Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Et pusterum fra en håbløs hverdag

Farsisommerlejren på Luthersk Missions Højskole i Hillerød er en tværkulturel sommerlejr, hvor målgruppen er de mange asylansøgere og flygtninge med farsi som modersmål, der de seneste år har opsøgt folkekirker og kirkelige organisationer for at lære mere om den kristne tro.

I sommers var lejren stopfuld og samlede omkring 120 deltagere og 40 frivillige til fællesskab om Gud og integration. Lisa Petersen, brobygningsmedarbejder i Apostelkirken i København, fortæller, hvordan det at samles i en hel uge giver nogle andre rammer og muligheder for fællesskab end hverdagen i kirken gør.

”Det helt fantastiske ved lejren er, at vi kommer tættere på hinanden end vi formår i hverdagen. Fællesskabet for deltagerne er godt og trygt, da de møder mange med samme baggrund, hvilket gør det nemmere at dele liv og tro med hinanden. Det er et fællesskab der repræsenterer kulturel accept og inklusion, hvor værdier som respekt, åbenhed, tillid og værdighed er bærende.”

På trods af det store arbejde det er, at planlægge og udføre en tværkulturel sommerlejr for så mange mennesker, ser Lisa allerede nu frem mod næste sommer, hvor lejren igen løber af stablen.

”Det er fantastisk at være omgivet af så mange nykristne. De udstråler noget helt særligt. Jeg kan helt klar lære en masse af dem og deres spontane glæde. For mange af deltagerne er lejren også et pusterum fra en håbløs hverdag. Dette motiverer mig til at arbejde hårdt for at skabe den bedste lejr år efter år, og jeg ser allerede nu med stor forventning frem til Farsisommerlejr 2018.”

Også deltagerne på sommerlejren fortæller om det unikke fællesskab og de gode oplevelser. Amin Zeneyedpoor, som var med for anden gang i sommers, forklarer hvordan undervisningen, musikken og sangene var noget af det, han satte stor pris på på lejren. ”Lejren er et frirum fra hverdagen på asylcentret, hvor vi kan slappe af og søge Gud sammen. Der er plads til at bede sammen og snakke sammen om aftenen.”

For Lisa handler det også om at arbejdet der ligger op til lejren, får lov at gøre fyldest, så hun også får noget ud af at være med. ”Der ligger rigtig mange timers arbejde bag lejren, men det er en spændende proces, og det er fedt at stable noget på benene i fællesskab med så mange andre, der er passionerede på samme plan, som jeg selv er. Jeg har erfaret, at når jeg giver noget af mig selv, så får jeg dobbelt så meget igen.”

På lejren er der koncentreret undervisning i den kristne tro samt planlagte aktiviteter. I år var der lagt en del kræfter i at få et godt børne- og juniorhjørne op at køre, hvilket viste sig at blive en stor succes. Der var også et ønske om at arrangere en storartet festaften, hvilket i den grad blev en realitet. Folk morede sig og festen sluttede af med at danskerne mødte deltagerne i deres kultur med en god omgang kurdisk folkedans.