Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Mød en ildsjæl: Maiken Buddig

Maiken Buddig er frivillig i Tværkulturel Venskabsforening i Hirtshals og en del af menighedsrådet i Hirtshals sogn. 

 

Hvilke opgaver motiverer dig mest i migrantsamarbejdet?

De opgaver der inspirerer mig mest, er dem hvor migranterne deltager aktivt og ikke bare er modtagere. For eksempel arrangerer jeg en kunstudstilling; "Kunst på tværs", hvor migranter og danskere udstiller på lige fod. Vi har haft mange forskellige nationer repræsenteret i løbet af de seks somre som udstillingen har været afholdt. Udstillingen er godt besøgt, og vi får på den måde udbredt kendskabet til kunstneriske udtryk i andre kulturer.

 

Hvorfor betyder migrantsamarbejdet noget for dig?

Migrantarbejdet er vigtigt i forhold til, at migranterne føler sig velkomne i fællesskabet. Det er en vigtig opgave, at de kan forstå dansk kultur og samtidig, at vi får en forståelse af deres. Det betyder noget for mig, at jeg følger Guds anbefaling om at tage godt imod den fremmede.

 

Hvordan arbejder den tværkulturelle forening i Hirtshals for en mere åben og tilgængelig folkekirke?

Alle kan søge om julehjælp i vores kirke. Vi giver til så mange vi kan, og vi spørger ikke om, hvilken religion de har. Desuden inviterer vi seks familier som er på kontanthjælp på en uges sommerferie, med alt betalt. Der er en stor gruppe fra Eritrea i Hirtshals. De holder deres gudstjeneste i Hirtshals kirke søndag eftermiddag. Det giver en fællesskabsfølelse, at det både er vores og deres kirke.