Er integration kirkens eller kommunens ansvar?

Det folkelige og kirkelige rum er fysisk adskilte i Esbjerg, men det er integrationsarbejdet ikke. Der var 26 deltagere med til et webinar om, hvordan man er kirke midt i mangfoldighed.

03.09.2020

Stiftspræst Peter Sode Jensen (venstre) og sognepræst Jakob Wilms Nielsen (højre), var værter på det digitale besøg hos folkekirken i Esbjerg.

Kvaglund i Esbjerg er opdelt af to områder - blokkene og villakvarteret. Kirken ligger lige i smørhullet. For lokalkirken prioriteres det, at der er plads til begge siders beboere. 30% af beboerne i Esbjergs Kvaglund-område har anden etnisk herkomst end dansk, og sognet er repræsenteret af 40 nationaliteter. Mangfoldigheden fortsætter helt ind i kirkens arbejdsrum, med nydanske og gammeldanske ansatte. Derudover er tre ud af fem praktikanter asylansøgere.

Kvaglund kirke huser ikke bare en mangfoldig menighed, men også hele stiftets strategiske arbejde med integration og inklusion. Folkekirkens Tværkulturelle Center (FTC) startede på græsrodsniveau inden det officielt blev etableret i 2012. I dag fungerer det som et videnscenter for resten af stiftet, med stiftspræst Peter Sode Jensen, i spidsen for arbejdet og for webinar-besøget i Esbjerg.

Opdelingen af de to sider af Kvaglund, i et ligeledes etnisk opdelt område, mellem villakvarteret og boligblokkende.

Integration: folkelig eller kirkelig?

Selvom FTC og Kvaglund kirke deler adresse, holder de sig strategisk opdelt i to rum: det folkelige og det kirkelige. Kirken huser en international kvindeklub og mandeklub, sprogcafé med fokus på østeuropæere, grønlandske gudstjenester, og mange forskellige aktiviteter som fx kirkefamilier og fællesspisninger.

For at sikre sig at så mange forskellige borgere kan deltage, sørger kirken for at fællesskabsaktiviteterne holdes i det folkelige rum, det vil sige uden kristen eller kirkeligt fokus. På den måde kan alle være med, uanset trosretning eller religion. Fællesspisning er også halal, af hensyn til muslimerne i fællesskabet. Aktiviteter i det kirkelige rum er for de mange kristne nydanskere, der ser en fælles tro som den perfekte bro til at lære den danske kultur bedre at kende.

Af og til mødes de to rum i midten, når Kvaglunds unge beboere er nysgerrige på kirkerummet. Juleafslutningen i Kvaglundskolen foregår i nabokirken, og da 50% af skolens elever har anden baggrund end dansk, er der mange der ikke kender kirkens mange hjørner og kanter. Døbefonden er der særlig interesse for fra en af eleverne. Sognepræst i Kvaglund kirke, Jakob Wilms Nielsen, fortæller, at en dansk-palæstinensisk elev på julebesøg en dag spørger, hvad den fornemme skål skal bruges til. "Det er her man bliver kristen," svarede han, og så havde den muslimske pige travlt med at hive hænderne ud af den kristne skål. "Bare rolig" griner Jakob, "så hurtigt går det heller ikke." Kirkerummet samler flere brikker i et tværkulturelt OG tværreligiøst integrations-puslespil, for både gammel- og nydanskere.

Når halvdelen af den nye generations beboere har anden etnisk baggrund, hvordan er man så kirke, når kirken er en minoritet?

"Hvordan laver man sådan et arbejde uden en skæv magtfordeling, når kirken er den med alle kortene på hånden?" spørger en norsk webinar-deltager.

"Mission betyder ikke os vs. dem"

Kirken har været minoritet længere, end den har været normalen, minder præsten Jakob om. "Kirken er blevet vant til at være mainstream, men sådan var det ikke altid," fortsætter han og introducerer missions-begrebet til forklaringen. "Den postmoderne måde at tænke missionsteologi betyder i alt simpelhed den måde, vi forholder os til de folk, der ikke tror det samme som os." Mission betyder altså ikke os vs. dem. Der er sket et skift i måden begrebet skal forstås, væk fra at gøre ikke-kristne til europæiske efterligninger. Denne slags assimilation går nemlig imod de kristne grundværdier, ifølge Jakob. I dag går vi tilbage til det, som mission oprindeligt betød, dengang kirken var en reel minoritet på verdensplan. Mission handler altså om en integrationsproces, hvor forskellige kulturer farver kristendommen og derigennem maler et mere fuldendt billede af troen. Kort sagt, er mission ikke assimilation, men tro i så mange versioner som der findes kulturer.

