Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Koordinering af asyl-initiativer styrker indsatsen

Kommuner, kirker og foreninger kan med fordel arbejde sammen på asylområdet. I Haderslev har de en model, der virker.


I forsøget på at hjælpe de mange asylansøgere og flygtninge, der er kommet til landet i de sidste par år, står mange kirker med et ønske om at gøre mere. Det kan dog være svært at komme i kontakt til de mennesker, man gerne vil hjælpe, og ofte er der flere grupper af mennesker fra forskellige sammenhænge, der gerne vil gøre noget. Det betyder, at der flere steder bliver et overlap mellem de forskellige tilbud. Kommunen skal således forholde sig til henvendelser fra mange forskellige sider, og arbejdet med flygtninge og asylansøgere bliver ukoordineret og afhængigt af tilfældige kontakter med de nye medborgere man ønsker at hjælpe.

Derfor kan et samarbejde mellem de forskellige grupper og kommunen være en fordel. På den måde bliver der skabt et system, hvor alle de ressourcer, der er til stede i et lokalsamfund, bliver fuldt udnyttet. Samtidig bliver kontakten til dem, man gerne vil hjælpe, lettere at etablere, hvis kommunen og/eller asylcentret inddrages i samarbejdet.

Et sådan samarbejde kan organiseres på forskellige måder alt efter hvilke grupper, der er interesseret i at deltage og hvilke tiltag, de kan byde ind med. En mulig model er den, der er brugt i Haderslev.

I Haderslev har sognekirker, frikirker og kirkelige organisationer etableret Fælleskirkeligt Integrations Netværk (FIN), hvor en ledergruppe formidler kontakt mellem baglandet, nye frivillige, andre organisationer, offentlige myndigheder og sprogcentret. FIN koordinerer tiltag som Middag på Tværs, kontaktfamilieordning, Kvinder møder Kvinder og en ugentlig café for asylansøgere på asylcentret. Samarbejdet betyder, at frivillige kan rekrutteres gennem de etablerede kirkelige netværk. Haderslev Sprogcenter og Haderslev Jobcenter hjælper med at sætte de frivillige i kontakt med asylansøgerne.

Folkekirken har meget at byde ind med i samarbejdet omkring integration af nye medborgere, især fordi folkekirken er til stede i hele landet. I områder, hvor organisationer som Røde Kors eller Dansk Flygtningehjælp ikke har lokale frivilliggrupper er folkekirken til stede. På den måde kan kirken stille med menneskelige ressourcer, mens det stadig er muligt at trække på erfaringer fra andre organisationer og offentlige myndigheder. Et samarbejde kan således være med til at give de bedst mulige forhold for integration af asylansøgere og flygtninge i lokalsamfundet.

Selvom et samarbejde kan være fordelagtigt, kan det være en udfordring at få det stablet på benene. Kirker, der er interesserede i at starte et samarbejde med kommunen og andre organisationer, kan få viden om afprøvede modeller samt inspiration og vejledning hos Folkekirkens Asylsamarbejde.


Af Pia Nielsen

Folkekirkens Asylsamarbejde