Mød sognet hvor 44% er medlemmer af folkekirken

Trods voldsom vækst i sognet er under halvdelen af Ishøjs beboere medlemmer af folkekirken. Medlemstallet tippede til at være i mindretal for hele Vestegnen i 2015, og det havde i høj grad med den skiftende demografi at gøre. 

I dag er 42% indvandrere og efterkommere - endda endnu flere, forklarer sognepræst Michael Rønne Rasmussen, da statistikken ikke dækker det store skyggetal af indvandrere som er født danskere, men stadig har anden etnisk baggrund end dansk. Den største etniske gruppe er tyrkere og den hurtigst voksende er nepalesere, og få i disse grupper er kristne eller kender folkekirken. Hvordan kan folkekirken fungere i denne nye virkelighed?

Folkekirken 3.0 

Gudstjenester bliver mindre besøgt og kirkelivet ændres, og netop derfor nytter det at gribe ind, fortæller Michael. Sognet har derfor haft fokus på at omstille den klassiske medlems-tankegang i folkekirken til at tænke sig ind i civilsamfundet som helhed. "Folkekirken 3.0"-tilgangen, bliver dette også kaldt, for første gang af provst i Aarhus, Esben Thusgård. 

Fra det traditionelle samfund op til 1970'erne, til det moderne samfund fra 1970-2007, har folkekirken skulle omstille sig til netværks-samfundet, som det, vi har i dag, forklarer Michael. Han understreger nødvendigheden af, i sådan et samfund, at tænke sig ind i folkets fællesskaber uden betingelsen af medlemskaber eller aktiviteter inde i kirkerummet. 

Et forandret kirkeliv

Katolikker og ortodokse bruger folkekirken til konfirmation af deres børn. Vietnamesisk-danskere bruger folkekirken til dåb. En del muslimer gør brug af kirkelige aktiviteter. Et eksempel er babysalmesang, som er fuldstændig blandet, med både danskere og nydanskere. Det er en glad udfordring for musikpædagogen, fortæller Michael. International bibelstudiekreds er noget kirken har prøvet kræfter med, men lige dette har ikke slået igennem endnu. 

Kirke for dem, der vil lege med

"Vi vil gerne lege med andre, og andre vil gerne lege med os". Sådan lyder attituden til samarbejde i kirken. Indadtil i civilsamfundet har Ishøj kirke gang i mange brobyggende initiativer. Næstehjælperne er et godt eksempel på et voksende behov - både for social hjælp og for civilt ansvar. Selvom kirken ikke alene ejer dette initiativ, er den rammen, som kommunen i stigende grad kan genkende sig i. 

Udadtil med andre kirker, er der også rigt samarbejde. Arise & Shine er én ud af 10 afro-danske menigheder i området, og lige præcis denne voksende menighed lejer sig ind kirkens lokaler og deltager i sognekirkens aktiviteter. Der bliver også bygget fællesskab gennem fælles dåbsceremonier. Der er dog også menigheder der ikke vil samarbejde, som fx. de koptisk-ortodokse, som fungerer i en tæt-isoleret sfære. 

Muslimske nydanskere er der mange af i Ishøj, og for sognekirken er den gode relation vigtig, især med den lokale Mevlana Moské og Kulturcenter, som er pyntet med danske flag. Denne relation var helt tydelig sidste september, hvor der blev samarbejdet tæt om et mindearrangement. Det betød enormt meget for deres muslimske naboer, fortæller den lokal-kendte præst. Den tyrkiske sunnimoské favner bredt og mange føler sig velkomne fordi der også foregår kulturaktiviteter og tilbud, ligesom folkekirken.

Når folket flytter sig

Dåbstallet falder, danske børn rykker til privatskoler og indvandrere flytter ud til parcelhusene. Hvem er man så kirke for, når folket flytter og forandrer sig, spørger en nysgerrig webinar-deltager. Svaret er ikke så simpelt. "Der er ingen tradition for kirkelig frivillighed. Præsterne er nødt til at være aktivister, for det er menigheden og menighedsrådet ikke," fortæller Michael, og uddyber om manglende ressourcer, træthed og dårlig beslutningskraft, som de handicap der holder arbejdet kirkens integrationsarbejde tilbage. Det er måske netop derfor kommune-samarbejdet er nødvendigt, ligeså meget som det er relevant. "Vi kan ikke samle alle på et sted, vi kan ikke samle en befolkning der ikke hører sammen - men vi er kirke for dem der vil lege med." 

Kirke på andres banehalvdel? 

Dette er næste spørgsmål, i en længere række input, fra de mange skærme der får et kig ind i Ishøjs situation; hvordan er det, at være kirke på andres banehalvdel? 

Sognepræst Michael Rønne Rasmussen bruger to cases som svar. Begge handlede om dødsfald. Den første, en begravelse af en kristen med muslimsk familie, indeholdt elementer fra begge trosliv i ceremonien. Der blev bedt en muslimsk bøn på gravpladsen og Michael lavede en oversættelse til de etnisk danske deltagere, ligesom han også tog hensyn i sit prædikenvalg og brug af arabisk sprogbrug fra traditionelle bibeltekster. Dette skabte stor og vedvarende tillid fra muslimske medborgere. 

En anden en mindehøjtidelighed, af et muslimsk sognebarn, krævede, at Michael måtte lære i momentet og improvisere. "Det gode naboskab følger helt til døden," konkluderer Michael. En webinar-deltager som selv er præst og kender til Ishøjs historik, tilslutter sig Michaels fokus. "Fællesritualer er et meget godt udgangspunkt - at sørge sammen er uvurderligt. Ishøj kirkes gode rygte blandt nydanskere - både muslimer, kristne og andre, er ikke kommet af sig selv." 

At være folkekirke i et minoritets-område kræver altså, at man går hele folket i møde - ikke kun medlemmerne. Og ligesom der er brug for at bygge bro med nydanskere, er der også brug for, at menigheden engagerer sig, tilføjer Michael til sidst. "Der kommer ingen af sig selv."  

Se/hør optagelsen af webinar:

- På youtube

- På soundcloud

- Af Anne Katrine Ebbesen