”En gudstjeneste for danskerne skal helst ikke vare mere end en time, og for afrikanerne helst ikke mindre end to”
I Albertslund er der fast samarbejde mellem en reformert migrantmenighed og de lokale folkekirkepræster i området.
Folkekirkepræst Michael Rønne Rasmussen, med daglig leder Michael Taylor og andre medlemmer af Presbyterian Church of Cameroon.
Der findes 15 migrantmenigheder på Københavns Vestegn. Halvdelen holder deres gudstjenester i folkekirkerum. Udover lån af lokaler er der begrænset kontakt mellem menighederne. Dog findes der gode eksempler på det modsatte.
Presbyterian Church of Cameroon (PCC) holder til i Opstandelseskirken i Albertslund. Denne reformerte menighed består af omkring et halvthundrede medlemmer fra hele det storkøbenhavnske område. De holder gudstjeneste hver søndag, men har ingen fast præst tilknyttet. Nadver holdes der én gang om måneden, og det sker med hjælp fra en præst udefra, nogle gange en reformert præst, andre gange en luthersk præst fra folkekirken. I begyndelsen var det præsterne ved Opstandelseskirken, der stillede sig til rådighed for den opgave, men det seneste års tid har også sognepræster ved Brøndby Strand Kirke og Ishøj Kirke været en del af samarbejdet.
Dette kan lade sig gøre, fordi de lutherske og reformerte kirker historisk har anerkendt hinandens teologi og arbejde (gennem den såkaldte Leuenberg-Konkordie fra 1973). Men historisk anerkendelse skaber ikke automatisk relationer. Fællesskab gennem samarbejde ved dåb, nadver og prædikefællesskaber noget, der skal og bør kæmpes for. Det mener i hvert fald sognepræst fra Ishøj, Michael Rønne Rasmussen, der fortæller om værdien af endnu mere tværgående samarbejde.
Hvorfor er det vigtigt at migrantmenigheder og folkekirker samarbejder, om mere end lokale udlåning?
”I takt med at migranterne bliver mere og mere en del af den danske befolkning, så vokser folkekirkens ansvar for også at skaffe rum(melighed) til dem i kirken og stå til rådighed for dem med den kristne forkyndelse.
Derudover er der udsigt til en lov om dobbelt medlemskab af folkekirken, og så bliver det måske fremover muligt for migrantmenighederne at have en formel tilknytning til folkekirken. Et sådant "formaliseret" samarbejde kræver at blive afbalanceret med konkrete og jordnære samarbejdserfaringer fra både søndage og hverdage.
På det helt personlige plan er andre og anderledes udtryk for kristen tro og praksis både en udfordring og en mulig berigelse for ens egen tro.”
Hvordan kan der laves samarbejde, når teologierne ikke passer helt så godt sammen?
”Det tror jeg ikke der findes nogen køreplaner for. Man må ville og forsøge - og så sammen finde ud af, hvad der kan bære og ikke bære. Det kræver personlige relationer og åbenhed fra begge sider. Det skaber indimellem en vis usikkerhed, som man skal kunne hvile i.
Jeg deltager, så ofte jeg kan, i vores lokale karismatiske menigheds gudstjenester. I begyndelsen som "gæst", der blev budt op på øverste plads. Siden som almindelig deltager, der sætter sig som jeg vil og deltager på den måde, jeg har tid og gemyt til. Til allersidst, når tilliden er til det, bliver jeg så bedt om at gøre eller sige noget under gudstjenesten. Intet af dette har været drøftet og planlagt - det er vokset naturligt frem. "Ånden blæser, hvorhen den vil!" - men den er også meget spontan og gæstfri.”
Samarbejde sker ikke uden udfordringer
Michael nævner en klar kulturforskel mellem danske og afrikanske gudstjenester; at en gudstjeneste for danskerne helst ikke skal vare mere end en time, og for afrikanerne helst ikke mindre end to.
”Alle disse udfordringer skal man både kunne tale om og håndtere i praksis.
Det vil derfor blive en meget langvarig proces, hvor der skal ædes mange kameler på begge sider - derfor må det ske i små bidder.”
Af Anne Katrine Ebbesen
Gudstjeneste i Opstandelseskirken i Albertslund.
