Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Mød en ildsjæl: Peter Fischer-Nielsen

Med en kæmpe passion for integration i Viborg Stift, viser Peter hvordan folkekirken kan rumme hele folket. 

 

Hvilke opgaver motiverer dig mest i migrantsamarbejdet?

Jeg bliver begejstret, når det lykkes at skabe fællesskab mellem gammel- og nydanskere. Vi har lige afholdt vores årlige forbønsgudstjeneste i Viborg Domkirke, og det er dejligt, at det er en begivenhed, der kan engagere en virkelig broget forsamling. Blandt andet kommer der altid mange fra Udrejsecenter Kærshovedgård. I år var der et congolesisk kor fra en kirke i Skive der sang, og prædikanten kom fra Sri Lanka. På den måde mærker man, at gudstjenesten forener os på tværs af etniske og kulturelle forskelle.

 

Hvorfor betyder migrantsamarbejdet noget for dig?

En folkekirke skal gerne kunne rumme hele folket – også som folket ser ud anno 2020. Der er mange indvandrere, der ikke føler sig hjemme i folkekirken, og det er ærgerligt. Vi må arbejde på, at det bliver lettere at blive en del af folkekirkens gudstjenester og fællesskaber, også selvom man ikke endnu kan synge med på Grundtvigs salmer. Samtidig kan sognekirken også få gavn og glæde af, at blive udfordret og inspireret af kristne med rødder i andre lande.

 

Hvad har I fokus på i Viborg stift?

Stiftsudvalget har i efteråret holdt en inspirationsaften omkring mødet med østeuropæiske migranter. Vi oplever, at det er et tema, som er meget relevant i vores stift, og vi vil derfor fortsat have fokus på det i 2020. Vi håber, at det bliver til flere forskellige initiativer som f.eks. fællesspisning og sprogcafeer. Der er også en hel del lokale integrations initiativer igang, som fortjener at blive fremhævet. For eksempel er der lokale ildsjæle i Ikast og Bording, der gennem lang tid har gjort et fantastisk arbejde i forhold til beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård. Og ud fra Nørrelandskirken i Holstebro bliver der også gjort et stort arbejde for asylansøgerne fra det lokale asylcenter. Det er dejligt at se, hvordan de lokale kirker tager opgaven på sig, selvom det til tider er hårdt og koster mange kræfter.