Fem pejlemærker for fremtidens mangfoldige folkekirke

Vision: Fem hovedelementer for arbejdet hen imod en folkekirke, der bygger på den nye mangfoldige folkelighed.

Link til hele teksten

1. For det første skal vi arbejde mere med vores teologi og tænkning om migration og mangfoldighed. Det gælder i det akademiske arbejde i uddannelsesinstitutionerne, hvor økumenisk teologi, missionsteologi og religionsteologi godt måtte fylde mere. Men det gælder også i det daglige liv i menighederne, hvor det i højere grad bør være en del af vores undervisning, forkyndelse og fælles refleksion blandt lægfolket.

I praksis er det mange steder i folkekirken stadig sådan, at der forventes en betingelsesløs assimilation fra kristne migranter, hvis de vil være en del af vores ellers rummelige folkekirke. Dermed er vi snublende nær ved at begå den samme fejl, som de jødekristne i de første menigheder begik, da de krævede, at ikke-jødiske kristne skulle omskæres og overholde de jødiske spiseregler.

2. For det andet skal vi arbejde med at justere vores love og regler. I dag er nydanske kristne ekskluderet fra medlemskab af den danske folkekirke, med mindre de helt fralægger sig tilknytningen til den kirketradition, de er vokset op med. Når den danske lovgivning spænder ben for, at en svensk lutheraner eller en engelsk anglikaner, som vi teologisk set har fuldt kirkefællesskab med, ikke samtidig kan være med i det folkekirkelige fællesskab, så er vores kristendom blevet for snæver. Sådan skal det ikke være. Så kan vi diskutere detaljerne i, hvor meget grænserne skal flyttes, men noget skal der gøres. Her må vi insistere på, at teologien skal definere kirkens strukturer og regler, ikke omvendt.

Ud over spørgsmålet om dobbelt medlemskab så er der også behov for at give plads til migranter i relation til andre spørgsmål såsom om adgangskrav til præsteembedet, liturgisk frihed samt folkekirkens tilstedeværelse blandt sproglige segmenter, som går på tværs af folkekirkens geografiske struktur.

3. For det tredje skal vi aktivt arbejde for, at nydanskere ikke blot bliver modtagere af folkekirkens aktiviteter, men at de aktivt inviteres med ind og får delagtighed i folkekirken. Det kan ske på det lille plan i dagligdagen ved at nydanskere bliver frivillige i kirken, bliver inddraget i planlægningen af aktiviteter, eller ved at de fx bliver spurgt om at bidrage til gudstjenesten som nadveruddeler, til at oplæse teksterne eller kirkebønnen, eller som dem, der byder kirkegængerne velkommen i døren. Dermed bliver nydanskere også sat i en værtsrolle og får ejerskab over folkekirken.

Men vi må også gå skridtet videre og arbejde målrettet for, at nydanskere bliver en del af folkekirkens ansigt, både som beslutningstagere i menighedsrådet, som ansatte kirkefunktionærer og som præster. På den måde bliver folkekirken ikke blot en kirke for nydanskere, men også en kirke af og med nydanskere. ”Hvis du ikke er med rundt om bordet, så er du på menuen”, som en præst i en migrantmenighed har udtrykt det. Hvis man ikke bliver taget med på råd, så kan let føle sig som gæst i andres kirke.

4. For det fjerde skal vi kritisk reflektere over vores prioriteringer og ressourcemæssige allokering til migrantområdet. Hvis næsten 16% af befolkningen har udenlandsk herkomst, hvor stor en andel af de økonomiske midler i kirkekasserne, af de ansattes arbejdstimer og af præsteressourcerne må så gå til indsatser blandt disse grupper? Spørgsmålet er nært beslægtet med et andet: Er folkekirken primært en kirke for kirkegængerne, for medlemmerne eller for hele folket? Og hvordan afspejler svaret på det spørgsmål sig i vores ressourcemæssige prioriteringer?

På Landsforeningen af Menighedsråds provstiudvalgskonference blev spørgsmålet stillet: ”Skal midlerne primært fordeles i forhold til medlemstal eller befolkningstal?”. 64 personer svarede medlemstal, mens 66 personer svarede befolkningstal. Jeg synes det vidner om, at mange provstiudvalgsmedlemmer er bevidste om balancen mellem folkekirken som medlemsorganisation og kirke for hele folket.

Her peger pilen på provstierne som de økonomiske og dermed også strategiske kraftcentre i folkekirken. Erfaringerne fra migrantarbejdet ud over landet viser tydeligt, at det er de steder, hvor provstiet har valgt at prioritere området økonomisk, at det blomstrer mest – i Esbjerg, Svendborg, Kolding, Frederikshavn, Gladsaxe-Herlev og Hvidovre, for blot at nævne nogle steder. Modellerne og erfaringerne med arbejdet har vi allerede. Det er blot et spørgsmål om villighed til at træffe de nødvendige beslutninger på provstiniveau.

Og her vil jeg gerne komme med en konkret målsætning. Når 16% af befolkningen har udenlandsk herkomst, og når tallene viser, at indvandring er drivkraften bag folkekirkens faldende medlemsprocent, så er det også rimeligt at specialiserede indsatser prioriteres i provstierne på et niveau, så det fx bliver lige så normalt at have en migrantfokuseret indsats i provstiet som det er at have et kirke-skole-samarbejde.

5. For det femte skal vi arbejde med at almindeliggøre migrantområdet i sognene. Her vil jeg indskyde, at det ikke står i modsætning til de særlige prioriteringer på provstiniveau, men at det tværtimod ofte vil forudsætte hinanden.

Ikke alle sogne kan være eksperter på kulturmøde og igangsætte særlige aktiviteter for at række ud til nydanskere. For langt de fleste sogne handler det derfor om at finde de små greb, som kan gøre de allerede eksisterende aktiviteter og tiltag i sognene åbne og inkluderende også for migranter.