Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

En ny samarbejdsaftale med Mission Afrika

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har indgået et samarbejde med Mission Afrika

Clement Dachet til Tværkulturelt Centers Forårskonference 2018
Foto: Tværkulturelt Center

Samarbejdet handler om at bygge bro mellem folkekirken og migrantpræster. Projektet, der skal ledes af Mission Afrikas partnerkoordinator Clement Dachet, går ud på at bygge relationer til migrantpræster og afsøge, hvordan folkekirken og migrantmenigheder kan indgå i et tættere samarbejde.

Mission Afrika har gennem mange år opbygget erfaringer med kulturmøde gennem sit internationale arbejde. I dag, hvor kulturmødet er kommet helt tæt på folkekirken og stiller os over for opgaven med at række ud til migranter, giver samarbejdet mellem Mission Afrika og Folkekirkens mellemkirkelige Råd mening.

Projektet handler også om at indsamle viden og modtage inspiration fra andre lande. Der planlægges blandt andet en fælles studierejse til Hamburg for at lære af den tyske kirkes erfaringer med kirkeligt migrantarbejde.

”Jeg glæder mig til at være med til skabe nye muligheder for, at migranter kan se sig selv som en del af det danske samfund og det kirkelige fællesskab. Danmark bliver mere og mere mangfoldig, men kirken har jo altid været mangfoldig,” siger Clement Dachet, der skal lede samarbejdsprojektet mellem Mission Afrika og MKR.

Dachet er opvokset i Nigeria, er uddannet teolog og har en master i Europas Religiøse Rødder. Han arbejder til daglig i Aarhus som partnerkoordinator i Mission Afrika.

 

”Som migrant glæder jeg mig til at høre, hvad andre migranter synes om folkekirken og hvordan de ser på kristendommens fremtid i Danmark. Jeg har altid ønsket, at jeg kunne arbejde med det her,” siger Clement Dachet.

Projektet går i gang med det samme og varer frem til udgangen af 2019 med eventuel mulighed for forlængelse.