Migrantpræster og folkekirken kom tættere på hinanden
Migrantpræster og ledere fra mere end 30 forskellige kirker var samlet i Kristi Himmelfartsferien til inspirationsdage i Middelfart. Her stod det klart, at mange ønsker samarbejde med folkekirken.

Biskop Peter Fischer-Møller med nogle af deltagerne på konferencen
Solen skinnede ned over det fynske landskab, da over 70 præster og ledere fra over 30 forskellige kirker var samlet til inspirationsdage. Temaet for konferencen var celebrating unity in diversity og det gennemsyrede taler, seminarer og ikke mindst samtaler deltagerne imellem.
Generalsekretær i FrikirkeNet, Michael Wandt Laursen, pointerede i sit foredrag, at vi skal mødes med hinanden, tale hinanden op og fokusere på synlig enhed. Præsten Colin Chapman fokuserede på identitet og lederskab i sine bibeltimer og biskop Peter Fisher-Møller gav en indføring i Grundtvigs liv og virke, og hvordan kirken i Danmark er meget lokal, men også rummelig. Biskoppen opfordrede alle deltagere til at kontakte den lokale folkekirke til en snak om samarbejde.
Folkekirken har brug for jer. I kan inspirere os med jeres tydelige kristne praksis og hjælpe os til at blive mere bevidste om vores tro i et sekulariseret samfund
Samarbejde mellem folkekirke og migrantmenigheder blev derefter diskuteret og det var en positiv holdning og åbenhed overfor samarbejde, der prægede diskussionen. Mange ønskede at bidrage med noget positivt til Danmark, og som en udtrykte det: ”Vi skal bygge broer og ikke mure”. Biskoppen fremhævede blandt andet børnene i migrantmenighederne som vigtige brobyggere mellem folkekirken og migrantmenighederne og opfordrede deltagerne til at deltage i aktiviteter som babysalmesang, spaghettigudstjenester og KFUM og K.

Foto: Tværkulturelt Center
Senere fortalte den ugandiske præst, Miriam Lubega, hvordan hendes pige kom til hende med et ønske om at blive konfirmeret i folkekirken. Hun afviste i første omgang datterens ønske, men efter at have spurgt flere gange, fik datteren lov til at deltage i konfirmationsforberedelserne. Datteren kunne dog godt fornemme, at moderen stadig forholdt sig skeptisk og spurgte en dag: ”Mor – er det da en synd?” hvortil Miriam overrasket måtte forklare: ”Du må forstå jeg er født og opvokset i et andet land. Denne tradition med konfirmation kender jeg ikke og derfor er jeg skeptisk.” Det havde dog været en rigtig god oplevelse for datteren at blive konfirmeret og derfor afsluttede Miriam med en opfordring til alle om ikke at holde børnene væk fra folkekirken.
Deltagerne tog fra konferencen inspireret efter dage med undervisning, oplæg og gode samtaler. Flere gav udtryk for, at de allerede nu glædede sig til næste års konference, der byder velkommen til ledere og præster i migrantkirker men også danske præster, ledere og ildsjæle i migrantsamarbejdet.
Konferencen var arrangeret af Tværkulturelt Center, Danske Kirkers Råd, Kirkernes Integrations Tjeneste og Folkekirkens Migrantsamarbejde.