Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

En syrer og en eritreer i praktik i folkekirken

Når man ikke taler så godt dansk og skal arbejde i en dansk kirke blandt danskere, er det godt at kunne de vigtigste gloser. Derfor lærte Lise Hedevang Nielsen praktikanten fra Syrien gloser som: ”dreng”, ”pige” og ”hvor gammel er hun?”, før hun skulle deltage i babysalmesang i kirken.

Lise Hedevang Nielsen, Foto: Folkekirken.dk

Lise er ansat som praktikkoordinator i Aarhus Vestre Provsti. Hun har tidligere arbejdet med sprogundervisning blandt migranter, og derfor sørgede hun hurtigt for, at projektet også kom til at inkludere mennesker, som er på integrationsydelse. Hun kontaktede ”Lær Dansk” i Aarhus, fordi hun ved, at deres kursister har praktikforløb, og disse praktikforløb kunne jo lige så godt være i kirken. Dernæst snakkede hun med integrationsafdelingen under jobcentret, som syntes rigtig godt om idéen.

3 folkekirkemenigheder i Aarhus Vestre Provsti havde et ønske om at lave noget diakonalt arbejde i lokalområdet, særligt for de mennesker, som har svært ved at indgå på arbejdsmarkedet. Derfor ansatte de Lise Hedevang Nielsen til at være praktikkoordinator ved ”Projekt Kirkepraktik”. Projekt Kirkepraktik er et treårigt projekt, hvor mennesker, der er på kontanthjælp eller integrationsydelse kan komme i praktik i en kirke og der hjælpe med forskellige opgaver: rengøring, service, babysalmesang, international café og andre opgaver i samarbejde med kirke- og kulturmedarbejderen. Hvert praktikforløb bliver individuelt tilrettelagt i forhold til hvad de forskellige parter har af ønsker, og i forhold til, hvor meget praktikanten kan arbejde.

Indtil nu har der været to kvinder på integrationsydelse i praktik. Den ene er en ung kvinde med muslimsk baggrund fra Syrien, og den anden er fra Eritrea med ortodoks baggrund. Ingen af de to kendte meget til folkekirken, men de har været meget åbne og glade for arbejdet. Lise tænker, at kirkepraktikken kan være med til at gøre folkekirken til et genkendeligt rum også for dem, som normalt ikke vil bruge kirken, og dermed nedbryde nogle barrierer, som ofte går begge veje.

Af Sara Friis Børty, Projektmedarbejder i Folkekirkens Migrantsamarbejde
sf(at)interchurch.dk