Fællesspisning skaber netværk

Blå Kors samarbejder med 42 lokale partnere om Familienetværket, som er spredt ud over hele landet. De fungerer meget forskelligt, men kerneopgaven er at sørge for mad og lokaler til fællesspisning samt at gennemføre en social aktivitet, der skaber fællesskab. Formålet er at skabe trivsel og øget livsmestring hos deltagerne, så de hjælpes ud af ensomhed og isolation. Flere steder oplever man, at migranter gerne vil deltage i de lokale netværk.

Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen har været familienetværks-konsulent i Blå Kors Danmark siden 2021. Hun og kollegaen Valborg Hammer er konsulenter og sparringspartnere for de lokale projektledere, mens de med deres lokale frivillig-grupper tilbyder lokale netværk og nogle gange også andre indsatser fx som bisiddere og medvandrere, eller ved at yde støtte til uddannelse eller til at finde en venskabsfamilie.

Fælles netværkskultur er afgørende
Nogle steder samles omkring 25 børn og voksne til spisefælleskab og aktiviteter en eftermiddag/aften hver anden uge, andre steder kommer der op til 90. Uanset antallet af deltagerne så fungerer netværket bedst, der hvor projektlederne sætter klare rammer for, hvordan man er sammen med de andre familier, når man er til Familienetværk. Det kræver en del af både projektlederen og de frivillige, for de skal alle være meget tydelige om, at her er kulturen ikke en særlig etnisk kultur, men en særlig familienetværks-kultur. Og med til den hører, at vi taler et fælles sprog, nemlig dansk, siger hun.

Hun fortæller, at mange netværk også har god gavn af at fortælle forældrene, at de selv har ansvar for deres børn, mens de er til Familienetværk. Samtidig ruster det også forældrene til den forventning, de bliver mødt med i skolen og resten af samfundet.

Hakkeorden erstattes af fællesskab
I nogle familienetværk kan det tydeligt mærkes, hvis en gruppe af familier har taget hakkeordenen med hjemme fra boligforeningens gård. Dér skal de frivillige og projektlederen være helt tydelige om, at når vi samles til Familienetværk, behandler vi hinanden anderledes, end vi gør derhjemme: Her skal alle føle sig velkomne og set som dem, de er.

Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen understreger, at såvel ansatte som frivillige i netværkene skal kunne håndtere, at migrantfamilier ofte har andre normer for opdragelse af børn end de gængse danske.  

- Typisk vil danske familier have meget tydelige regler og rammer for børnene, mens de er små, og give dem mere frihed med tiden. Derfor kan det være udfordrende, at migrantfamilier ofte ikke sætter mange regler for de yngste børn. Til gengæld kommer der strammere regler, jo ældre børnene bliver, fortæller hun.

Der skal være tid til aktiviteter for børn hver gang - nogle gange også sammen med de voksne. Det skifter meget, hvad børnene i netværkene er udfordret af. Nogle ved ikke, hvordan man spiller fx Uno eller Ludo. De ved måske heller ikke, at man venter på, at det bliver ens tur.

Netværk er en diakonal indsats – og kræver ressourcer
Nogle netværk har ressourcerne til at gøre meget for deltagerne herunder migrantfamilierne, og ofte fungerer projektlederen og nogle gange de frivillige som brobyggere til bl.a. de boligsociale medarbejdere fra kommunen. 
Projektlederen kan have en relativt stor ansættelse i den lokale kirke, mens stillingen andre steder måske blot er 5-8 timers ansættelse om ugen. Der kan også være en frivillig projektleder, som ikke har den samme tid til rådighed til opgaven som en ansat.  

- Når jeg taler med kirkerne om at starte familienetværk, understreger jeg, at der skal være både penge og medarbejdere til det. Det dur ikke at underbudgettere eller mangle frivillige hjælpere. Det er en diakonal indsats, og den koster. Vi mener også, det er meget vigtigt, at man arbejder med brobygning til lokalsamfundets og kirkens andre aktiviteter, Man må være indstillet på, at det kommer til at fylde i kirkernes lokaler, økonomi og fællesskab, understreger Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen.

Nok frivillige er en forudsætning
Hun er ikke i tvivl om, at de steder hvor det fungerer godt, skyldes det især gode projektledere og nok frivillige. De frivillige kan komme flere steder fra, fx fra en stor, aktiv søndagsmenighed, via Blå Kors’ webside eller gennem rekruttering i lokalsamfundet.

Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen fortæller, at projektlederen skal kunne lægge mindst fem timer om ugen og være på forkant med de gode rammer fx at sørge for, at der hver gang er et passende hold af frivillige. Det er forskelligt fra netværk til netværk, hvad der er til rådighed af midler og madlavning. Nogle steder har man gode køkkenfaciliteter og kan måske lave fællesmiddagen af overskudsmad fra et lokalt supermarked. Andre steder er der måske kun et tekøkken, og maden må købes udefra.

- For os i Blå Kors er det vigtigt, at tilbuddet om at deltage i familienetværket er midlertidigt og målrettet dem, der trænger til et pusterum. Det er en risiko, at fællesskabet lukker sig om sig selv og bliver en klub. Men hvis deltagerne er blevet så forbundne, at de er i stand til at være netværk for hinanden, så er opgaven at fortælle - på en god måde - at nu er det tid at flytte ”hjemmefra” og videre fra den store familie, siger Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen.

- Det er ikke altid en let opgave at forklare, hvorfor man vurderer, at nogen skal videre til noget andet. Især hvis deltagerne har oplevet svigt før, kan de opleve det som endnu et svigt. Derfor skal man gøre sig umage, når man snakker med dem om, at de jo nu trives så godt, at er de klar til at vige pladsen, så andre kan komme ind og få den hjælp, de har brug for. Nogle gange er det også en mulighed at blive deltagerfrivillig. Hvis man som deltager gerne vil fortsætte i Familienetværket, men har det for godt til stadig at være i målgruppen, så kan man blive deltagerfrivillig og på den måde også få mulighed for at give noget tilbage, for tæller hun. Det er ofte de allerbedste frivillige – fordi de holder meget af fællesskabet og har førstehåndserfaring med, hvad det går ud på.