Hvad fællesskabet kan
”Jeg er taknemmelig for at jeg kan komme her og lære om det danske samfund og lære danskere at kende”, sådan svarer Ahmed, når han bliver spurgt om hvad, han er gladest for i Strandmarksfællesskabet i Hvidovre.
Jeg har tidligere skrevet om Strandmarkens Flygtningefællesskab, og om betydningen af at invitere asylansøgere, flygtninge og nydanskere ind i eksisterende fællesskaber, fremfor at se dem som et projekt, der skal realiseres.
Der er mange måder at have fællesskab på, og Strandmarksfællesskabet er ikke det eneste sted hvor flygtninge og danskere mødes. Det de gør i Hvidovre er heller ikke den eneste måde at gøre det på, men det er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når et fællesskab kan rumme forskelligheder. Dem der kommer i fællesskabet har ikke samme kulturelle baggrund, de tror ikke alle på det samme, de taler ikke samme sprog, deres hverdage ser helt forskellige ud, men de mødes to gange om måneden og er sammen.
Selvom jeg har været heldig at kunne besøge fællesskabet to gange, er jeg ikke den rette til at fortælle, hvorfor det giver mening at komme der. Heldigvis har jeg haft muligheden for at tale med dem, der er en del af fællesskabet, og høre hvorfor de kommer der og hvad de får ud af det.
Lashkin, der er syrisk flygtning, fortæller hvad fællesskabet betyder for ham: ”Hele vores netværk er i Syrien, og vi ved at de har det forfærdeligt, så vi har det forfærdeligt. Men når vi kommer her får vi et nyt netværk og vi kan tænke på noget andet”. Det var også temaet for mange af de andre kommentarer jeg hørte, hvor meget det at blive inviteret ind i et fællesskab betyder, når man ingen kender, ikke kan sproget og ikke har gode muligheder for at komme rundt.
”Danskerne smiler altid og er altid glade, men de snakker ikke med en, fordi man ikke kender dem. Her taler de med mig”. Sådan fortæller Ahmed, en ung elektriker fra Syrien, der er taknemmelig for muligheden for at øve sit dansk.
De danske deltagere nævnte blandt andet muligheden for at høre historier fra mennesker med andre baggrunde og erfaringer end dem selv og det at knytte bånd med mennesker i det hele taget som store berigelser, der er kommet ud af fællesskabet. Og så at se de mennesker, der er kommet her til som flygtninge finde sig på plads. Som Priscilla, der er en af initiativtagerne til fællesskabet, sagde det: ”Vi har fået lov at se jer (dem) få jeres (deres) familier her op og lære dem at kende også”.
Af Pia Nielsen, Folkekirkens Asylsamarbejde
