Hvordan skal folkekirken forholde sig til kristne indvandrere?

Folkekirkens rolle i et dansk samfund under forandring var til debat på dette års folkemøde. Et panel bestående af bl.a. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen og medlem af Folketinget Marie Krarup (Dansk Folkeparti) blev udfordret på spørgsmål om, hvordan folkekirken kan tilpasse sig den nye virkelighed – eller om den overhovedet skal tilpasse sig.

Niels Nymann Eriksen er indvandrerpræst og ifølge ham er den traditionelle danske gudstjenesteform en udfordring for mange kristne indvandrere:

”Højmesserne i folkekirken er forholdvis finkulturelle foretagender, og det kræver en stor sproglig indsigt at forstå salmerne og liturgien. Vi skal naturligvis værne om den tradition, men hvis vi også vil nå kristne indvandrere, bliver vi nødt til at gøre en særlig indsats for at komme disse mennesker i møde”, sagde Niels Nymann Eriksen.

Hans egen kirke, Apostelkirken på Vesterbro i København, er en mosaik af folk, der kommer fra forskellige kirkelige og kulturelle baggrunde. Her tackler de udfordringen ved at oversætte gudstjenesterne til engelsk og farsi, men også ved at inddrage migranter i bl.a. uddelingen af nadver.

Apostelkirkens fremgangsmåde møder støtte hos Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, der mener, at folkekirken bliver nødt til at reflektere befolkningssammensætningen:

”Vores land er blevet anderledes. Folkekirkens privilegium har altid været at skulle være kirke for alle i dette samfund. Det skal vi tilstræbe fremover også”, sagde Peter Skov-Jakobsen.

Hvem skal tilpasse sig?

Debatten kom i høj grad til at handle om, hvem der skal tilpasse sig – om det er folkekirken eller de kristne indvandrere. Ifølge Dansk Folkepartis Marie Krarup er de kristne indvandrere velkomne i kirken, men hun mener ikke, at det er folkekirkens ansvar at tilpasse sig de nye kulturer, der finder vej til kirken:

”Vi skal stå fast på, hvem vi er. Folkekirken er her for at forkynde Guds ord. Alle er velkomne, og hvis man kan oversætte til de sprog folk kommer med, inden de har lært dansk, er det ok. Men vi skal ikke ændre gudstjenesten, fordi folk kommer med andre baggrunde”, sagde Marie Krarup.

De kristne indvandrere kommer til landet med mange forskellige teologiske traditioner, men generelt set kommer de fleste fra mere konservative kirkeretninger, end hvad vi er vant til at møde i folkekirken. Biskop Peter Skov-Jakobsen er ikke blind for denne udfordring og håber da også, at de nye folkekirkegængere med tiden vil omfavne kirkens mere liberale teologi:

”Vi ved godt, at folk kommer med en kulturel og teologisk baggrund, der er anderledes end vores, men vi skal leve sammen. Jeg håber da, vores liberale teologiske tilgang med tiden vil vinde et vist gehør”, sagde Peter Skov-Jakobsen.

Spørgsmålet om dobbelt medlemskab

I folkekirken er alle velkomne til gudstjeneste, men som det er nu, kan kristne indvandrere kun blive medlem, hvis de samtidig melder sig ud af deres oprindelige trossamfund. Dette leder i stigende grad til konkrete udfordringer i forsøget på at inkludere kristne indvandrere.

Niels Nymann Eriksen er en af de præster, der har stødt på problemet. En pige fra en afrikansk familie havde fået lov til at følge klassekammeraternes konfirmandhold, samtidig med at hun kom i sin fars afrikanske menighed. Da datoen for konfirmationen nærmede sig, fik hun lyst til at lade sig konfirmere, men så opstod dilemmaet: 

”Hvis præsten skal følge den gældende lovgivning, skal han sige til pigen, at hun skal melde sig ud af farens menighed først. Dermed komplicerer vi overgangen fra en etnisk begrænsende kirkelighed til en bredere dansk kirkelighed”, sagde Niels Nymann Eriksen.

Muligheden for dobbelt medlemskab findes i dag bl.a. i den svenske kirke og den anglikanske kirke i England. Men ifølge Marie Krarup er det forkert at ændre den danske lovgivning, sådan at kristne indvandrere kan få dobbelt medlemskab. Ortodokse eller katolske kristne skal ikke samtidig være folkekirkemedlemmer:

”Det svarer til at acceptere, at man begynder at bruge hænderne på en fodboldbane”, sagde Marie Krarup.

Niels Nymann Eriksen kan godt se problematikken, men efterlyser en mere pragmatisk tilgang:

”Principielt er jeg enig med dig. Stringent tænkt er det to uforenelige måder at se teologien på, men jeg synes, der er brug for en vis form for lempelig praksis”, sagde Niels Nymann Eriksen.

Af Tobias Løndorf Rosenkrands