Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ukrainere og danskere fejrer påske sammen i Lem kirke  

Både gudstjenesten, fællesspisningsarrangementet og samarbejdet er til stor inspiration for alle kirker, der ønsker at hjælpe både herboende og nytilkommende ukrainere. 

Den 18. april afholdt Lem Kirke en ukrainsk-dansk påskegudstjeneste.  Gudstjenesten blev faktisk planlagt allerede for to år siden, fordi der i Lem og Sdr. Lem sogn bor 12-14 ukrainske familier, men på grund af Corona blev den aflyst og i stedet gennemført i år, fortæller sognepræst Hanne Byskov. Først efter at arrangementet var blevet planlagt og omtalt i sognebladet indtræf invasionen af Ukraine. Invasionen medførte derfor en del flygtninge i sognet, da mange af de ukrainske familier nu har familie boende, som er flygtet. Hun understreger at dette er begrundelsen for at arrangementet blev lidt større i forhold til deltagende ukrainere, end det oprindeligt var planlagt, og gudstjenesten syntes derfor endnu mere vigtig.

 

Hanne Byskov fortæller om begrundelsen for gudstjenesten: “For nogle år siden kom den første familie, der gerne ville have et barn døbt – siden er flere fulgt efter. Jeg har derfor god kontakt til flere af familierne. To af de ukrainske kvinder havde jeg så planlagt en påskegudstjeneste med, fordi jeg syntes, det kunne være spændende for menigheden at høre lidt om ukrainernes lidt anderledes påskefejring. For mig har det været vigtigt at arrangere gudstjenesten og fællesspisningen i samarbejde med ukrainerne – og altså ikke ”bare” holde en gudstjeneste, som jeg nu lige tænkte, kunne være passende og så invitere. Uden samarbejdet tror jeg slet ikke, der ville være kommet så mange. De to herboende ukrainere, jeg har samarbejdet med, har dels klaret en masse oversættelsesarbejde, påtaget sig selv at sige noget i kirken, finde en til at spille på bandura, samlet et kor af ukrainere OG ikke mindst: Sørget for at bruge alle deres kontakter til at få indbydelser ud. Og de har begge haft en hel klar mening om, hvad der skulle ske … og ikke ske.”.

 

Sognets samarbejde med herboende ukrainere har altså vist sig at bære en vægtigere betydning end man kunne have forestillet sig ved samarbejdets begyndelse, da det har givet ukrainske flygtninge et sted at søge hjælp, mødes med andre – både danskere og ukrainere – og blive en del af et fællesskab.