordi jeg fokuserer meget på mit arbejde.”
Selv for et flittigt sprogøre som Michaela, er det op ad bakke at nå et niveau som passer til hendes hverdag, med danske naboer og kolleger. Det er nemlig både tidskrævende og dyrt at gå på sprogskole. Som nomineret til Danmarks bedste kassedame i år, og en velkendt personlighed i Bjerringbro, gør Michaela en kæmpe forskel for sit lokale nabolag. Og hvad kan kirken så gøre, for at hjælpe Michaela og andre østeuropæiske tilflyttere med at føle sig hjemme?
Sprogcaféer og madfælleskaber var blot nogle af de mange konkrete fællesskabsidéer, som forsamlingen fandt frem til, da programmet blev åbnet op til gruppesamtaler. Aftenen i Bjerringbro var inspirerende på flere måder. At der dukkede over 70 mennesker op, var enormt motiverende, og derudover var der en varm atmosfære af naboskab og åbenhed for sociale samarbejdsmuligheder.
Menighedslokalerne var fyldt med mangfoldighed og en fælles positiv indstilling, hvilket allerede viste sig i de nye relationer der opstod undervejs. Og det er lige præcis det, der er behov for. Stiftspræst og arrangør Peter Fischer Nielsen konkluderede sidst på aftenen:
”Både fra dansk og østeuropæisk side er der behov for, at vi tør række ud, invitere indenfor og fortælle vores historier til hinanden.”
Af Anne Katrine Ebbesen