Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Toner på Tværs

Da Simon Peters Kirke inviterede til Toner på Tværs i lørdags d. 24. september, var der dækket op til fest. 200 personer var med til at gøre eftermiddagen og aftenen til en fantastisk oplevelse med musiske indslag og forskellige retter fra 25 forskellige nationaliteter.

Suzuki Violiner fra Kolding Musikskole under ledelse af Anne Mejland i en fyldt kirke

Festlighederne begyndte kl. 16:00, hvor godt to timers koncert blev indledt med en velkomst ved Elizabeth Padillo Olesen, som har været den primære drivkraft bag arrangementet. Herefter fulgte en række indslag, der strakte sig fra violinspil og digtlæsning over gospelsang på flere sprog, til malawiske trommer og fællessang. De optrædende var både børn og voksne, og særligt Simon Peters Kirkes sprogcafés elever og frivillige lærere med deres udgave af ”Danmark mit Land” og Josva (11), Michael (9) og Guillias (10) rap mod mobning, gjorde stort indtryk.

Det hele var rigtigt festligt, og det var virkeligt dejligt at se, hvordan der blev støttet op om arrangementet af mange forskellige grupper. Venner og bekendte til deltagerne, mennesker, som er med hvert år, og andre, der har hørt om begivenheden eller tidligere års succes, var dukket op.

Koncerten var delt i to dele, hvor den første havde ”Livets årstider og håb” som tema, mens den anden del handlede om ”Vort fælles liv og ansvar”. Under anden del blev der samlet penge ind til Læger uden Grænser, som blev præsenteret af en af de læger, der har været udsendt til Afghanistan med organisationen. Biskop Marianne Christiansen bad for flygtninge og samfundet, og der blev læst flere digte, der satte vores fælles ansvar i perspektiv.

Efter koncerten var det blevet tid til den helt store middag. En masse forskellige retter fra forskellige lande var stillet an på en stor buffet, og der var rigeligt mad til at alle kunne blive mætte. Aftenen sluttede ikke der, og efter maden var der tryl for børnene, tid til hygge og fællesskab, og muligheden for at danse syrisk folkedans på pladsen foran kirken.

At musikken og maden er samlingspunktet til sådan et arrangement er meget naturligt, måltidsfællesskaber er noget helt særligt, og for mange mennesker har musikken samme evne til at samle mennesker på tværs af sprog og kultur. Mad og musik kan give os indblik i andre menneskers liv, og når man har sunget og spist sammen, så er det svært ikke at se hinanden i et positivt lys. Samtidig er det en god mulighed for at fejre mangfoldigheden og den rigdom det bringer os at være i fællesskab med mennesker, som har forskellige baggrunde og traditioner.

Af Pia Nielsen