Ansigt på integration - mød flygtninge og deres venskabskontakter
Folkekirkens Asylsamarbejde er med på Folkemødet på Bornholm. Søren Dalsgaard og biskop Marianne Christiansen sætter fokus på venskabskontakter og integration.
På dette års Folkemøde vil Søren Dalsgaard, der er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde, sammen med biskop Marianne Christiansen, være med til at sætte ansigt på integrationen og fortælle om flygtninge og deres venskabskontakter. Det er et koncept, der findes mange steder i landet, under forskellige navne. Fælles for dem alle er, at det handler om venskaber, og om at bruge disse venskaber som en mulighed for at byde velkommen ind i det danske samfund.
Et af de steder, hvor flygtninge har muligheden for at få en venskabskontakt, er på Bornholm. Peter Hauge Madsen, som er sognepræst i Rønne, har skrevet om konceptet til det lokale kirkeblad. Artiklen indleder han således:
””Glem ikke gæstfriheden”. Så klart og så enkelt siges det i Det nye Testamente. I den kristne tradition er gæstfrihed forbundet med velsignelse. Ofte er det så lidt, der skal til for at gøre en positiv forskel: At nogen siger velkommen. At flygtninge bliver mødt med gæstfrihed og menneskelig solidaritet. At nogen har tillid til, at de kan bidrage med noget, der skaber værdi.”
Han har også besøgt Inge-Birthe og Erling Foss sammen med tre flygtninge fra Eritrea: Beletset på 27 år, Gebire 44 år og Menhawi 20 år. Inge-Birthe og Erling er to af dem, der har meldt sig som venskabskontakter for nogle af de flygtninge, der er kommet til Danmark i den seneste tid. Relationen mellem danskere og flygtninge er vigtig, både for de mennesker der kommer her til, og skal integreres i det danske samfund, og for danskerne, der får en enestående mulighed for at lære mere om andre mennesker og kulturer.
Netop muligheden for at lære andre kulturer at kende, er også noget venskabskontakterne selv nævner:
”Erling: ”Det er berigende at lære andres kultur og skikke, og det er dejligt at kunne fortælle om den danske kultur, som vi jo er glade for.”
Inge-Birthe: ”Vi kan kun opfordre andre til at melde sig som besøgsvenner til flygtninge, hvad enten der så sker gennem Skt. Nicolai kirke eller Bornholmske Flygtningevenner”.”
Hvis du er interesseret i at høre mere om venskabskontakter, er du velkommen i Folkekirkens stand på Folkemødet lørdag d. 18. juni kl. 13:00-14:00.
Du kan også læse hele Peter Hauge Madsens artikel i Sogneblad for Rønne.
Af Pia Nielsen, Folkekirkens Asylsamarbejde