Folk omkring mig har hjulpet mig på vej til job i Folkekirken
Det lå lige for at blive præst i folkekirken for Dorothea Glöckner. Hun føler sig heldig med at have kolleger, der har lært hende meget om folkekirken og årets gang.
Dorothea Glöckner: Uddannet i teologi i Halle og kirkehøjskole i Berlin Øst i 1991. Kom til Danmark samme år. Fra 1999 sognepræst i Glostrup og fra 2017 i Farum.
Hvorfor vil du gerne være præst i folkekirken?
For mig ligger det lige for at arbejde i folkekirken, når man er præst i Danmark, men jeg ville som udgangspunkt slet ikke være præst. Jeg er præstedatter fra det tidligere DDR, hvor jeg fik studentereksamen og gerne ville have læst psykologi, men systemet i DDR spærrede for det. Som præstedatter kunne jeg kun få lov at læse teologi.
Da jeg kom til Danmark, havde jeg først rengøringsjob i en børnehave, blev lærer på studieskolen og senere forskningsassistent på Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Jeg tog en ph.d. og kom i kontakt med både den internationale forskningsverden på centeret og den teologiske verden i Danmark.
Der skete en modning af mig i de år, og jeg nåede frem til, at jeg gerne ville bruge min uddannelse. I december 1997 fik jeg en 50 procents stilling som hjælpepræst i Glostrup, og to år efter blev jeg fastansat der.
Ville du foretrække at arbejde i en frikirke?
Nej, det har jeg aldrig overvejet. Måske handler det om, at med en solid universitetsuddannelse så er det mest naturligt at være i folkekirken? Jeg har heller aldrig følt mig kaldet indefra, hvad jeg oplever, at en del frikirkepræster gør.
Tilbage i 90’erne fortalte jeg den engelske teolog George Pattison, at jeg ikke følte mig kaldet til at være præst. Han lærte mig, at der både kan være et indre og et ydre kald. I folkekirken er jeg blevet kaldet til at være præst for en menighed. Det ydre kald kan jeg godt forholde mig til.
Hvad synes du er folkekirkens største styrke?
Styrken i kirken er altid evangeliet. Har du ikke evangeliet, behøver du ikke kirken. Når det er sagt, så er det en stor styrke, at de folkekirkelige strukturer stadig er intakte. Det betyder, at danskerne stadig kommer i forbindelse med dåb, konfirmation, vielse, bisættelse, etc., selv om de ellers ikke kommer i kirken. Denne tilknytning garanterer, at mange mennesker stadig kan møde evangeliet.
Da jeg begyndte som præst, havde jeg svært ved at rumme, når folk kom for at få deres barn døbt, og derefter blev væk, indtil barnet skulle konfirmeres. Jeg har drøftet det med min far, der var præst og født i 1933. Han har set, hvordan kirkens strukturer i Tyskland blev ødelagt under 2. Verdenskrig og i det tidligere DDR. De er aldrig blevet bygget op igen, så for ham – og mig – er det indlysende, at man skal værne om kirkens grundstrukturer.
Hvad synes du er folkekirkens største svaghed?
De strukturer, som jeg opfatter som folkekirkens styrke, opfatter jeg samtidig som kirkens svaghed. Hvilken betydning har kirken i menneskers daglige liv, ud over ved livets og årets højtider?
Har du oplevet særlige barrierer på din vej til at blive præst i folkekirken?
Det har jeg faktisk ikke. Tværtimod har jeg været meget heldig at have folk omkring mig, der har hjulpet mig på vej, fx Arne Grøn, Niels Jørgen Cappelørn, Lise-Lotte Rebel og mange andre. Desuden blev der slået 50 nye stillinger op i folkekirken i 1997. Jeg søgte en af dem og fik den på trods af min accent. Jeg har også været heldig at have kolleger, der har lært mig meget om folkekirken og årets gang. For eksempel var jeg som tysker bekendt med fejring af Sct. Nicholaus i december, men mine danske kolleger kunne fortælle mig, at det ikke er noget, man fejrer i folkekirken. Til gengæld har jeg lært, at man i Danmark fejrer Lucia.
