Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Træd indenfor! Folkekirken er åben

Folkekirken er ukendt for mange asylansøgere, flygtninge og indvandrere, når de først kommer til landet. Derfor har Folkekirkens mellemkirkelige Råd udgivet en folder, der skal byde nye velkommen og give et indblik i folkekirken og hvad den kan tilbyde. 

Folderen kan nu bestilles på farsi, arabisk, tigrinsk, engelsk og dansk.

”Træd indenfor! Folkekirken er åben” er særligt rettet mod flygtninge, asylansøgere og indvandrere, som ikke kender til hverken kirkens historie eller de traditioner, som folkekirken bygger på. Derfor kan man i folderen også læse om både historien og traditionerne og om, hvad folkekirken kan tilbyde. Hvad gør man, hvis man selv eller ens barn skal døbes? Hvad gør man hvis man gerne vil vies i en kirke? Og hvad sker der, når ens nærmeste skal begraves? Disse spørgsmål og andre kan man få svar på ved at læse folderen.

I folderen vil du også finde vidnesbyrd, der understreger hvilken betydning kirken kan have, både i den enkeltes liv og som samlingspunkt og mødested. 

Folderen findes på dansk, engelsk, arabisk, farsi og tigrinsk. Der er derfor mulighed for, at nytilkomne fra mange forskellige nationaliteter kan lære mere om en af de største kulturbærende organisationer i vores land. På bagsiden af folderen er der lavet plads til en label, så man kan indsætte kontaktoplysninger på den lokale præst eller menighed. 

Folderne bestilles hos Folkekirkens Asylsamarbejde ved at skrive til interchurch@interchurch.dk. Skriv venligst hvilke sprog, du ønsker, antal samt hvilke kontaktoplysninger der skal stå på de medfølgende labels.

Se folderen på dansk