Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Endnu et nyt ansigt på sekretariatet

25-årige Philip Rasmussen er netop startet som studentermedhjælper.


I midten af januar er Philip Rasmussen startet som studentermedhjælper på sekretariatet, hvor han skal arbejde med blandt andet kommunikation, hjælp til arrangementer i netværket, samt øvrige ad hoc-opgaver. Philip er 25 år, bor på Nørrebro i København og skal snart i gang med sin bacheloropgave på Mellemøststudier. Han har boet nogle år i Mellemøsten, og taler et ganske udmærket arabisk, så han er en stor kapacitet også på det faglige indhold. Han har erfaring med arbejdet blandt flygtninge og indvandrere i Danmark fra bl.a. engagement i Mødestedet på Vesterbro i tilknytning til Apostelkirken. 

Philip fortæller selv:

”Siden jeg for mere end fem år siden tog til Mellemøsten for en toårig periode, har mødet med andre kulturer og fællesskabet med kristne fra andre traditioner været en tilbagevendende glæde og inspiration. Den opdagelse er jeg heldigvis langtfra den første, der har gjort, og derfor er jeg privilegeret at blive en del af holdet hos Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Det er fedt at se, hvordan folkekirken tager udfordringen op med de stigende migranttal, og tilsvarende at opleve, hvor stor en betydning et åndeligt hjem kan have for migranter her i Danmark. Det finder jeg utrolig meningsfyldt at få lov at støtte op om, og jeg glæder mig til at dykke dybt ned i opgaverne her på kontoret”. 

Her på sekretariatet glæder vi os meget til at arbejde sammen med Philip!