Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Regnbuekonference i Københavns Domkirke

Onsdag d. 28. september inviterede det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København i samarbejde med Tværkulturelt Center til Regnbuekonference i Københavns Domkirke. 

En del af de flygtninge og migranter, som kommer til Danmark er kristne. Mange af dem, kommer med andre sprog, kulturer og traditioner, og for en del er kirken det sted, hvor man kan holde fast på det sprog, den kultur og de traditioner, man ikke vil miste. Derfor findes der en del migrantmenigheder i Danmark. En stor del af disse migrantmenigheder samarbejder på den ene eller anden måde med Folkekirken eller andre kirkesamfund her i landet, det kan være ved at låne en kirke til gudstjenester og andre arrangementer, eller ved at lave forskellige arrangementer i samarbejde med sognemenigheder, der hvor de er.

Læs mere om migrantmenigheder

Nogle af disse migrantmenigheder fra København, Roskilde og Helsingør Stifter deltog i en Regnbuekonference i Rotunden i Københavns Domkirke i sidste uge. Konferencen blev arrangeret af det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København i samarbejde med Tværkulturelt Center, og det var en mulighed for at høre om, hvordan de forskellige migrantmenigheder har organiseret sig, hvilke udfordringer, de står overfor, og lidt om de forskellige menigheders histories i Danmark.

I alt deltog ni forskellige menigheder med medlemmer fra en lang række forskellige lande. Repræsentanterne fra disse menigheder kunne fortælle om nogle af de udfordringer, som går igen for mange, især de nye, menigheder i Danmark, nemlig behovet for lokaler, som kan bruges på forskellige tidspunkter og til forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Fordi en del migrantmenigheder låner kirker og andre bygninger, som allerede fungerer som kirker for danske menigheder, kan det være svært at få tid til alt det, de gerne vil lave i kirken. En del af de ældre migrantmenigheder har haft mulighed for at købe deres egne kirkebygninger, hvilket giver en større frihed til at planlægge aktiviteter, men ikke nødvendigvis betyder, at menigheden ikke har forskellige andre udfordringer.

Udover problemer med at skaffe steder, hvor man kan mødes og fejre gudstjeneste, have undervisning eller lave sociale aktiviteter, har en del migrantmenigheder udfordringer med at finde ledere til forskellige poster. Fordi de forskellige migrantmenigheder er en del af forskellige kirkesamfund, og derfor har forskellige strukturer og måder at have lederskab på, er der mange forskellige grunde til, at det kan være svært at finde ledere. Dog nævnte flere, at lederudvikling er noget, de skal have mere fokus på i fremtiden.

Aftenen handlede dog ikke kun om udfordringerne ved at være migrantmenighed. Det var også en fejring af de mange forskellige kristne traditioner, som findes her i landet. På trods af de nogle gange store forskelligheder, der kan være mellem kirkesamfundene, både de danske og de internationale, så var hovedtemaet for aftenen, hvordan vi kan samarbejde på tværs af disse forskelligheder. Under konferencen var der irakisk buffet, mulighed for at høre, og synge, salmer og sange fra Irak, Nepal, Eritrea og Indien, og det hele sluttede med en fælles andagt på engelsk.

Læs mere om migrantmenigheder på Tværkulturelt Centers hjemmeside

Af Pia Nielsen