Det ligger i selve ordets betydning, at mission handler om kontekst, konkluderer Jakob, "alt afhænger af hensyn til den kontekst man er i", og i Kvaglund er den kontekst en farverig folkediversitet.

Hvordan bliver vi relevante for de mennesker, vi er kirke for?

Næste skridt

Kvaglunds internationale hus er slidt op, efter mange års brug, så de har fået 10 mio. til et nyt, i et samarbejde med kommunen. "Kan vi gøre noget for vores by?" lyder mottoet for det nye kulturhus, og det er en kæmpe tillidserklæring og anerkendelse, at kirken får styring og ejerskabet af kommunen. Ansættelse af kulturhusets leder, et sikret diftstilskud på 20 år og facilitering af aktiviteter, lister stiftspræst Peter Sode Jensen op, og udbryder: "Det er helt vildt at, at få et lovord af kommunen på den måde."

Men logistik er én del af vellykket integration af Kvaglunds to sider. "Hvordan laver man sådan et arbejde uden en skæv magtfordeling, når kirken er den med alle kortene på hånden?" Sådan starter spørgerunden fra deltagerne på digitalt besøg hos kirken.

Webinar-deltagere deler erfaringer fra andre tilgange og oplevelser af kirkens arbejde i multikulturelle samfund.

Dobbelt-integration er afgørende

"Indvandrere og asylansøgere kommer oftest i kirken, når de har et behov for hjælp, og de fleste forsvinder igen, fordi de ikke mærker plads til ejerskab". Kommentaren fra en norsk webinar-deltager giver stof til eftertanke hos både værter og andre deltagere. Integration i Danmark dækker nemlig ofte over et egentlig ønske om assimilation, supplerer en anden deltager. "Er der plads til at dele alles kulturer i kvinde- og mandeklubberne, eller er det en indføring i dansk kultur?". Til det forklarer Peter, med flere eksempler, hvordan klubberne organiseres efter tematikker, som fordrer til input fra hver persons kultur og religion: "Her deler kristne på lige fod med de muslimske og hindumedlemmer af klubberne."

Hvordan undgår kirken så at blive slugt af kommunen, så det hele ikke bliver et folkeligt rum fremfor kirkeligt? Dette spørger en sognepræst fra Svendborg om. Her klargør Peter, at der er ting, de ikke vil gå på kompromis med. Der skal være plads til kristne aktiviteter i alle kulturhusets rum. Brobyggere mellem det folkelige og forkyndende rum, er også noget Peter ser som mulighed. De aktive deltagere i aktiviteter bliver dem som bygger bro mellem folk og fællesskab, og det inkluderer gammeldanskere. "Det kræver nok en dobbelt-integration. Vi vil gerne have, at indvandrere kan blive en del af kirken og de danske fællesskaber, men vi vil også have de gammeldanske ind i den tværkulturelle virkelighed."

Generationskløft eller -bro?

De yngre generationer er afgørende som de ultimative brobyggere i denne dobbelt-integration. Ligesom de to rum i kirke-integrations-arbejdet, er der også to generationer af nydanskere, som har hver deres tilgang til folkekirken.

Samarbejdet mellem Kvaglund kirke og den lokale burmesiske menighed, Chin Baptist Church, er et stærkt bevis på dette. Præsten, Moses Lal Bawi Peng, har taget en dansk uddannelse fra 3K (Kristendom, Kultur og Kommunikation), og hans mål er at koble en traditionel kirke til en forandringsparat hverdag. De ældre burmesere i menigheden vil gerne have, at det hele foregår på burmesisk, mens de unge taler flydende dansk og halter bagud med det burmesiske.

Generationskløften er noget præsten Moses tager godt hånd om, men Peter Sode Jensen er overbevist om, at folkekirken og kulturhuset kan være det sted, hvor broen bedst kan bygges - både mellem generationer, kulturer og måder at være kirke på.