Ny arbejdsgruppe for Migrantsamarbejdet skal søsætte ny migrantstrategi
Folkekirkens Migrantsamarbejde er klar med en ny strategi og en ny motiveret arbejdsgruppe til at føre den ud i livet.
Med den nylige etablering af Folkekirkens Migrantsamarbejde arbejdes der nu ud fra et mere generelt migrantfokus, som favner alle de indvandrere og efterkommere, der udgør 13% af Danmarks befolkning. Håbet med det nye fokus er at kunne bistå folkekirken i at leve op til sin opgave som kirke for hele folket i Danmark. I lyset af den nye indsats på migrantområdet besluttede Folkekirkens mellemkirkelige Råd på sidste rådsmøde at nedsætte en udvidet arbejdsgruppe.
Arbejdsgruppen og sekretariatet har arbejdet med at identificere en række strategiske indsatsområder for kirkens arbejde blandt migranter og efterkommere, som bygger på inkludering og inddragelse i folkekirken, styrkelse af mellemkirkelige relationer, og indsatser som fremmer mission og religionsmøde. Strategien tager form af syv hovedpunkter, hvoraf blandt andre disse vil blive prioriteret:
- Behandling af spørgsmål vedrørende konvertitter i menigheden og interkulturelt gudstjenesteliv. Migrantsamarbejdet skal arbejde for en mere fokuseret indsats omkring etablering af internationale menigheder i folkekirken, og en mere bredspektret indsats, der først og fremmest vil bestå i at stille ressourcer til rådighed (fx sange, oversættelser, liturgier etc) for almindelige danske menigheder, der gerne vil være mere inkluderende for folk med anden sproglig og kulturel baggrund.
- Tiltag med henblik på at styrke relationer og udvikle migrantlederes kompetencer som kirkelige ledere i Danmark. Migrantsamarbejdet vil styrke relationen til ledere fra migrantmiljøet og håber samtidig, at der kan komme flere ansættelser i folkekirken af personer med migrantbaggrund.
- Kommunikation målrettet folkekirkens menigheder. Hvis folkekirken skal kunne favne migranter og efterkommere, må det ske ud fra lokalt engagement i den lokale virkelighed. Med friske tal fra Danmarks Statistik vil vi kortlægge befolkningens herkomst i landets respektive sogne, og med en målrettet kampagne opmuntre lokale folkekirker til at arbejde med på visionen om et mere mangfoldigt folkekirkeliv.
Formand for arbejdsgruppen, Niels Nymann Eriksen, udtaler:
Jeg glæder mig over det bredere fokus, som arbejdsgruppen har fået. Det giver mulighed for en mere helhedsorienteret indsats. Og så er arbejdsgruppen et fantastisk team, som både er dybt forankret i den folkekirkelige virkelighed og som samtidig tør tænke nyt.
Arbejdsgruppen for Folkekirkens Migrantsamarbejde består af:
- Niels Nymann Eriksen (formand)
- Birgitte Møldrup
- Per Vibskov
- Clement Dachet
- Michael Rønne Rasmussen
- Mogens Mogensen (tidsbegrænset).