Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

”Smag på Verden” i Svendborg

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg afholdt arrangementet "Smag på Verden" den 17. september. Læs mere herunder om, hvordan det gik. 






Foto: Mai Bjerregaard Andersen


”Smag på Verden” er en af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS) i Svendborg Provstis tværkulturelle aktiviteter. Her laver de familier, der kommer, en ret fra deres hjemland. Andre frivillige hjælper med at lave skilte og flag, bage kage og lave kaffe.  I år var 12 lande repræsenteret fra bl.a.: Kurdistan, Somalia, Columbia, Ukraine, Tonga, Syrien, Vietnam, Danmark, Eritrea og Sri Lanka. Hvert land havde sin egen lille bod med flag og en beskrivelse af deres ret.

Arrangementet blev afholdt lørdag den 17. september. Flere end 130 gæster deltog. 

Formanden for styregruppen, Birgith Lotzfeldt, bød velkommen og akkompagnerede fælles højskolesang på klaver. Tværkulturel koordinator, Pernille Krohn Juul Jensen, introducerede konceptet og familierne præsenterede deres retter. Og så åbnede boderne.

Der var fuldt hus, og folk sad i alle husets sale og på terrassen. Der blev spist, snakket, sunget og danset. Lokalpolitikere, kirkefolk, folk som kender FTS og andre, som havde hørt eller læst om ”Smag på Verden”, var i en skøn blanding med brugerne. Det var en succes at, familierne mødtes på tværs af nationaliteter i den danske folkekirke. 

Derudover kom Trygfonden forbi og overrakte en donation på 74.800 kr., så FTS kan lave flere tværkulturelle aktiviteter. Der blev til selve arrangementet samlet omkring 6500 kr. ind i donationer til flere aktiviteter.

Da oprydningen gik i gang, gav mange af gæsterne en hånd med - inspireret af erfaringen af, hvad frivillighed kan. Efter en glad og hektisk dag gik familierne og de ansatte stolte, glade og trætte hjem, styrket i lysten med mod og tro på, at det er godt at gøre en indsats.

Fakta

om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS) i Svendborg er Svendborg provstis udstrakte hånd til flygtninge og indvandrere. FTS er forankret i Den danske Folkekirke. Initiativtager er Svendborg Provsti. 

 

Initiativet arbejder med udgangspunkt i troen på, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og derfor har værdi og betydning. 

 

Det formidles i handling gennem tværkulturelle aktiviteter, hvor deltagerne altid selv bidrager med noget, og på den måde erfarer, at de gør en forskel, og at de kan bidrage positiv til fællesskabet. 

 

FTS sammenfatter deres tilgang og arbejdsmetode i sloganet ”FTS gør ikke noget for nogen - FTS er noget vi gør sammen”.

 

Udover "Smag på Verden" afholder FTS-Svendborg også bl.a. sprogcaféer, mødregrupper og internationale gudstjenester.
 

Læs mere på FTS Svendborgs hjemmeside HER

Artiklen er skrevet i samarbejde med FTS-præst Mai Bjerregaard Andersen.