Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Flygtninge tager de svære emner op

Kirke i Vejle lagde hus til et MindSpring forløb for ukrainske mødre, og det havde en mærkbar positiv effekt. Læs hvordan kirker nemt og enkelt kan danne samtalerum for traumeramte flygtninge

Vicka Mortensen faciliterer en samtale mellem ukrainske mødre. Foto: Vor Frelsers Kirke. 

Når kirkerne engagerer sig blandt flygtninge og migranter, opdager man at mange har ar på sjælen. De er måske flygtet fra krig eller har måttet sige farvel til mange som de holdt af. Det kan være svært at vide hvad man lige stiller op i sådan en situation. Hvordan starter man en samtale om traumatiske hændelser som flygtninge bare helst vil fortrænge? Hvad kan man overhovedet stille op som kirke?

Det behøver faktisk ikke være så svært, erfarede Vor Frelsers Kirke i Vejle. De lagde for nylig hus til  MindSpring– et psykosocialt forløb særligt tilrettelagt for en gruppe ukrainske mødre.

Mens mødrene var til kursus i kirken og udvekslede erfaringer om stress og traumer, vanskeligheder ved at etablere en ny tilværelse i Danmark, passede kirkens frivillige de ukrainske børn imens i caféen. Der blev leget, spillet spil, spillet fodbold og hygget – og som afslutning mødtes alle til fællesspisning.

Grin og gråd

Chin Chin, tidligere migrantkonsulent i Haderslev stift, og Vicka Mortensen (på foto ovenfor), Ukraine-konsulent i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, stod for forløbet med de ukrainske mødre og kan berette, at det var en enestående succes.

”Det har været et meget bevægende forløb. Man græder, man griner og så græder og griner man igen. Man kan mærke at der er noget der løsner sig i hjertet hos ukrainerne,” udtaler Vicka Mortensen og kommer med en klar opfordring:

”Det er meget nemt for kirker at være med. Man skal bare lægge hus til og booke et MindSpring Forløb. Så står Dansk Flygtningehjælp for resten – og det koster ikke noget. Så det er bare med at komme i gang,” siger Vicka Mortensen.

Taknemmelighed

Oddrun Aasebø Rønne, kirke-kulturmedarbejder i Vor Frelsers Kirke, siger at MindSpring kurset har været et meget givtigt og bevægende forløb. Hun anbefaler varmt andre kirker at prøve kræfter med MindSpring.

”Som kirke kan det være svært at vide hvordan vi på en hensigtsmæssig måde kan række en diakonal hånd ud til flygtningene, som er presset på så mange parametre.  Mindspring har været et forløb, hvor vi via undervisningen har kunnet give en kanal til samtale, tage hul på de svære temaer og samtidig bygge netværk mellem dem som er med i forløbet,” siger Oddrun Aasebø Rønne og giver et eksempel på hvor betydningsfuldt det har været for de ukrainske mødre:

”Ved den sidste samling, efter at deltagerne havde fået deres kursusbevis, kom kvinderne en og en hen for at sige farvel.  Det kan være svært at udtrykke taknemmelighed uden et fælles sprog.  En af kvinderne søgte efter ord, hun klappede sig selv på hjertet, slog ud med armene, indtil hun gav mig et stort knus og sagde ’Jeg elsker dig’.  Sådan kan taknemlighed nemlig også udtrykkes!”

 

For mere information, kontakt Dansk Flygtningehjælp:

Email: integration@drc.ngo

Telefon: +45 29809317

Hjemmeside: https://integration.drc.ngo/vores-arbejde/mindspring/ 

Om MindSpring

I et MindSpring-forløb mødes ligesindede med samme etniske baggrund og samme modersmål, og indgår i et fællesskab om at skabe værdi for hinanden ud fra egne erfaringer. Der sættes særligt fokus på deltagernes egne ressourcer og på at styrke dem i deres tilværelse i Danmark.  Gennem temaer som identitet og identitetsforandringer, mødet med en ny kultur, børneopdragelse, stress og traumer, køn og rettigheder, ensomhed og fællesskaber mfl. inspireres deltagerne til, hvordan de kan forstå og håndtere konkrete psykosociale udfordringer.

Forløbet er baseret på en manual og temaerne i forløbet faciliteres af to gruppeledere: en frivillig MindSpring-træner, der har lignende baggrund og taler samme modersmål som gruppedeltagerne og en medtræner (det kan være en fagperson, en boligsocial medarbejder eller en frivillig) der hjælper med praktiske detaljer.

Som udgangspunkt ledes forløbet på deltagernes modersmål, og der kan derfor være behov for tolk til medtræneren.  Forløbet foregår i mindre grupper af 8-10 deltagere med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund. Forløbet består af 9-10 mødegange og finder sted lokalt, hvor deltagerne bor.