Verdenscafé i Farsø

Gennem de sidste tyve år har flygtninge været en del af bybilledet i Farsø. De første kom som en følge af krigen på Balkan og fra Irak. Kirken og menighedsrådet var ikke aktive i arbejdet med flygtningene, men der var kirkegængere, der engagerede sig i Flygtningevennerne.

For ca. ti år siden kom der så en del kvoteflygtninge til byen, de fleste af dem congolesere, som stadig bor i byen. Denne gang var vi som kirke mere opmærksomme på at komme i kontakt med flygtningene. Flere åbnede deres hjem for dem, og de blev inviteret til gudstjeneste og børneklub. Men da de fleste ud over stammesprog kun kunne fransk, var det vanskeligt at kommunikere. De dannede deres egen menighed, hvor de holder gudstjeneste og børneklub.

I de sidste par år er der også kommet en del flygtninge fra Afghanistan, Irak, Eritrea, Syrien og Colombia. Mange er kristne, og derfor ville vi som kirke gerne i kontakt med dem.

International kirkedag og Verdenscafé

Det første skridt var, at menighedsrådet efter idé fra det mellemkirkelige udvalg i Viborg stift besluttede at arrangere en international kirkedag. Vi inviterede de mange nye danskere til gudstjeneste, hvor der var bønner og læsninger på forskellige sprog, og hvor der kirkefrokost med international buffet i Sognegården. Det har givet os lyst til at gøre noget mere for flygtninge og indvandrere. Derfor besluttede menighedsrådet i foråret 2016 at etablere en Verdenscafé. Med de mange kontakter, vi havde fået, og med en stor sprogskole i byen, vidste vi, at der var et behov.

Første trin var, at vi indbød et møde for frivillige i Verdenscaféen. Uden en god flok, der ville kunne skiftes til at lave kaffe, spille spil og tale dansk med caféens gæster, ville det ikke kunne lykkes. Til orienteringsmødet mødte der ca. tyve op, de havde alle det til fælles, at de gerne ville være med i arbejdet med de nye danskere. De ville gerne lære dem nærmere at kende, hjælpe dem ved at tale dansk med dem og høre om deres liv og kultur. Vi tog kontakt til Flygtningevennerne i byen og spurgte, om de ville samarbejde med os, det havde stor betydning for os i forbindelse med opstarten.

Så var der kun at vente til den første dag, hvor vi slog dørene til caféen op. Vi havde besluttet, at den skulle have åben hver anden torsdag fra kl. 19-21, og at vi gerne ville i gang inden sommerferien. Vi havde en god fornemmelse af, at der ville komme en flok, for dagen før havde lærerne fra sprogskolen taget eleverne med hen for at vise dem, hvor Sognegården lå.

Den første aften kom der 45 fra otte forskellige lande. Det var langt flere, end vi kunne magte. Men vi havde en god aften, hvor vi spillede billedlotteri og ludo, og hvor vi fik en god snak på trods af sprogvanskelighederne. Mange var kristne, men der var også en del kvinder i muslimsk klædedragt.

Efter sommerferien opfordrede sprogskolen os til at flytte tidspunkt, således at vi holder åbent fra kl. 17 – 19.30. Det har fået deltagerantallet til at falde til mellem fem og ti. Men de hygger sig og er glade for at komme, og det samme er de frivillige. Vi er enige om, at det ikke er deltagerantallet, der er det væsentlige, men derimod at vi som kirke viser åbenhed over for de fremmede. Indtil nu har det været til gensidig glæde. Vi håber, at Verdenscaféen også i fremtiden vil være en del af vores arbejde. I den kommende tid skal vi især arbejde med at holde kontakten med dem, vi allerede kender. Vi håber, at det vil få flere til at benytte sig af vores tilbud.

Af Niels Iver Juul, bearbejdet af Pia Nielsen