Et lukket, men åbent Danmark

”Hvor gode er danskerne egentlig til at komme udlændinge i møde?” bliver der spurgt ud i en forsamling af kirkefolk i Aarhus, til en inspirationsaften hvor der både var fokus på problemer og løsninger i folkekirkens mangfoldighedsudfordring.

”Det ser umiddelbart ikke godt ud”, kan Jørgen Christensen lidt forlegen konstatere i sit oplæg. ”Når det gælder venlighed, målt på verdensplan, ligger Danmark lige over Kuwait, som det andet-værste land for nytilkomne. Og lavest ligger vi, når det gælder om at finde venner.” Samfundsforskeren indledte med fakta fra expat-undersøgelsen, som åbner et vindue ind til arbejdsmigranters oplevelser af de lande, de flytter til. Her ligger Danmark altså og skraber bunden. Expats er arbejdsmigranter der kommer til Danmark i forbindelse med kortere eller længere arbejdskontrakter.

De 22 deltagere som sidder med til inspirationsaftenen, er dog heller ikke samlet for at blive skamrost for folkekirkens integrationsindsats, men for at blive klogere på fagligheden bag migrantsamarbejde. Rummet er fyldt migrantpræster, tværkulturelle medarbejdere, projektkoordinatorer, osv. Alle er ildsjæle. Hvis ikke de allerede dagligt arbejder med kirkelige initiativer for nydanskere, så er de dukket op for at finde ud af, hvordan de kommer i gang.

Lige for janteloven?

”Danskere er konsensussøgende, tolerante overfor forskellige livsstile, og pragmatiske, men de er også individualister og ekstremt private. Både i hjemmet og på arbejdet lukker de sjældent nye ind i deres hjem og liv.” Christensen citerer her antropologen Pradash Reddys feltarbejde i Danmark fra 1990’erne. Det paradoksale i danskheden illustreres perfekt af janteloven. Ifølge Christensen er det janteloven som gør, at vi både kan være tolerante og lukkede på samme tid. ”Danskere er ikke kendt som særligt høflige. Vi er uformelle i vores beklædning og børneopdragelse, og så har vi masser af ironi. Men omvendt er de højeste autoriteter også underlagt den klassiske du skal ikke tro, du er bedre end nogen-kanon”. Alle er altså lige for janteloven. Men hvis du er ny og ikke kender den, kan det være svært at forstå lighedsværdien bag den lukkede danske facade. Expat-undersøgelsen bekræfter kun, at der ikke er sket meget på 30 år. Janteloven lever stadig stærkt – også i vores tilgang til nye i landet.

”Danmark er et stammesamfund”

Sådan lyder problemet, konkluderet af både en expat-rapport, en indisk antropolog og en samfundsforsker. Løsningsforslagene derimod er op til forsamlingen. Der var heldigvis flere eksempler at tage og føle på. Gellerup kirkes præst Niels Hviid kunne fortælle om helt praktiske løsninger i et område, hvor 79% har anden etnisk baggrund end dansk. Her indtager folkekirken nemlig rollen som civilaktør, et samlingssted som er åbent for alle sognets borgere - medlemmer og ikke-medlemmer. Kirken prøver sig frem med forskellige sociale indsatser, som fx en årlig julefrokost for både kristne og muslimer.  Kirkelokalerne udlånes også ugentligt til en swahili-migrantmenighed, så de også har et sted at samles hver søndag. Dialoggrupper, diakonale sociale indsatser og mange flere aktiviteter fylder Gellerups kirkekalender dagligt.

Men hvad med Aarhus’ expats? Dem har Gellerup ikke ressourcer til at have fokus på også. Der er trods alt mange forskellige migranter i Aarhus, som en kirke kan starte projekter for og med; ikke-vestlige indvandrere, internationale studerende, asylansøgere, østeuropæiske migrantarbejdere, osv. Én kirke kan ikke gøre alt, men mange kirker kan gøre meget. Det er hovedgrunden til, at netop denne samling af lokale ildsjæle blev stablet på benene. 

Fælles problemer inspirerer til fælles løsninger

”Vi må gøre noget”, udbryder Hanna Broadbridge, en af de mest erfarne pionerer inden for migrantsamarbejdet i Aarhus stift. Forsamlingen er enig, og snakken fortsætter ud over tidsplanen, med flere der både tilbyder kirkelokaler til migrantmenigheder og interesse i at starte lokale initiativer og strategier for migrantsamarbejde i Aarhus.

Inspirationsaftner som denne i Aarhus kan i sig selv være en inspiration for andre, og som dette arrangement viser, kender folkekirken sin unikke platform og aktørrolle i et samfund under forandring. Aarhus viser os, hvordan man kan inspirere til handling – ikke bare på lokalkirkeplan, men også på stiftsplan. Fælleshandling er nemlig det der skal til for at skabe fælles plads til expats og andre nydanskere, i et lukket men åbent samfund, hvor alle står lige for janteloven.

Af: Anne Katrine Ebbesen