Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Rapporter

Fix a bike

Fælles cykelreparation skaber venskab på sognegårdens græsplæne

Med fælles hjælp sættes cyklerne i stand.


Fællesskabet omkring at istandsætte cykler sammen kan være vejen til bedre integration. Det var forhåbningen hos menighedsrådet i Vindum-Brandstrup Kirker/Sogn i Viborg Stift, da der blev besluttet at starte initiativet: Fix a bike. Forinden havde rådet drøftet, hvordan de i sognet kunne lære nydanskere bedre at kende og få dem til at føle sig hjemme i sognet.

 

Projektet havde en klar målsætning om netop at gøre hverdagen lettere for nydanskere, ved at skaffe dem en cykel, fordi det giver bevægelsesfrihed. Frivillige fra Kirkerne i Vindum-Brandstrup Sogn rakte derfor ud i løbet af juni til en gruppe af flygtninge, som bor i Rødkærsbro. Her blev 10-15 børn og voksne tilbudt en cykel, en omgang aftensmad og dertilhørende hygge.

 

Brita Iversen, som var tovholder på projektet, skriver i sognebladet, at flere fra området donerede deres ubrugte cykler til projektet. Om Fix a bike fortæller hun, at:

Vi besluttede, at det skulle et været lære/være-værksted, hvor vi skulle vejlede i, hvordan cyklen istandsættes, og samtidig skulle der være rum og tid til at tale om glæder, bekymringer og svære ting som livet kan byde på

Brita Iversen, tovholder på projektet.

Ideen blev ført ud i livet på nogle af sommerens flotte solskinsdage, som sørgede for gode forhold under cykelreparationen på Sognehusets græsplæne. Leg, fællessang, andagt, grin, hygge og cykelreparationen udgjorde til sammen en god oplevelse for de deltagende, som også fik gode råd til hverdagen i Danmark med på vejen.

 

Rødkærsbro har i forvejen en række initiativer, hvoraf cykelprojektet skal ses som et supplement.


Sadlen mangler, men der er sikkert en løsning på problemet.


Artiklen er baseret på omtalen af projektet i Vindum-Brandstrup Kirkeblad

Skrevet af: Amalie Ehmsen, projektmedarbejder i Folkekirkens Migrantsamarbejde.