Ny i migrantsamarbejdet: Lars Kristiansen
Lars Kristiansen er den nye tværkulturelle medarbejder i Folkekirkens Tværkulturelle Center, FTC, ved Kvaglund Kirke. Læs mere om hans visioner for migrantsamarbejdet i Ribe stift.
Hvilke opgaver motiverer dig mest i migrantsamarbejdet?
Jeg tror, at når man har mærket på egen krop hvad det vil sige at være fremmed i et andet land og kultur, så får man en anden opmærksomhed på de problemstillinger som der er ved at træde ind i den danske kultur. Da jeg vendte tilbage til Danmark fra USA i 2010, oplevede jeg hvordan jeg følte mig fremmed i min egen kultur. På samme tid skulle jeg hjælpe min amerikanske kone med at forstå hvordan man gør ting i Danmark og nogle gange selv spørge mig frem.
Jeg bliver motiveret af at hjælpe og møde den enkelte person og skabe længerevarende relationer. På engelsk er der et ordsprog der siger: ”No man is an island”! Det betyder at ingen af os kan gøre det hele selv, men sammen kan vi en masse. I et samarbejde er det ikke kun mig der hjælper, jeg bliver også hjulpet til at lære nyt om andre kulturer og mennesker.
Hvorfor betyder folkekirkens migrantsamarbejde noget for dig?
Jeg tror bare, at det er så vigtigt at der er mange synlige steder hvor folk kan søge hen og blive mødt med åbne arme. Vi skal gøre det, vi læser i Bibelen og sørge for den fremmede, de udstødte og de syge. Det skal vi gøre for dem, men lige så meget for vores egen skyld. Vi har alle problemer og ting, der måske ikke er 100% som vi ønsker at de skal være, men når vi som kirker eller individer rækker ud, så glemmer vi måske for en tid vores egne ting. Folkekirken eller folkets kirke skulle gerne repræsentere at vores samfund er strikket sammen af mange forskellige farver.
Hvad synes du folkekirken bør gøre for og med nydanskere?
Jeg er ikke sikker på at der er en opskrift klar til, hvad folkekirken bør gøre, men jeg er sikker på, at vi skal gøre noget. Det jeg skal gøre i Ribe Stift ser helt sikkert anderledes ud end det gør andre steder i landet. Min oplevelse er, at vi alle skal gøre lidt mere for at nydanskerne føler sig velkomne, men med et smil og en kop kaffe kommer man faktisk langt. Vi skal koge vores indgang ned til hvad den enkelte kan være med til, og ikke lave raketvidenskab ud af vores møde med nydanskere. Kirken skulle gerne være stedet hvor man ikke bare finder en åben dør, men måske også et møde med mennesker der vil bruge tiden på dialog og fælleskab for eksempel over et måltid mad.
Hvordan kan du bruge din internationale erfaring i Ribe Stift?
Min egen rejse ud i verden har på mange måder handlet om nysgerrighed, og den har jeg fortsat. De steder jeg har boet har jeg altid udforsket, og den søgen efter viden vil jeg gerne bruge i mit arbejde i Det tværkulturelle Center i Ribe Stift. International erfaring er lige så meget en forståelse af hvad det vil sige at være fremmed. Jeg har meget klare erindringer om at stå som fremmed i en ny kultur både på godt og ondt, og mit håb er at jeg kan bruge de oplevelser til at sætte mig i andres sted her hvor jeg er plantet.