Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Nye materialer på polsk og rumænsk 

42% af indvandrere og efterkommere i Danmark kommer fra vestlige lande

 

Blandt de største grupper af indvandrere og efterkommere i Danmark hører indvandrere fra Polen og Rumænien. Tidligere troede mange, at de kun kom for at arbejde i nogle år, og så ville de returnere til deres hjemland. Men det har vist sig, at mange har slået sig ned i Danmark, har sendt deres børn i dansk skole, har købt ejendom og fået fast arbejde. Derfor er der også brug for, at folkekirken har et øget fokus på denne gruppe.

Derfor har vi i Folkekirkens Migrantsamarbejde fået oversat folkekirkens højmesse- og dåbsliturgi til polsk og rumænsk til brug i folkekirkerne. Det er til for indvandrere med polsk og rumænsk modersmål til bedre at kunne følge med i folkekirkens gudstjenester. Disse dokumenter findes på hjemmesiden her og kan både downloades enkeltvis og sammenlagt med den danske liturgi.

Dernæst har vi valgt at oversætte folderen ”Træd indenfor – Folkekirken er åben” til polsk og rumænsk. Folderen kan bruges som introduktion til, hvad den Danske Folkekirke er. Folderen giver både et kort rids af kristendommens og kirkens historie i Danmark og fortæller, hvad den enkelte kan bruge kirken til: at folkekirken i Danmark er mere end højmessen søndag formiddag.

 

Materialerne kan bestilles ved Folkekirkens Migrantsamarbejde på mail: interchurch@interchurch.dk. Folderne er gratis, og vi sender så mange, som der er brug for. Vi minder om, at folderen også findes på dansk, engelsk, arabisk, farsi og tigrinya.