Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Tværkulturelt Center har været brobyggere i 25 år

I november kunne vores partner i migrantsamarbejdet fejre 25-års jubilæum til deres halvårlige multietniske inspirationskonference.

Billede fra inspirationskonference 2. november 2019. 

I 1994, da Tværkulturelt Center blev etableret, var der ca. 240.000 første- og andengenerationsindvandrere i Danmark. Siden da er der kommet mange flygtninge fra bl.a. Somalia og Eritrea, Irak og Syrien, men den største stigning i indvandring er kommet i form af arbejdsmigranter, især fra Østeuropa. I forhold til 1974 er antallet af første- og andengenerationsindvandrere mere end tredoblet til over 800.000, hvoraf godt 500.000 er af ikke-vestlig oprindelse. Dvs. knap 14% af befolkningen i dag er første- og andengenerationsindvandrere.

Det betyder, at det danske samfund er blevet langt mere mangfoldigt, både kulturelt og religiøst. Indvandrere har bragt kulturelle traditioner fra hele verden til Danmark, og de har bragt stort set alverdens religioner til Danmark, og også næsten alverdens forskellige kirkeretninger. Faren var og er, at der opstår kløfter i det danske samfund. Kløfter mellem forskellige kulturer, mellem forskellige religioner og mellem forskellige kirkesamfund.

Denne nye udfordring, som folkekirken blev stillet over for, var menighederne ikke rustet til at møde. Hverken når det gjaldt om at forholde sig til mennesker med meget forskellige kulturer, og især ikke-vestlige kulturer, eller mennesker, der tilhørte andre kristne konfessioner, som vi i mange tilfælde knapt havde hørt om, eller mennesker, der kom til Danmark som muslimer, hinduer, buddhister eller andet.

Det var den udfordring, som Tværkulturelt Center blev sat i verden for at møde, nemlig at være med til at bygge bro mellem mennesker på tværs af kultur, konfession og religion. Brobygning er et godt billede på Tværkulturelt Centers virke på flere ledder. Tværkulturelt Center blev født i smerte, for det var vanskeligt at forene så forskellige organisationer som fx Indre Mission og Luthersk Mission og så DMS og Sudanmissionen. Men det lykkedes at bygge bro mellem alle organisationerne i Tværkulturelt Center – og sådan er det heldigvis, når man i fællesskab engagerer sig i mission, så skabes der ofte enhed.

Brobygning forudsætter at der bygges på begge sider af kløften. Tværkulturelt Center har ikke bare søgt at engagere gammeldanskere i at række ud og gøre noget for nydanskere, men har også søgt at engagere nydanskere i at række ud og arbejde sammen med gammeldanskere. I Tværkulturelt Center har nydanskere fået stemme og brugt deres stemme og de har påtaget sig ansvar – også i bestyrelsen.

Middage på tværs, musik på tværs, sport på tværs, mande- og kvindeklubber, udflugter, sprogcaféer, internationale gudstjenester og forbønsgudstjenester. Tværkulturelt Center har også bidraget til integrationen af nydanskere i det danske samfund. At det forholder sig sådan, har også myndighederne bemærket, ellers ville Tværkulturelt Center ikke have fået alle de tilskud fra offentlige fonde, som det gennem årene har været tilfældet. Den form for brobygning på tværs af kultur, konfession og religion, som Tværkulturelt Center har været pioner for, vil der også være stærkt brug for i de kommende år. Dette arbejde har været drevet af gammeldanske og nydanske ildsjæle, som fortjener stor tak for deres indsats.

På vegne af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som Folkekirkens Migrantsamarbejde hører under, og hvor TKC er en vigtig samarbejdspartner, vil jeg gerne bringe en hilsen med en stor tak til Tværkulturelt Center for de 25 års trofaste arbejde for at bygge bro mellem folkekirken og nydanskere.

 

Denne artikel er udformet med uddrag fra formand Mogens Mogensens tale til fejringen af Tværkulturelt Centers 25-års jubilæum d. 2. november 2019.