Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ny i migrantsamarbejdet: Mai Bjerregaard Andersen

Ansat i Svendborg og særdeles online-aktiv her i corona-karantænen. Mai arbejder for nye integrations-muligheder, med folkekirken som hovedaktør. 

Mai blev ansat i slutningen af 2019, som migrantpræst i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg.

 

Hvilke opgaver motiverer dig mest i migrantsamarbejdet?

At hjælpe flygtninge og migranter med at holde fast i deres kristne tro, og at skabe et rum, hvor de føler sig frie til at praktisere deres tro - på deres måde. At bruge folkekirken som et rum hvor mennesker med en anden religion, frit kan spørge om og undersøge kristendommen.

 

Hvorfor betyder migrantsamarbejdet noget for dig?

Fordi jeg mener, vi skal være kirke for hele folket, og fordi den kristne tro er universel og ikke kun for ét folkeslag. Det oversættelsesarbejde der begyndte med den allerførste pinse, hvor alle folk pludselig kunne høre disciplene tale så de forstod det, skal fortsætte i dag. Folkekirken skal gøre kristendom forståelig for hele folket.

 

Hvordan kan kirken være tilgængelig for nydanskere under corona lock-down?

Mine kolleger i Svendborg forsøger sig med sprogcafe og nydanske mødegrupper online. Vi henviser løbende til oversættelser af corona-oplysninger, for borgere med andre modersmål end dansk. Jeg ringer rundt og bruger folkekirkens farsi-koordinator, så jeg er sikker på, at de aflysninger og ændringer, som har været nødvendige på grund af karantænen, ikke bliver misforstået. Vi sender ting ud til vores netværk i denne tid. En påskehilsen, en børneaktivitet og en lille bog om påske til dem der plejer at deltage i vores gudstjenester og andre interesserede. Vi lægger jævnligt bønner og små andagter på facebook og har fået indspillet nogle af de sange, vi plejer at synge, så der kan synges med hjemmefra til den virtuelle gudstjeneste, som vi optager torsdag og lægger ud søndag. På den måde kan vi stadig være sammen – selvom det er på afstand.