Strandmarkens flygtningefællesskab

I Strandmarksfællesskabet i Hvidovre kommer fællesskab før frivillighed og mennesker før flygtninge. Fællesskabet startede med at nogle danske familier, som boede i området, mødtes og var sammen om at dele liv, og herudfra voksede et langt større fællesskab hvor danske familier, asylansøgere, flygtninge og nydanskere kan mødes. Da jeg besøgte fællesskabet blev jeg ikke alene taget godt imod, jeg blev også mødt med en varme og en åbenhed, som gjorde stort indtryk på mig.

Det var meget tydeligt fra starten af, at der ikke er tale om et projekt eller frivilligt arbejde, og det blev også gjort klart for mig af flere af deltagerne. Det handler om venskaber. Som en af dem, der fast kommer til fællesskabets arrangementer sagde, så er det ikke kun flygtningene, der får noget ud af at være der, de danske deltagere får også nye venner. Nogle af flygtningene, der kommer i fællesskabet er henvist af integrationsafsnittet i Hvidovre Kommune, som også har været behjælpelig med kørsels og tolkning.

Arrangementet startede kl. 17:00 i Strandmarkskirken, og alle have en ret mad med, som vi spiste sammen, mens vi talte om hvad der rørte sig. Ikke alle i fællesskabet taler dansk, så der er som regel en tolk til stede, der kan hjælpe samtalen på vej. Måltidet var meget uformelt, og børnene løb frem og tilbage mellem leg og aftensmaden. De voksne talte om lidt af hvert, og alle havde travlt med at høre alle, hvad der var sket siden sidst, hvordan det gik med danskundervisningen eller at finde arbejde, hvordan børnene klarede sig i skolen og hvad ellers livet nu havde bragt hver enkelt.

Børnene bringer stor glæde i fællesskabet, det er svært ikke at blive i godt humør når de løber rundt og griner og leger. Mange af dem, der kommer i fællesskabet er familier med børn i alle aldre, så det er noget, de fleste kan snakke med om. Børnene kan også være med til at bryde isen med deres ligefremhed, når der ikke er et fælles sprog.

Efter maden gik børnene i kælderen for at lege og holde konkurrencer, mens de voksne blev ovenpå og hørte en kvinde fortælle om sit liv, om glæder og sorger, og hvordan det hele havde formet hende. Det blev en mulighed for at opmuntre hinanden og være samme om at dele liv på godt og ondt.

Alle jeg talte med nævnte venskaber som det vigtigste ved fællesskabet, og det var meget tydeligt i løbet af aftenen, at det er helt oprigtige forhold mellem mennesker, der bliver bygget her. En mand opsummerede det meget godt fra flygtningenes side: ”Vi kender ikke nogen i Danmark, men når vi kommer her, er vi ikke alene”. Det er et sted hvor mennesker uforbeholdent bryder sig om og kerer sig om hinanden.

At fællesskabet ikke er et projekt eller frivilligt arbejde, men en sted hvor alle er velkomne til at komme så ofte eller sjældent de vil og har tid til, betyder at ansvaret ikke bare er på de danske familier for at få alt til at fungere. Alle tager del i det arbejde der skal gøres ved at tage mad med og hjælpe med oprydningen efter spisningen. Det betyder også at det ikke bare er de danskes fællesskab, som flygtningene og asylansøgerne er inviteret ind i, men et fællesskab alle er med til at forme og lade gro.

Er der plads i jeres fællesskab til at invitere andre ind og dele liv? Så kunne Strandmarksfællesskabets model være en måde at gøre det på. 

Af Pia Nielsen, Folkekirkens Asylsamarbejde