Tværkulturelt Centers forårskonference
Tværkulturelt Center holder to gange årligt en multietnisk inspirationskonference, og den næste finder sted d. 17.-18. marts i Fredens Kirke i København. Temaet for forårets konference er ”Jeg var fremmed… og I blev bange for mig”, og de to dage byder på et spændende program, der sætter fokus på ”Tro, frygt og håb i en migrationstid”.
Når Tværkulturelt Center i samarbejde med Folkekirkens Asylsamarbejde inviterer til forårskonference d. 17.-18. marts i København kan du være med. Konferencen er for alle, der er interesseret i kirkens rolle i en migrationstid, og der er rig mulighed for, at blive inspireret til nyt eller forbedret arbejde, når man vender hjem. Konferencen byder på oplæg fra talere fra ind- og udland, ligesom Årets Krus – Årets Knus vil blive uddelt om fredagen.
Tværkulturelt Centers konferencer byder altid på interessante og inspirerende oplæg, der giver stof til eftertanke, men konferencer er lige så vigtige fordi det er en mulighed for at tale med og lære fra andre, som står i arbejdet med migranter og andet tværkulturelt og internationalt arbejde. Det er derfor en unik mulighed for at få input til det arbejde, der allerede er i gang, eller ideer til nyt arbejde, der kan startes. Samtidig er spørgsmålet om kirken i en migrationstid et, vi ikke kan lade være med at forholde os til. Derfor vil vi fra Folkekirkens Asylsamarbejde også opfordre alle til at deltage, hvis de har interesse i eller arbejder inden for området.
Hvis du vil vide mere om konferencen kan du læse om talerne og se programmet på Tværkulturelt Centers hjemmeside. Tilmelding sker ved mail til info@tvaerkulturelt-center.dk