Den ortodokse kirke vokser i Danmark. Sådan kan vi skabe lokale samarbejder
Ny rapport giver anbefalinger til, hvordan folkekirken kan skabe relationer til rumænske migranter i Danmark
Går man igennem landsbyer som Isenvad, Agerbæk nær Esbjerg eller Ulbjerg udenfor Viborg, finder man gamle missionshuse. Men hvor det danske folkekirkelige liv i dag typisk leves omkring sognekirken, bliver sproget i de gamle missionshuse rumænsk i stedet for dansk. Landsbyerne har i dag to aktive kristne menigheder i hver by – en folkekirkelig og en rumænsk ortodoks menighed.
Fra sæsonarbejde til bosættelse
Der er høj vækst i antallet af ortodokse kristne i Danmark. Alene hvad angår rumænske migranter, anslås der at være 40.000 i Danmark. I 2021 udgjorde denne gruppe 130.000 personer i alt, når polske, ukrainske, belarussiske og baltiske arbejdsmigranter tælles med. De central- og østeuropæiske migranter er kommet til Danmark primært for at arbejde – men ofte bliver mange af dem boende i mange år eller vælger at slå sig ned i Danmark og skaber nyt liv i landsbyerne, især i jyske landdistrikter.
I rapporten Fra pendler til Landsbybeboer undersøger forsker Emil Hilton Saggau de udfordringer, muligheder og potentialer, dette møde med rumænske og østeuropæiske arbejdsmigranter skaber.
Brobygning
Den nye østeuropæiske gruppe skaber en af de mest markante demografiske, kulturelle og religiøse forandringer af jyske landsbyer og lokalsamfund. Den stiller lokalsamfund, kommuner og folkekirken overfor et nyt ansvar, som ikke kun handler om at hjælpe de nyankommne på plads. Det handler i lige så høj grad om at hjælpe de allerede eksisterende fællesskaber med at bygge bro til de nye rumænske og central- og østeuropæiske tilflyttere.
Anbefalinger
I rapporten er der en række konkrete anbefalinger til sogne, provstier og stifter m.fl. til hvordan folkekirken kan invitere rumænske og central- og østeuropæiske migranter indenfor i fællesskabet og etablere et aktivt samarbejde.
Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, glæder sig over den nye rapport og hilser anbefalingerne velkommen.
“Som folkekirke har vi en pligt til at byde de nye iblandt os velkommen. Folkekirken har en vigtig opgave bestående i at vise åbenhed og sørge for et godt økumenisk klima, så kristne fra andre kirker kan finde sig til rette med deres trosliv og menighedsliv i Danmark,” udtaler Mogens Mogensen.
LÆS ANBEFALINGER HER
LÆS HELE RAPPORTEN HER.
LÆS RESUME AF RAPPORTEN HER.